Variationer over ingenting…

At dømme efter internationale overskrifter bor vi midt i orkanens øje.

De sidste dage har oplysninger om voldelige optøjer, vold og drab præget sikkerheds-meddelelserne fra ambassaden og meldinger fra Kenyanske venner bosiddende i andre dele af byen om søvnløse nætter til lyden af skud og råb. Flere er dræbt – de fleste vist desværre af politiet selvom det vel var tanken at massive ekstra styrke der er sat ind skulle skabe tryghed. Men politifolk her i landet er kendt for at være pressede, dårligt lønnede, korrupte og hurtige på aftrækkeren eller bødeblokken…Og således er der pludselig mere end et ikke accepteret valgresultat til at sætte sindene i kog!

Valgdagen forløb stille og roligt – folk stod i kø i timevis for at afgive deres stemme og som beskrevet tidligere gjorde de det uden egentlig tiltro til at deres stemme reelt ville gøre en forskel. Og efter dette valg står det helt tydeligt for mig at valg her ikke handler om politik, om visioner og veje til ønskede mål – det handler om etnisk gruppering!

Urolighederne i kølvandet af valget har fundet sted siden den officielle udmelding af resultatet fredag aften. Raila Odinga accepterer ikke sit nederlag og mener der er blevet fusket. Internationale observatører mener det modsatte og vinderen Kenyatta Uhuru er ikke just noget dydsmønster i fortidsperspektiv.

Men som det så ofte er tilfældet er orkanens øje ikke særlig stort. Urolighederne finder primært sted i de (slum)områder hvor Raila Odinga’s tilhængere primært bor. Her i middelklasse/overklasse kvarterer i udkanten af byen var alt stille – faktisk unaturligt stille. Ingen dyttende matatuer (minibusser), lukkede butikker og cafeer og kun ganske få folk på gaden. Vi hørte jubelråb i 10 minutter fra den nærliggende lille by da resultatet blev offentliggjort – og ellers har den største forskel været stilhed, stilhed, stilhed.

Efter hjemkomst fra skøn ferie i DK drog vi en lang weekend til kysten for at genfinde roen, hinanden og varmen og retur i Nairobi var det netop stilheden der ramte. Og ja, stilheden er skøn, hvis bare den ikke blev fulgt af den der følelse af at være begrænset og lukket inde (vi genkender den fra ugerne med udgangsforbud i Kathmandu under revolutionen). Når vennerne endnu ikke er tilbage i landet pga valget, når butikker, cafeer, pool, biograf og alt muligt andet er lukket eller unaturligt stille, når forrådskammer og generator er fyldt for det tilfælde at vi slet ikke kan komme ud på gaden osv – ja, så er stilheden ligesom ladet med en spænding der forvandler den til begrænsende.

Jacob har været på arbejde som vanlig (dog uden de store møder ude i byen) og hver morgen har han spurgt: “Hvad skal I så lave i dag?” – og det mest dækkende svar har været: “Variationer over ingenting!” 🙂

Således har vi her i orkanens udkant læst, spillet, set TV, hoppet i trampolin, spist, bagt kager, inviteret nye naboer til kage, inviteret andre til kage, set mere TV, spillet flere spil, læst mere, gået ture i nærområdet og meget andet i samme stil. Det er ikke altid gået gnidningsfrit for sig med tre børn (og en mor) der allerede da vi forlod DK d. 28/7 var SÅ klar til hverdag og nu kører på 10ende ferieuge – men midt i alle konflikter og uendelig kedsomhed fandt de pludselig dukkerne og køkkenet og butikken og en hel dag var hele overetagen omdannet til by med familier og en hulens masse babyer, en anden dag var det barbierne, en tredje klædudtøjet, en fjerde badminton og bageudstyr.

Eksperter i opdragelse siger det er godt for børn at kede sig i deres ferier – efter 6 fuldt pakkede uger i DK med skønne oplevelser, mennesker og ikke mindst fest, leg og havbade og 4 dage ved kysten med hav og pool dagen lang – ja så må vi sige at vores børn går sunde, gennem-kedsomme og uhyre forventningsfulde til skole på onsdag morgen som eksperter i variationer over ingenting.

Vi håber stadig på at roen til den tid har ramt hele landet. Vi sørger med dem som har mistet i orkanens øje. Og håber at det på et eller andet tidspunkt lykkes Kenya at få politik og værdier til at være omdrejningspunktet for valg og folkestyre.

Og til alle jer der har spurgt til os og været bekymrede melder vi at alt er ok her i orkanens udkant. Tak for jeres tanker – og husk at avisoverskrifter sjældent dækker andet end orkanens øje ❤

Advertisement

“Have you prayed today?”

“Have you prayed today?”

Viggos spørgsmål overrasker vagten ved genboens port. De kender hinanden godt fra utallige besøg, boldspil og hop-nedad-skrænt-til-porten lege – men at dømme efter ansigtsudtrykket er det vist første gang de taler om udøvelse af religiøsitet. Vagten nikker, smiler og svarer overrasket, men selvfølgelig “Yes!”. Kristendommen er udbredt og aktivt udlevet her i landet – og absolut ikke noget tabu at tale om.

Jeg overhører samtalen mens jeg nærmer mig porten via indkørslen og også jeg undrer mig over spørgsmålet. Mon han spørger fordi vi bad bordbøn før maden da vi besøgte gode venners bedsteforældre forleden dag? Mon han har bidt mærke i Winnie’s (hushjælpen) valg af radioprogrammer? Har vi snakket om tro for nylig…?

Viggos ansigt lyser af interesse, afspejlingen af tanker der kører på højtryk ses i hans levende øjne og den ene hånd holder om den anden hånds lillefinger. Han forstår tydeligvis ikke hvorfor han mødes af undrende blikke. Hans gestus med hånden giver mig svaret!

