I, me, my, you, they…Skoletid!

Når man har tabt fodfæste for en stund…så finder man det heldigvis oftest igen. Og sådan er det også med skolestarten her i alt det nye. Og det er en stolt (og træt!) mor der hver dag observerer de små og store skridt ungerne tager ud i alt det nye.

Første skoledag for pigerne var overvældende. Jacob og jeg fulgte dem til klasserne som heldigvis ligger næsten overfor hinanden i den splinternye og meget flotte og funktionelle Elementary School bygning som huser pre-kindergarden (hvor Viggo er) og op til 5. grade.

Olivia på vej til 1. skoledag
Olivia på vej til 1. skoledag

Uoverskueligheden stod mejslet i ansigterne mens vi hilste på lærere, assistenter og andre forældre og børn. Pigernes “Hvad siger de?“, “Du skal sige jeg ikke taler engelsk!!!“, “Hvad nu hvis jeg skal tisse?“, “Hvor henter du mig henne?” blandede sig i skøn forvirring med lærernes og de andre familiers “Welcome! Nice to meet you?  What is your name?, Where are you from? Did you just arrive or have you been at the school last year?”. Det var overvældende – for både pigerne og os. Men heldigvis er skolen jo top-gearet til at hjælpe nye på plads…så inden for ½ time var begge piger trygt i klasserne med særlig hjælp i form af store smil, trygge hænder og forvisninger om al behøvet hjælp fra deres FANTASTISKE hjælpelærere i engelsk: Ms Gulam og Ms Marshall.

Olivia og Astrid på vej ind 1. skoledag
Olivia og Astrid på vej ind 1. skoledag
Astrid 1. skoledag
Astrid 1. skoledag

De første dage var jeg på skolen en stor del af dagen fordi vi skulle til formøde med Viggo, til forældrekaffe for nye forældre, tjekke biblioteket mv. Og begge dage vinkede jeg til glade døtre der kom gående forbi på vej til musik, bibliotek, gymnastik eller billedkunst eller var ude at lege på den græsplæne som lige nu gør det ud for legeplads (inden 3 spritnye legepladser bliver ekviperet med det nyeste grej fra USA – godset er selvsagt forsinket!). Jeg kan slet ikke beskrive hvor rørende det er at se sine forsigtige, generte og samtidig viljestærke og modige piger vandre trygt rundt på fremmed grund, med venner de lige har mødt og voksne de ikke forstår – ja, der var tårer i øjenkrogene!

Og siden er det bare gået støt fremad. Hver morgen byder på spørgsmål der SKAL stilles eller ting der skal siges til den ene eller den anden lærer eller veninde…men tårerne er nu afløst af forventning og glæde. Olivia fortæller glad om sine 4 veninder, Astrid synes slet ikke de har engelsk, det er mere som om de leger siger hun samtidig med at hun sætter sig ned og tæller til 80 på engelsk. De observerer begge alt fra hvor forskellige madpakkerne er til hvordan de dog skal vide hvornår frikvarteret er slut. Begge har fået lektier for og ELSKER det. Astrid øver I, me, my, you, they, får læst en bog om dagen på engelsk og dansk og skal til at indsamle viden om sin familie og sit hus og sin vej. Olivia skal samle ideer til hvad en mobile om hendes kultur kunne indeholde og det er dagligt tydeligt for hende og os at flere og flere ord sidder fast. De er TRÆTTE når vi er hjemme kl. 1600. Men med en friskbagt bolle fra Winnie, lidt frisk frugt og en snak om dagen der er gået – ja så findes der lidt energi igen til lektier, leg og mad.

