Vi gør det alligevel…

Sidste uge var fyldt – af aktivitet, tanker og tårer.

Olivia, Astrid og Viggo viste – med min hjælp – billeder fra hus og skole i Kenya til deres skole- ogskolefarvel Astrid børnehavekammerater. Vi svarede efter bedste evne på alle spørgsmål –  og det var skønt at opleve dem alle tre (gen)fortælle alt hvad vi har talt om bliver den nye verden og hverdag. de kender husets muligheder og skolens fantastiske faciliteter. De ved vi skal på safari, til havet og i swimmingpools og bade, klappe giraffer, have husholderske og havemand…lære og opleve nyt. Viggo ved endda at han bliver sort Kenyaner når vi rejser!

Vi ved så meget – er fulde af forventninger. Og så alligevel ved vi jo intet andet end fakta vi er blevet fortalt eller har læst os til. Lyde, lugte, følelser, sprog, kulturelle veje og værdier kender vi ikke – og 3 år er en umulig tid at forestille sig og overskue.

At nå til skole- og børnehaveafslutning satte helt klart turbo på usikkerheden og bekymringen for alt det abstrakte og ukendte hos ungerne. Olivia har sovet elendigt mange nætter, har haft svært ved at sætte ord på hvad der fyldte. Alle tre har haft fokus på de sidste vigtige legeaftaler. Astrid har dagligt berettet om sidste time med musik, dansk, gymnastik mv. Alle har de set frem til sidste engelskundervisning med “pancake party”, til afslutning for O.B i Salvad parken, til loppemarked og farvelkram og i særlig grad til at dele is ud og vise billeder til vennerne – og selvfølgelig til FERIE!

Da vi nåede til farvel-fredag blev det hele for abstrakt, svært og vemodigt. Farvel til kære voksne og børn tre steder trak tårer hos alle – også mor her. Børnehaven hvor vi har haft børn – på godt og ondt – i 6 år, Magretheskolens fantastiske børnehaveklassepædagoger og Roskilde Lilleskoles trygge og familiære rammer og ansatte. Vi vil savne jer!

11209717_10152823112138085_7445835330312022908_n
Tak Nana, for at minde om dette udsagn!

Savnet bliver ikke til tvivl. Vi går eventyret i møde og er sikker på at både børn og voksne vil opleve, lære og finde hverdag og venner i det nye. Men hvor er det dejligt at vide at der findes en lille verden her i fjordkanten vi med glæde og sindsro vil vende tilbage til!

IMG_6227

Ungerne nød loppemarkedet og er nu på børnebørnslejr med kusiner og fætre hos seje mormor og morfar. Et åndehul hvor alt er som det plejer (lige bortset fra at jordbærrene endnu ikke er modne til selvpluk!!!). Jacob sidder alene i det store tomme hus i Nairobi og jeg i det store tomme hus her ved fjorden – vi glæder os begge til SAMMEN at nyde det sidste af sommeren i Tversted, Hullehavn og Nairobi.

Vi gør det alligevel…hvisker alle 5 hjerter!

“Det er i containeren…”

Det er nu 3 uger siden at fire mænd henover 2 dage pakkede vores hjem ned og kørte det afsted til containeren. Den container der skal fragte vore ejendele (her har man en tendens til at sige “vores liv”, men det er jo trods alt ikke korrekt!) via skib til Mombasa og videre ad vejene til Nairobi, for forhåbentlig at lande på Ruaka Road tæt på IMG_2184vores ankomst – om lidt under en måned.

Det er VILDT at flytte, at tømme et hus og forholde sig til alt det man har, ønsker og har brug for til et hus og et liv man kun har set på billeder. Samtidig er det priviligeret at have folk til at pakke – og lidt grænseoverskridende ikke selv at måtte lægge en eneste ting i en flyttekasse. Men mest af alt har det krævet orden i kaos. Var oppe på en 6-vejs sortering…Det der skulle:

  1. med containeren til huset i Kenya
  2. til opmagasinering i DK
  3. med indsamlingen til børnene i slummen Kibera udenfor Nairobi
  4. sælges på børneloppemarked
  5. smides ud
  6. følge os i kufferterne på rejsen

IMG_6075

ALT blev pakket i bølgepap og riiiigeligt tape. Hele vejen rundt, allevegne med det mål at få det mest muligt firkantet. For firkantet gør sig nu bedst i en container.