“Viggo, do you mean ‘pray’ or ‘vote’?”

Kenya afholder valg i dag. Et valg der har stor bevågenhed lokalt såvel som internationalt – også helt ned i børnehøjde! Skolestart er fremrykket 1 uge grundet risikoen for voldelige optøjer, alle har fri på valgdagen og radioen fortæller på både dansk og engelsk om vigtigheden af valget og risikoen for optøjer, der er købt ekstra mad ind så vi kan klare os hvis butikker ikke åbnes osv.

På vejen over til genboen viste Rachel – vores dagvagt – os sin lillefingers sortmalede negl, som bevis på at hun HAR stemt. Deraf Viggos gestik.

Viggo smiler skævt og forstående: “Vote!” – vagten griner og pludselig taler vi alle samme sprog. Og endnu en farvet fingernegl bliver fremvist som tegn på at stemmen er afgivet.

Mens vi krydser gaden, henter rabarber i haven og bager noget så dansk som rabarbertærte tænker jeg at knægten ikke blot er sprogforvirret – han har fat i noget!

Bønner har været – og er – en mindst ligeså stor del af Kenyanernes opfattelse af dette valg som det at stemme… Mange tror vist endda at der er større sandsynlighed for en reelt forandret politik, mindre korruption, bedre services osv hvis man beder end hvis man stemmer. Rachel havde bedyret at hun IKKE ville stemme – og vi havde en snak om vigtigheden af stemmen midt i håbløsheden, korruptionen, den manglende tiltro til at hverken nye eller gamle kandidater vil skabe forandring for folk som hende.

Hvad der i sidste ende fik hende til valgstedet ved jeg ikke, men hun tog del og udøvede sin demokratiske ret sammen med mange andre idag. Nu beder jeg med hende og alle andre skønne mennesker her i landet for at resultatet vil blive modtaget med fred, accept og fremadrettede visioner.

“Have you prayed today?”

 

Levefællesskab

At drage ud i verden på eventyr betyder også afsavn af alle de kære som ikke fik samme ide eller drog til samme sted. Og derfor har det været ekstra vildt gang på gang at måtte melde “Fully booked”! Siden vi kom har vi været beriget med besøg af ikke mindre end 31 skønne mennesker fra DK, Østrig, Nepal og UK – henover sammenlagt 12 uger.

Gæster er en gave! – og hver ny gæst bibringer noget særligt til eventyret. Venner og familie rejser den halve jord rundt og opdager ligesom os at hverdagen også findes her mellem eventyrlige ture til kysten, på safari eller til toppen af Mt Kenya. Udsyn og viden om det nationale, internationale og kulturelle vokser – og vi som familie og individer vokser ved opgaven med at dele, rumme, logistikke, lege sammen og lade mennesker ind i det der er vores liv her. Med alt hvad det indebærer af hverdag, eventyr, gode og dårlige dage.

Spørgsmål og undren giver grobund for fælles eller individuelle refleksioner over oplevelserne her, i verden og i vores individuelle familier – Hvorfor er der vagter ved porten? Hvorfor er det svært for børnenes venner at svare på hvor de kommer fra? Hvor mange brunede kartofler spiser I i jeres familie? Er det ok at børn spiser ketchup til alle måltider? Hvilke aftryk har kolonitiden sat? …

Igår sagde vi farvel til familien fra Farum efter 4 ugers skønt besøg som de første to uger var suppleret af familien fra Bagsværd. Og endnu en gang må vi glædes over hvor uproblematisk det er når besøg bliver til levefællesskab. Når vi alle er her sammen for at opleve, forstå, undersøge, hjælpe hinanden og respektere at livet indimellem kræver lidt alenetid.

Sammen skabte vi 13 mennesker en oplevelsesrig, varm og rystende (bogstaveligt talt) togtur til Momabasa, dejlige dage ved Tiwi beach med sol, afslapning, badning, snorkling, søpindsvin, søstjerner, UNO og fisk i store mængder, jule- og fødselsdagsdage herhjemme med samtaler over madlavning og opvaske (nej, vi har ikke en opvaskemaskine og ja, Winnie har fri weekender og helligdage), havebadminton, trampolin, besøg hos elefanter, giraffer og Karen Blixen, afstemning af juletraditioner, juleaftens ekstragæster og ikke mindst besøg af en vaskeægte julemand!
Alle 13 drog vi til Samburu Nationalpark på safari med alt hvad det indebærer af fantastiske naturoplevelser, tidlige morgener, poolbadning mens dyrene slapper af i middagsheden og plads til Monopoly, UNO, Safarispil, læsning og snak.

This slideshow requires JavaScript.

Vi var 20 om at hoppe ind i det nye år på terrassen og fruer og børn nød en rolig start på det nye år med masser af tid til leg, spil og hygge – udflugter til skov, klatrehal og svømmepøl altimens Jacob og Jakob vandrede til tops på Mt Kenya og tilbage igen. Sejt!

Igår startede hverdagen igen – Hurra!!!  fordi vi elsker rytmen og roen den giver, skønt at gense venner og lærere i skolen, vi vil gerne bidrage, udvikle os fagligt og “komme videre” med alle vores projekter, arbejder, drømme, hobbier osv. Vi elsker den ro der falder over huset når vi bare er “os” – og alle sover i deres egne senge.
Men, også Øv!!! – fordi vi savner dem som bidrog til levefælleskabet, fordi der ikke altid lige er nogen at spille badminton, snakke, hygge eller bygge LEGO med og fordi tiden igen bliver skemalagt og fyldt rigeligt ud.

Gæster er heldigvis også en langtidsholdbar gave af styrkede relationer, stærke fælles minder og ikke mindst et indblik i det der er vores liv her som kan gøre det lettere at føle sig forstået og dele tanker om, når vi igen er på dansk grund.