Olivia bruger ivrigt sin telefon og app’en ‘google translate’, der oversætter begge veje fra både tale, skrift og billede – det er en gave at hun har den selvstændighed, omend vi måtte sande at rødgrød med fløde er for stor en mundfuld at få oversat 🙂

Viggo startede fredag – og havde så travlt med at komme igang med alle aktiviteterne og legene at han knapt havde tid til at sige farvel. Han er startet sammen med Laura og Ellen, som begge har mødre der arbejder på ambassaden…og det er al den tryghed Viggo behøver! Mandag morgen bad han om at blive afleveret først – klarede selv skiftesko, madkasse mv – og da jeg kom for at sige farvel efter at have afleveret pigerne fik jeg et smil og et kram – og så “Farvel mor, jeg sidder lige og hamrer søm i“. Igen en rørt mor til store børn!
Han havde dog betinget sig at jeg ikke hentede som den sidste idet jeg på 1. skoledag kom 15 minutter for sent til afhentning, som den allersidste. Det var han ked af – ikke mindst fordi han ikke var blive forstået da han fortalte at han jo bare skulle gå over til Olivia for at få hende til at ringe til mig! …Klog dreng!

Viggo 1. skoledag
Viggo 1. skoledag

I morgen slutter skoledagen allerede kl 13.20 – pigernes korte dag og Viggo’s lange (han har kun halve skoledage indtil slutningen af oktober). Det glæder vi os også til!

At vove er at tabe fodfæste for en stund…

Sommerferiens sidste dag er ved at være til ende – en ferie der har været meget ferieagtig med børnebørnslejr, Hullehavn camping, hindbær i haven, en del regn og rusk og jordbær i koldskålen. Men også en ferie der har budt på uendelige pakkescenarier, farvel og på gensyn, varme og badning i det Indiske ocean og indflytning i nyt tomt hus, nyt kvarter, ny by. Alt sammen – i børnehøjde – som optakt til det allermest spændende, skræmmende, vilde og abstrakte, nemlig skolestart!

I  morgen kl 8.20 starter Astrid i 1. grade og Olivia i 3. grade på International School of Kenya (tjek den her, hvis du er interesseret: http://www.isk.ac.ke/) – en amerikansk/canadisk international skole der har ligget i Nairobi siden 1976. Det er en kæmpe skole med 3 spor på de fleste årgange helt op til Highschool og med en lærer/elev ratio på 8,4:1 i elementary school. Sidstnævnte sætter man stor pris på når man møder ind med tre elever der er “No English”, som lærerne kalder det.

Vi har talt med børnene om skolen siden april hvor ansøgningsproceduren begyndte med udarbejdelse af MANGE formularer: health forms der involverede et utal af sprøjter, lægetjek og underskrifter, hemmelige og ikke hemmelige udtalelser fra skoler og børnehave i DK, kopi af pas, pasfoto, beskrivelse af os som forældre mv. Det endelige ‘acceptance letter’ fra skolen fik vi i sidste uge efter en noget angstpræget møde på skolen hvor pigerne efter planen skulle vurderes på faglighed alene sammen med en lærer…lad mig blot sige at det ikke lykkedes! ( istedet var jeg, en urolig søn og 2 totalt tavse piger til fælles møde med to meget tålmodige og velmenende lærere).

Hvordan begriber man at skulle indgå i en skolesammenhæng uden at kunne kommunikere eller forstå?
Hvordan overbeviser man sit børnejeg om, at de har ret alle dem der siger, at når vi når til jul taler jeg flydende på engelsk?*
Hvordan kombineres viljen til og ønsket om hurtigt at blive flydende på engelsk med fornemmelsen af kun at kunne et par ord?