Tilbage står vi nu i et stort og særdeles lydt hus med 5 lånte madrasser, et havebord, afdankede spisebordsstole, en tyndslidt sofa og et køkken der rummer en campingversion af indhold. Og flere gange dagligt lyder svaret: “Det er jo i containeren…”

Vi drog et lettelsens suk da lastbilen kørte det sidste læs kasser afsted d. 29. maj og det går over al forventning at bo på indendørs camping. Meeeen, vi glæder os nu også til gensyn med cykler, den elskede malebog, ansigtsmalingen, perlerne, det ekstra tøj, trampolinen, håndmikseren, legoet, cyklerne, svømmebrillerne, billederne og alt det andet!

Heldigvis har Viggo været med på sejlads i containerhavnen i Hamborg, så han har HELT styr på hvordan containerens rejse er!

IMG_5679

Positiv angst! – vi er på vej…

Jeg vil ikke bo i et hus lavet af kolort!” fløj det ud af Astrid’s mund.

Som altid satte det lille kloge menneske ord og billede på hvad der fløj igennem børnenes hoveder, da beskeden om at Jacob havde fået nyt arbejde (skuldertræk…), i Afrika (vantro…det passer ikke), vi flytter dertil i 3 år (gråd, uforståenhed, forvirring…) blev forelagt en træt fredag aften i marts.

Vi sprang til computeren og lod billeder fra Nairobi passere forbi vores øjne, mens vi talte om eventyr, safari, swimmingpools, engelsk, international skole, fattige og rige, solskin, påklædning, Masaai-hop og meget andet. Tårer, forvirring og uforståenhed blev stille, men sikkert vendt til forventning og spørgsmål.

Nu er der gået måneder – fingeren har været rakt op i klassen flere gange, billeder af det nye hus er vist, tanker og bekymringer er blevet delt – og alle omkring os har stillet MANGE spørgsmål. Faktuelt ved vi rigtig meget om hvad der venter os i Nairobi:

  • Stort flot hus med plads til alle – og gæster!
  • Kæmpe have med plads til leg, grøntsager, hygge og blomster
  • International School of Kenya – med elever fra 60 lande – og skandinaviske venner til alle 3 børn
  • Hus- og havehjælp og vagtfolk
  • Omkring 25 grader året rundt
  • Søde og kompetente kolleger for Jacob
  • Gensyn med  venner fra da vi boede i Nepal
  • Mulighed for ridning, kor og fodbold
  • En container fyldt med hjemlig tryghed der kan pakkes ud
  • Velfungerende Skype, e-mail og postforbindelser  :o)
  • Uanede muligheder for bade-, safari- og natur-eventyr
  • Aftaler om famlie- og vennebesøg

Det faktuelle hjælper og forventningen til og om alt det nye og positive er STOR!

Alligevel har begrebet “positiv angst” været med os siden den aften (Tak, Jannie for at hjælpe os med at sætte begreb på!). For det er et glædeligt, spændende og særdeles positivt eventyr vi lige nu forbereder os på. Men det er også bekymrende, vemodigt, uoverskueligt og til tider direkte skræmmende med alt det nye, ukendte og abstrakte der ligger forude.

Jacob er spændt på job og samarbejde, jeg er spændt på “ikke job” og sikkerhed, Olivia er spændt på hvordan verden ser ud når vi vender hjem igen (“Men så ved jeg jo ikke hvordan man gør når man går i mellemstegruppen!”), Astrid på hvordan hun skal klare sig på engelsk (“Men mor, hvad så hvis jeg ikke forstår hvad de siger, så skal jeg løbe gennem hele byen for at spørge dig! – og så kan jeg ikke huske det!!!“) og Viggo, ja, han overvejer det så lidt, at kun det spændende om containere på store skibe, flyvetur, 2 danske piger i hans kommende klasse og mange andre forventningsfulde spørgsmål om “Kanya” står tilbage. Den positive angst bølger op og ned og frem og tilbage – og er forskellig fra person til person!

IMG_6110
Der leges i det tomme hus

Tanken er, at vi på denne blog kan dele eventyret med jer alle – og lade jer vide hvordan alt det nye langsomt bliver til dejlig hverdag, spændende ture, skønne besøg og sikkert også en masse savn og frustration. Vi går med det positive – og favner i fællesskab angsten!