Den sidste måned har vi meldt: “No vacancies“, denne uge lyder skiltet; “Closed, under renovation” og på mandag byder vi igen: “Welcome” til de næste to besøgende ❤
TAK til alle jer der har været her og velkommen til alle jer som har booket plads i Levefællesskabet på Ruaka Rd!

 

Verden i mig og mig i verden – 43 år!

For 43 år siden blev jeg født i Hjørring. Det var ikke bare lige…efter lange dage med mærkelige veer og som min mor beskriver det: “en oplevelse for livet”. Indlagt på 7-mandsstue med en flok mødre der havde født, med besked på at vandre og gå på trapper for at jeg – i maven – kunne få taget beslutningen om at lade mig føde, at sige ja til det ukendte der kom, til kulden og kærligheden. Jeg er født sammen nat som Glistrup’s Fremskridtsparti kom til verden – og fylder 43 alt imens verden forsøger at vænne sig til og acceptere at Trumph nu er en del af verden.

Og der i tiden mellem Glistrup og Trumph har jeg levet, erfaret, elsket og udfordret mig gennem mine 43 år. Hilsener tikker og ringer ind på alle tænkelige sociale og asociale medier med hilsener fra alle hjørner af den vej der blev og er… min – og tankerne defilerer tilbage til mit livs fødselsdage:

• Mine første fødselsdage i Horne – Nordjylland, efterskole, høns i haven og ung pige i huset. Leg gennem hullet i hækken ind til naboens 4 drenge, Dorthe Kollo’s sange, mine forældres kolleger og de venskaber de (og jeg) knyttedes – Faddere der har fulgt mig hele livet, afsæt til min første rejse alene ud i verden og fornemmelsen af at venskaber ikke handler om afstand, men om nærvær.
• Børnefødselsdage i Nørbæk – kusine på besøg fra Sjælland med strejf af viden og udsyn, nabo-veninde, Indonesisk rijstaffel med uendeligt antal tilbehør. Det lokale var udsynsbegrænset – København og Sønderjylland var laaangt væk hos jævnaldrende omkring mig og mine forældres engagement var laaaangt ude. Jeg sang mig igennem det, tav stille i skolen og lærte at spise med pinde – bare fordi det var eksotisk og anderledes.
• Efterskolefødselsdag i 9. klasse. Den generte skal var åbnet i samvær med Nordjydske og Sjællandske veninder – udsyn, humor, galskab, meninger, refleksion og kreativitet var tilladt….og ikke mærkeligt! For første gang var jeg – uden for familien – i rammer der så mig i verden og lod verden ses i mig. 15 år – usikker på meget, men sikker på at verden var stor og skulle indtages.
• Gymnasiefødselsdage der fortoner sig i et mix af drikkeri, aktivisme, sang, venskaber og følelses- og identitets-forvirringer der ved synet af TV-serien SKAM genkaldes meget tydeligt. Ingen var vist nogensinde i tvivl om at Randers var for lille til mig…Verden kaldte også selv om nu afdøde Hill Madsen og spillevende Luffe mente at uddannelse vel var et meget godt sted at starte.
• Min 19 års fødselsdag blev fejret i Nepal sammen med 3 skønne Engsig-Karup unger og deres forældre. Filip og Inger sørgede for kage og viste mig for livstid hvad engageret og dedikeret udviklingsarbejde er!
• Min 20 års fødselsdag blev fejret i Namibia sammen med lokale og andre voluntører. Fake fletninger, laaang gudstjeneste og beskeden om at min farmor var død. Pludseligt var der langt hjem!
• 21 års fødselsdag på Vestbirk Højskole – blandt musik galninge, til kamp for den almene dannelse, udforskende kærlighedens uransaglige veje og bare glad.
• Studine i England og Nepal henover min 22. – 24. års fødselsdage. Pints, kolde huse, tidlig morgen-roning, hårde studier, få penge, men megen glæde og skønne mennesker fra hele verden omkring mig. Jeg var i verden – og verden var med mig.
• 25 år og nedtursfødselsdag – galdestensoperation og kærestesorg i DK, mens jeg skulle have været i Nepals bjerge blandt andre voluntører…
• År i København og fødselsdagsfejringer i Stefansgade med venner, familie og kolleger fra det der allerede da syntes som et langt liv – Kampsax, Højskoleferier, COWI, Vuggestuen i Klerkegade, Improteater, RUC, DFC, Children Nepal – Denmark…En enkelt fejredes i Beijing til Porresuppe hos den Norske Ambassadør 🙂
• 31 års fødselsdag – nu nyligt kæreste med Jacob, færdiguddannet (er man nogensinde det?!?), ansat i og på vej til Nepal – annoncerende vores snarlige bryllup! En dansende, legende, grinende og på alle måder skelsættende fødselsdag.
• Fødselsdage i Nepal med det internationale islæt – i koldt hus, med bjergudsigt og UNICEF som udgangspunkt.
• Fødselsdage som mor for første, anden og tredje gang henover 6 år – i Nepal og Gundsømagle med alle de forskelligheder og kontraster som de steder kan byde på hver for sig og i sammenligning. Børnegaver, forventningens glæder der smitter, venindeaftener med sang af hjertet og fælles madlavning, Tivoliture, familiebesøg, ture ved og på fjorden…FTF som den arbejdsmæssige ramme.
• 40 års fødselsdagen hvor Roskilde Fjord blæste helt op i baghaven og rensede luften omkring mig – det var tiltrængt ovenpå stress og alt for mange tanker. Overraskelsesbrunch og inspirationsfest der på skønneste vis sparkede mig videre ud i livet… beriget af mennesker fra HELE mit liv.
• 41 års fødselsdag tilbage i arbejdslivet – nu i rammer der gav mening og blandt inspirerende og fagforeningssjove kolleger.
• 42 års fødselsdag i taknemmelighed over at være i live og elsket – lige efter at have været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt…og i samvær med en hel flok nye ansigter og kulturer.

Og nu 43 år. Vækket af mine 4 elsklinge med gavekort til fælles oplevelser, smil og jubelglæde over at nissen også havde husket min fødselsdag!

En kær veninde siden 1988 sagde dengang: “Man kan ikke holde kontakt med alle!” – og nej, mange har passeret igennem mit liv uden at blive hængende, men rigtig mange er stadig i kontakt på en eller anden måde. Dagens lykønskninger har vækket minder om alle ovenstående fødselsdage…og som min mor skrev: “Og så blev du barnet med udlængsel og gåpåmod til at drage ud i den store verden og med evnen til at få venner overalt igen igen…“.

Sidder her i Nairobi, ude i verden, med verden i og omkring mig – rørt og taknemmelig. Tak! ❤ ❤ ❤

Diplomatfruens bekendelser… – tilbage på sporet

Humøret har været kulsort i flere dage. Har virkeligt svært ved at sætte ord på alt det der ikke kan finde på plads indeni. Tankemylder og tanketomhed på samme tid. Uendelig træthed og uendeligt behov for at gøre noget. Hygger med ungerne – men bliver irriteret, frustreret og afvisende inden vi rigtig er igang med spil, snak, tur, madlavning…

Ferien i DK står som en solbeskinnet oase af skønne gensyn, frisk luft og frihed – længes ikke, ved det er en illusion at livet i dansk hverdag er sådan året rundt. Glædes over hus og have her, sætter ekstra pris på varmen udendøre og klæder os på som til kold dansk sommer indendøre. Vender langsomt tilbage til det sociale liv – og svarer uden tøven og med ro i maven: “Yes, we have had a fantastic summer!“. Og hver gang mindes jeg om at sommeren er ovre. Sommeren som var planlagt ned i detaljen, hvor hver dag placerede os netop der hvor vi kunne grine, lære, tale, nyde, bade eller tie sammen med skønne mennesker eller hinanden. Sommeren som var hektisk og som gang på gang bød mig spørgsmålet: “Og hvad laver du så?” eller “Hvordan får du dagene til at gå, når det nu går så godt  med ungerne i skolen?“. Det var enkelt at svare: “Jeg har ikke kedet mig en eneste dag! Har brugt meget tid på skolen, hjemme og i bilen med at hjælpe ungerne gennem transitionen fra dansk til engelsk, kenyansk, overklasseliv og sikkerhedstænkning. Har lært en del swahili, netværket, været nysgerrig i mange retninger og har især begravet mig i ting der på forskellig vis relaterer sig til storytelling.” Bum! – sådan gik der et år!

Jeg er glad for det år!

Jeg har haft mange hatte og kæmpet mange kampe ude og hjemme. Har brugt mig på nye måder og overvejer at påføre mit CV titlen: Transitions manager (er sikker på det er en titel jeg kender mange der kan identificere sig med).
Men nu er vi tilbage og tankerne går fremad – Hvad er næste skridt? – for mig? Hvad skal jeg svare næste sommer når spørgsmålet om hvad jeg laver falder igen og igen?
I Danmark er det eneste “rigtige” svar: “Jeg arbejder hos/med….” – Med hvad og hvordan er det jeg skal kunne besvare dette spørgsmål i et land hvor det at få en arbejdstilladelse ikke blot er hundedyrt men slet ikke altid er opnåeligt. I et land hvor jeg ikke vil byde min familie livet med to fuldtidsarbejdende forældre – og hvor deltidsarbejde er en svær størrelse. I et land hvor vores økonomiske situation er priviligeret lokalt, men ganske upriviligeret når Jacobs kontrakt ender. I et land hvor eventyrerne er mange, behovet for læring er enormt, men hvor jeg helst skal sidde på min terrasse og drikke gin!
Jeg troede transitionskrisen var overstået for mig også – og her står jeg med mange gode ideer og tiltag på papiret, men ingen tro på at noget af det kan gennemføres…

Vi er 2 dage inde i det nye skoleår. Alt er godt og vi læner os alle ind i at en ny rytme er under udarbejdelse – en rytme fyldt med nye skemaer, bibliotekstasker, eftermiddagsaktiviteter, snackindkøb…og en rytme der igen levner tid til mig og mine gøremål. Sidder for første gang i 2 mdr ved computeren i et tomt hus – meget skal læses, svares på og forhåbentlig sættes igang. Energien svigter stadig. “bzzzzzz, bzzzzz“. Telefonen fortæller mig at en veninde ringer…2 timer og en forfærdelig historie om svigt, korruption og arbejdsomhed senere falder invitationen: “Men, Hanne – du skal da med og opleve de træninger?!?“. Og sådan cirka der vendte mørket.

2 dage senere vendte jeg alle rytmer ryggen (ikke helt uden barnetårer og fædreaftaler!) og kørte mod vest. Ikke officielt på arbejde – men på opdagelse i min faglige verden og ikke mindst i en del af Kenya jeg endnu ikke havde besøgt – Kakamega County. Træning og opfølgning med helt små Community Based Organisations – lokale bønder, lærere, små entreprenører. Formelt med afsæt i det at bygge succesfulde forretninger – men altid med blik for de overbevisninger (kulturelle og personlige) der står i vejen for udvikling og vækst.
“Kikuyuer stjæler og onde – det er derfor de er gode forretningsmænd – og derfor skal jeg jo ikke ses som god forretningsmand.
“Vores forældre vil ikke give os deres jord, derfor kan vi ikke komme igang med at dyrke og så har vi ingen muligheder her i livet” – ergo bolden sendes videre, ansvaret forflyttes.
“Børn skal disciplineres. Disciplin udrettes med spanskrør. Jeg gør det fordi jeg elsker dem” – ergo bliver vold/slag lig med kærlighed!

Det er arbejdet med at identificere og klarlægge disse overbevisninger – og senere at aflive dem – der gør træningen meget spændende og ekstremt virkningsfuld for den enkelte. Jeg var med på opfølgning 1 dag hos 3 forskellige bønder og så og hørte selv de store forandringer de oplevede i deres eget og deres familiers liv.
Turen blev udover smuk, smuk natur, skønne engagerede mennesker, indsigtsfulde samtaler også en (gen)oplevelse af udviklingskonsulentens lange arbejdsdage på farten, af african time, af den fatalistiske fremstrakte hånd der venter på donorpenge, af korruptionen der gennemsyrer alle led, af hoteller/restauranter der hverken kender til service eller skønhed, og af hvor meget det larmer når det regner på bliktage.
Jeg NØD det hele i fulde drag…

Frustrationen omkring arbejdstilladelse er stadig meget præsent…men udover det satte denne skønne tur i fantastisk selskab fokus på alt det spændende ved at være netop her i Kenya – og skub i arbejdet med at skubbe til ikke blot mig selv, men også andre som mig selv…(cliffhanger til næste blogindlæg 🙂 )

 

 

 

 

Hvor bliver tiden af?

3/9-16…skriften bliver ikke sirlig. De kolde fingre driller og Saturday Sports koordinatoren smiler undskyldende da han rækker mig kvitteringen for Olivias tennis timer og Viggos fodbold træning. Mit blik fæstner sig ved datoen…den overrasker jo egentlig ikke, vi har jo været tilbage i Nairobi læææænge. Men alligevel – September. Hvor bliver tiden af?

Tankerne flyver tilbage til en skøn sommer i Danmark. En sommer fyldt af aktivitet, gensynsglæde, fortællinger, badning, hygge, leg, indkøb, læge- og tandlægebesøg – børnelejr, skrivekursus, Roskilde Festival, far/børn tur, Tivolitur, snorkling, vippeudspring… Vi nød i alle højder gensyn med familie og venner – blev trætte på skift og samtidigt – og pakkede om og indtog nye senge ikke mindre end 10 gange henover de 6½ uge. Vi var derfor mættede af kram, snakke og oplevelser da vi d. 31. august sad i flyveren.

Hverdagen startede hurtigt for Jacob – vi andre fyldte tiden med kolde pool ture og vippespring, vennebesøg og en hel masse hjemmetid indtil det endelig var skoletid igen. Grundet de mange børn der forlader og kommer til skolen hvert år betyder skolestart hvert år helt nye klasser og helt ny lærer…pigernes forventninger var store, spændingen enorm og udenfor børnehøjde fornemmedes vi voksnes angst for at listerne ikke faldt i god jord. Viggo syntes slet ikke han behøvede at komme med ud på skolen for at få nyheden og hilse på – han VIDSTE jo godt hvilken klasse han skulle i. “Mor, jeg VED det. Vi har været der mange gange sidste år og låne bøger og spil…“.
Heldigvis holdt hans 6. sans stik og han havnede i fantastiske Ms. Haswell’s klasse – Jeg tør slet ikke tænke på hvilket drama et andet udfald ville have forårsaget. Også pigerne var lykkelige da dagen var omme. Olivia fik Ms. Leteipan en smuk og uendeligt organiseret og sød Kenyansk lærer (der også er vild med Minions!) – og havnede i klasse med 2 gode venner. Astrid kom i varme, kunstinteresserede Ms. Prints klasse – og det er klassen der har store skildpadder som klasse-kæledyr. Sejt ikk’! – også sammen med gode venner fra sidste år. Der blev uddelt kram til gamle og nye lærere og venner – og alle var nu endnu mere klar til at komme igang. 9½ uges ferie er lang tid!

Første skoledag i Kindergarden, 2. og 4. grade ❤

Meget er nyt når man skifter klassetrin og lærer – men intet er at regne mod alt det nye da vi kom sidste år. Gang på gang er der flashbacks til situationer og oplevelser hvor energi, sprog og overskud vaklede eller ikke slog til. Og endnu flere gange – både over sommeren hjemme og nu tilbage – er der situationer og øjeblikke hvor det er enormt tydeligt hvor meget er lært og modnet hos dem alle tre.

Spørger man Viggo hvad de har lavet i klassen er svaret konsekvent: “Vi har grinet!” – en enkelt dag udvidet med: “Ms. Haswell never says ‘No’“…og hvad mere har man brug for i Børnehaveklassen?
Astrid suser derudaf på alle fronter og Olivia oplever at der nu er ekstra fokus på at man selv er herre over sit skolearbejde. Der forventes meget – men bakkes mindst lige så meget op. Ekstremt priviligeret skoleliv!

Og jeg, ja jeg faldt lidt i hul da vi kom tilbage. Sjældent har jeg glædet mig så meget til at komme ‘hjem til os selv’ – og sjældent har jeg følt mig så lidt ‘hjemme hos mig selv’. Noget med mini-kulturchok, tilbage til bilrutiner, logistik planlægning og børn der fyldte mere end normalt i deres savn af hverdag…og noget med at jeg igen skulle til at opfinde mig selv som professionelt menneske i denne setting!

Det tog et par uger, en del tårer og frustration, en masse søvn og gode snakke med de folk som her kender situationen, rollerne og de tanker der følger med. Hvad der kom til at fylde og fik det hele til at vende får i beskrevet i en separat blog.

PS: Kameraet var ikke meget i brug over sommeren – men her er highlights fra telefonen 🙂

This slideshow requires JavaScript.

 

Ferie…

Tænk engang!

Om 2 timer sidder jeg og ungerne i fly igen – denne gang går eventyret hjemover, altså “hjem” til Danmark. En af fordelene – og udfordringerne – ved at bo ude er jo netop det, at man har to hjem.

Og ja, Nairobi er blevet hjem. Hjem med venner, hverdag, skole, arbejde, tanker, glæder, trængsler og sidst men ikke mindst en masse eventyrlige stunder. De sidste 2 uger har snakken igen og igen drejet ind på: “Kan i huske da vi kom, da kunne/kendte/vidste vi ikke at….”:

Vi har genbesøgt følelsen af første skoledags totale frygt og uforståenhed, episoden på biblioteket hvor ordene ikke rakte og blev til tårer – der heldigvis sendte Olivia på toilettet, hvor hun kunne få tisset, angsten for skolebussen, skolemaden og frikvartererne, Viggos frimodige tilgang til ikke at forstå – “så gejler jeg bare de andre i stedet for”, vi har genkaldt os de første køreture til skolen med mor der afkrævede total tavshed og hjælp til vejvisning, og mange, mange andre episoder og uforståenheder.

Vi har helt fysisk bladret ungernes års-mapper igennem og siddet med Olivias overlevelseskort (jeg skal på toilettet, må jeg få en pause, etc) i den ene hånd og hendes manuskript til sin tale som Florence Nightingale i den anden hånd – egenhændigt researchet, formuleret og indstuderet. Et meget synligt bevis på den læringsrejse alle tre unger har været på – og på den selvtillid de alle tre har taget til sig!

Alle unger har med stor og ægte kærlighed produceret takkekort/gaver til de lærere som har gjort en KÆMPE og særdeles KÆRLIG indsats for at hjælpe, guide, skubbe, inspirere og motivere…de har gjort det så helt utroligt imødekommende for os alle.

Og vi har alle 5 på skift og utallige gange endt med at udbryde: “Tænk at vi nu har været her et helt skoleår!” – det ER ikke til at fatte! Og heldigvis drager vi nu alle afsted på ferie (Jacob følger lidt senere) med en klar følelse af at det er godt at skulle tilbage, at næste skoleår bliver så meget lettere at få hul på – at alle de og det kendte her i byen også er hjem ❤

De sidste 2-3 uger i skoleregi gav os sidste lektie i skolelivets travlhed og sendte næsten mor her til tælling med logistiske udfordringer og et hjerte fyldt af stolthed.

• To koncerter med alle elever i fuld sang, spil og dans,
• Olivia som Florence Nightingale i 3. klassernes voksmuseum,
• Astrid med præsentation af sin poster om dansk kultur,
• Viggo på skovtur med klassen for at finde insekter,
• Olivia med besøg fra en Kenyansk skoleklasse,
• Field day for alle 3 med et hav af aktiviteter,
• Assessments i alle fag (heldigvis uden at nogen blev bekymrede over det)
• Viggo på scenen for at modtage en anerkendelse af hans nysgerrige og modige tilgang til læring
• Viggo til bæltegraduering med taekwondoholdet – og nu den stolte indehaver af blåt bælte
• Kunstudstillinger med halvårets art-work  og skrivning af fanbreve – Olivia fik 4! (og kun ét var fra mor 🙂 )
• Viggo på scenen med guitar og lærer – og Hjulene på bussen
• Afslutningsfest for Olivias klasse – tilsat vandrutchebane, pizza, svævebane og cupcakes!
• Afslutningsfest for Astrid – tilsat lege, lækkerier og smågaver
• Afslutningsfest for Viggo med så mange snacks at der var nok til dagen efter
• x antal farvelfester for bedstevenner der forlader Kenya
• x antal fødselsdage der lige skulle afholdes inden året var omme
• Sleepovers og playdates…
• …og så selvfølgelig lidt almindelig skolegang indimellem.

Og det altsammen mens Jacob tog sig af Miljøminister på besøg her og derefter med ministre herfra til konference i DK. Skoleåret sluttede d. 3. juni og de første feriedage er gået med summercamp for ungerne og tiltrængte fridage med far.

Men nu er vi klar – taskerne er færdigpakkede og vi glæder os til gensyn, koldskål. jordbær, lange lyse aftener, rugbrød osv…Vi ved vi ikke når at kramme alle så meget som vi har lyst til, men har lovet os selv at glæde os over det vi når ❤

Vi ønsker jer alle en fantastisk sommer!
❤ ❤ ❤ ❤ ❤

 

Gedeblod eller brystmælk?

“Mor, mor, mor – jeg har fået noget i øjet!”

– Og således blev en træt, afslappet søndag eftermiddag opgraderet til en larmende, smertefuld, bekymret og… ret humoristisk oplevelse.

Viggo havde leget udenfor sammen med vores fantastiske dagvagt, Rachel. Som vanligt havde han fundet sig et spændende projekt – at hakke stykker af den meterhøje kaktus med gartnerens machete. Typisk Viggo projekt. (Det er her mange u-danske lyttere spærrer øjnene op og er sikre på at næste led i historien er at han hugger benet af, skærer fingeren over eller lignende. Bare rolig…Viggo har håndteret køkkenknive, lommeknive mv i mange år allerede)

Nej, han får kaktus-mælk i øjet. Hvor meget vides ikke, men det svier og gør ondt og hans hukommelse er straks tilbage ved vores nytårsbesøg hos massaierne i Maji Moto. Han husker tydeligt beskeden fra masaaikrigerne om at hvis man får kaktusmælk i øjet kan det kun renses med gedeblod!

Hmmm… i mangel af gedeblod, og da en lettere skylning ikke synes at hjælpe går jeg ud til Rachel og spørger hvad hun tænker om situationen – hvad ville hun gøre hvis det var hendes 7 årige søn der fik kaktusmælk i øjet? Svaret kommer prompte: “Vi skal bruge brystmælk!!!“.
Ingen geder i sigte – og ingen lyst til at skære i dem heller, ingen ammende kvinder i nærheden – og hurtigt tankescan kender vi vist slet ikke nogen med børn i den alder (en æra er ovre!) – så jeg tyer til telefon og kontakt til den børnelæge vi endnu ikke har haft brug for her i landet.

Næste udfordring bliver hvordan man får 5 årig dreng til at ligge med åbent øje under rindende vandhane i 5 minutter. Jeg takker for Viggos ukuelige interesse i processer og konstante tanke på hvor alvorligt Masaaikrigerne havde sagt det var. Vanding lykkes, men hjælper ikke….Afsted på hospitalet.

I bilen lyder det fra Viggo: “Mor, lægerne går i skole om søndagen – hvem skal så kigge på mit øje?“. Ugens favoritbog fra biblioteket havde (sært nok) handlet om lægers arbejdsdag og af en eller anden grund havde han fået forbundet kursus/læringselementet for læger med søndage. Ikke så fedt når ulykken sker på netop en søndag. Drengens store interesse for at gå på opdagelse og lære nyt er tændt!

Vi betaler ved den ene skranke, venter ved den anden, ser en læge, betaler forud for behandlingen ved den første igen, venter, Viggo får skyllet sit øje af to søde sygeplejesker alt imens han spørger interesseret til hvor deres stetoskoper er, hvad snoren på væggen er til, studerer deres supersmarte lukkemekanisme på posen med det destillerede vand osv. Bagefter går vi til apoteket med recept på øjendråber, betaler ved kassen igen, henter dråberne og kan endelig forlade hospitalet – nu med et øje der har det markant bedre og dråber til drypning de næste dage.

Viggo gik straks igang med sin helt egen seddel for at vi kunne huske hvornår han havde fået dråber….

– Og jeg, ja jeg betaler min skat i DK med glæde med tanke på hvor meget lettere det er at konsultere egen læge… og må igen forundres over verdens mangfoldige måder, overbevisninger og traditioner.

Senere samme uge gravede Olivia iøvrigt hul i hovedet med et spænde da hun slog en kolbøtte på trampolinen og Jacob fik en behandlingskrævende fibersprængning i benet til volleytræning….Og så lavede vi regel nummer 1: Ikke flere lægebesøg!

TAK! – Gundsømagle og omegn

I lørdags fik vi (endelig) leveret alle de ting vi indsamlede og sendte med containeren herned. Legetøj, sko, fodbolde, cykler mm i 12 kæmpe flyttekasser. De har stået i vores garage indtil nu – indtil de rigtige kontakter var skabt og vi havde overskud til at tage oplevelsen ind. Via David fra Dansk Flygtningehjælps kontor her i Nairobi er tingene nu fordelt til:

Hope and Faith home for special needs children – et børnehjem for fysisk og/eller mentalt handicappede med 37 børn. Mange bor der fast – andre er dagelever. Langt de fleste er uden familie, forladt uden for børnehjemmet eller fundet i skjulte rum og mørke hjørner, i hjem og småsamfund hvor troen på at forbandelser kan ramme individer eller familier, lever side om side med en stærk kristen tro.
Kvinden som driver stedet har viet sit liv til det og har stort fokus på ergoterapi – hun var lykkelig for bolde, puslespil, legoklodser og andet der kunne indgå i træningen. Hjemmet har mange lokale støtter, men havde ikke før modtaget gaver udefra. De har for nyligt fået bygget en ny sovesal – med ca 10 senge…til 37 fysisk udfordrede børn. Det regnestykke brugte ungerne lang tid på. I køkkenet mødte vi en af de frivillige som roligt forklarede: “We interact with the water, when it rains!” – jeg må beundre disse menneskers evne til underdrivelse og accept. Det var tydeligt at gulvet blev omdannet til en mindre flod når det regnede.
Ungerne var ekstatiske af glæde – en livlig autistisk dreng skræmte nærmest livet af Astrid da han for i favnen på hende og mente at det var passende med et kys til velkomst. Olivia blev overvældet over historien om hvorfor de var der. Viggo elskede rollen som den glade giver – og synet af de bredeste smil i verden og ekstatiske hyl af glæde vil fylde os i lang tid fremover.

Bethsaida Children Centre – et børnehjem beliggende midt i Nairobi’s næst-største slumområde – Kayole. Efter kørsel på små, hullede, smalle jordveje – langt ind i et område ikke designet til Toyota Pradoer stoppede vi og en lillebitte smal jerndør åbnede ind til det største hjerterum jeg endnu har mødt – i verden! Bedstemor – ene kvinde – agerede i 7 små rum og en smal gang mor for 47 børn i alderen fra ca. 3 år – 25 år. Et soverum med køjesenge til pigerne, et til drengene, et til de store børn, et til opholdsrum, et til skolestue, et til køkken, et toilet og et område til vask og tørring af tøj. Altsammen bygget af bølge-jern-plader  og forbundet af en smal gang….hønsene boede i et lille skur for enden.
Bedstemor favnede os alle med det samme – taknemmelig og glad, hjertevarm, storsindet og ydmyg. “Folk ved jeg er her, så jeg kan ikke sige nej hvis de bringer et barn mere.” Viggo brugte mange dage på at fordøje historien om det sidst ankomne barn hvis mor havde drukket sig ihjel og var død under en indlæggelse. “Der er alt for mange der drikker for at klare dagene her…“. Jacob og jeg stod tavse og tænkte på de udfordringer 3 børn indimellem volder os! Her var ro, respekt, glæde og hjertevarme hele vejen rundt…
Vi nøjedes med at pakke én af de tre kasser ud – der var simpelthen ikke plads til mere. Igen var glæden euforisk, øjne strålede, latter brød ud og Olivia udbrød med stolthed og glæde i stemmen: “Den mariehøne har vi kørt på da vi var små!”. Vores unger oplever at ting får liv igen, at Kenya er andet end en rig amerikansk skole og et liv i en expat boble. Men virkeligheden er også skræmmende til tider – overvældende og afskrækkende. For hvorfor har vi ikke alle lige muligheder?

 

Flygtningelejren i Dadaab  – verdens største flygtningelejr med ca. 350.000 beboere. Midt i dette samfund findes også en “safe haven”  – et sted hvor familier der af forskellige grunde ikke kan bo i selve lejren placeres. Også her er en del af de indsamlede sager kørt til. Og David beretter om stor glæde. Jeg håber selv at besøge lejren en dag, men foreløbig kan vi sammen glæde os over at lidt almindeligt børnelivs aktivitet er tildelt også børnene der.

Sidst, men ikke mindst, blev alle fodbolde og fodboldstøvler – primært doneret af Jyllinge FC og Select doneret til South B United Sports Academy (SUSA) i Mukuru slum her i Nairobi. Det har jeg tidligere beskrevet et par  magiske øjeblikke inde i denne beretning…

Nogle gange siger billeder mere end mange ord.
Nogle gange kan billeder slet ikke indfange en oplevelse eller et fysisk sted.
Nogle gange bliver man ydmyg når man står ansigt til ansigt med livets kontraster – med ens eget privilegium.
Nogle gange bliver man mega glad i låget over at kunne gøre en forskel for andre.
Nogle gange bliver man forundret, taknemmelig og ærbødig når man står ansigt til ansigt med mennesker der har viet deres liv til et kald og en gerning.
Nogle gange føler man sig næsten uforskammet i sin rigdom.
Nogle gange er det en vild følelse at forbinde hjem i Danmark og hjem i Nairobi – sådan helt bogstaveligt, praktisk og i særdeleshed i børnehøjde.
Nogle gange har man lyst til at råbe højt og længe for at få fordelt verdens goder og privilegier mere ligeligt.
Nogle gange bliver man rørt over at se sine og andre børns aflagte legetøj få fornyet liv under trange, trange kår.
Nogle gange er lørdagsudflugter mere krævende og tankevækkende end andre.
Nogle gange glæder man sig ekstra over at køre hjem til sit store hus, fyldt med varme, ting, mad og muligheder.

Hermed viderebringes en hjertevarm TAK fra alle 4 modtagere til alle jer glade givere i Gundsømagle og omegn. Skulle i have lyst at hjælpe yderligere kan donationer formidles via mig (penge til mad og bleer er i høj kurs!) eller I kan købe smukke Kenyanske varer ved vores lille bod til Byfesten i Gundsømagle d. 18/6.

 

Everybody is a somebody

Da jeg og ungerne forleden så Tinga Tinga musical her i Nairobi havde kamæleonen endnu ikke fundet sine flotte farver og ingen lagde mærke til den – “I am nobody“:- )
Heldigvis er løvernes konge en klog figur og hver gang kamæleonen blev mut og følte sig grå og kedelig – ja, så kom det prompte fra løven: “Everybody is a somebody!“.

Det tog dog en rum tid for kamæleonen at finde mening og gejst i den udtalelse – faktisk tog det så lang tid at giraffen nåede at få både lange ben og lang hals, at skildpadden fik styr på sin rap, at elefanten fik vist hvordan den slår knude på sin snabel, at krokodillen fik tværet ekstra salt i såret ved at sige at kamæleonen simpelthen var for kedelig og grå til at den gad spise den, at regntiden kom og alle dyrene dansede gummistøvledans og regntiden endte i en gigantisk regnbue. Vi som publikum nåede endda adskillige gange at være med i dans, sang og regnmageri…

Foran regnbuen fløj den smukkeste sommerfugl ud af sin puppe sang så smukt: “…go slow, if you want to grow” – da fandt kamæleonen sin indre regnbue, smed hammen og sprang ud som den farverige person den inderst inde var!

Løvekongen og aben

Sexy flodhest

Giraffen – før

Kamæleonen – efter

Det var FANTASTISK!

Ungerne var opslugte, dansede og sang med – og glemte alt om tid og sted. Og jeg, ja jeg var rørt til tårer, grinede højt, dansede i sædet, sang fra hjertet og sad da tonerne klingede ud og folk stimlede ud af det meget varme telt tilbage, svedig, glad og med en følelse af netop at have fået serveret følelsen af afrika, transition og uendelig livsvisdom på 1½ time.

Fortællingerne, det smukke tinga tinga univers, rytmen, sangen, engagementet, deltagelsen i teltet, varmen, duften af chips, mad og smeltede is – og synet af 3 glade unger der hver især har fundet deres vej, sprog og farver efter den lange seje rejse transitions-eventyret også er. Tanken på Jacob (som desværre ikke kunne være med) som oplever og suger til sig af alle de farverige udfordringer og møder jobbet giver, som indimellem rammes af de meget kedelige, grå udfordringer og som netop før forestillingen havde sendt besked om at han skal til at se livet (eller i hvert fald teksten i livet…) gennem briller – transitionen kommer også med alderen 🙂

Og så mig, der de sidste måneder har oplevet at hver dag byder på nye farver, ny inspiration – i alle mulige retninger – mennesker, hjemmesider, organisationer, grupper, møder, netværk, yoga…storytelling, læring, netværk, coaching, spritualitet, start-ups, sprog…Der er dage hvor jeg slet ikke når hjem før børnene, dage hvor jeg sidder hjemme hele dagen – mange dage hvor frokosten bliver sent indtaget fordi der liiiige er et nyt emne, et nyt link, en ny relation, der skal undersøges.
Farvepaletten er stor og bred – og jeg tror på, at en eller anden dag samles alle farverne til en regnbue og for enden af den finder jeg den eller de veje der skal være min. “pole pole slowly slowly…go slow if you want to grow…good things come to those who wait!” – Hør sangen her

“Everybody is a somebody”

 

PS: Hvis du ikke kender til de fantastiske dyrefabler fra Tinga Tinga Tales så find dem på youtube eller måske de stadig er på Ramasjang – ellers kan du læse om dem her