Picnic for nye familier på ISK
Picnic for nye familier på ISK

IMG_2464

De første besøg på skolen og et stort velkomstarrangement for nye familier har været præget af forventningsfulde sommerfulge i maven, bekymring og angst der gør stum og genert og for mit vedkommende et ekstremt afsavn af en tredie hånd, et tredie øre – og til tider høreværn!
I går var det totalt krise – vi endte alle 4 i tårer – og blev samlet op igen af en skøn hollandsk kvinde der endnu engang forvissede os alle om at det hele bliver godt, det er en fantastisk skole, med gode lærerkræfter og stor tradition for at modtage “No english”- børn. Derefter måtte vi hjem og vende, en tur i poolen og tale lidt om en masse andet før vi drog derud igen og fandt frem til lærernavne, klasselokaler, biblioteksposer mv. Så nu øver vi os i at sige Ms Spilsburry og Ms Moore. Vi ved hvilken vej vi skal gå for at finde de rigtige klasser, ved hvordan garderoberne ser ud, hvor toiletterne er og børnene har mødt Ms Marshall og Ms Gulam som er hjælpelærerne i Engelsk. Begge ser uendeligt søde og tålmodige ud både i mine og pigernes øjne. Alle på skolen får nye klasser og ny lærer hvert år – så det er sådan set “kun” sproget der kun er nyt for Olivia og Astrid og de andre der kommer som “No English” elever – vi ved bare ikke hvor mange og hvem de er endnu.

Trods følelelsesmæssige udsving grænsende til det sindssyge genkender, accepterer og forstår jeg til fulde pigernes generthed, uoverskuelighed og sensitivitet. Heller ikke jeg har i min barndom været den der kastede mig ufortrødent ud på dybt vand (lige med undtagelse af bølgehop i Vesterhavets brænding!) og de seneste dage har jeg tænkt en del over, hvordan jeg selv ville reagere, hvis jeg fx blev bedt om at arbejde på fransk fra i morgen! Uoverskueligheden, det ubegribelige, uforståeligheden blandet med ønsket om at ville og kunne, overvinde og mestre.

At vove er at tabe fodfæste for en stund, ikke at vove er at tabe sig selv“. Olivia og Astrid vover og ER modige, men for ikke både at tabe fodfæste og tabe sig selv har de indledende skridt, besøg og forberedelser foregået på deres helt egen måde og i deres eget tempo!

Her til aften er der blevet spidset blyanter, ordnet penalhus og tasker, talt om madpakker og lagt tøj frem – kort sagt: Vi er klar til at tage skridtet ud over kanten og regner med at det bliver en blød landing over de næste uger!

Viggo er en helt anden historie. Han starter også i skole – i pre-kindergarden – men først på fredag. Og så er han jo Viggo – det ukendte er ikke bekymrende, ord er ikke altid nødvendige han løber bare forrest og udforsker, og det er topsejt at  skulle i skole…og han HAR opdaget fodboldmålene og afprøvet sportsuniformen. Så pyt med sproget, det skal nok komme :o)

Viggo i skolens idrætstøj - uniform til idtrætstimerne
Viggo i skolens idrætstøj – uniform til idtrætstimerne

IMG_2465

“Hvorfor er der jagtmænd i butikken?”

Hvorfor er der jagtmænd i butikken?” spørger Viggo efter andet besøg i det lokale shoppingcenter – Village Market. Efter med smil på læben at have korrigeret J til V og dermed fået centerets vagter til at handle mere om sikkerhed end om jagt på rådyr, ænder, vildsvin eller tør man nævne løver – ja, så var situationen der igen hvor der skulle gives en forklaring i børnehøjde på hvad sikkerhedsforanstaltninger er i et land som Kenya.

Sikkerhed har været et stort emne i voksenhøjde i forberedelserne til dette eventyr. Allerede da vi traf beslutningen om at tage afsted gik tankerne til mange af de kendte historier og rygter om kriminalitet og angreb i Afrikanske lande. Stort set alle har hørt om angrebet på det kenyanske shoppingcenter “Westgate” i 2013, mange har hørt Nairobi omtalt som “Nairobbery” og for ligesom at sætte streg under bekymringen var der angrebet på universitetet i Garissa i nord-Kenya i april. Det er al-shabab der står bag de store angreb i deres utilfredshed med at den Kenyanske hær er sat ind i kampene i Somalien.

Sikkerhedsspørgsmålet er altså todelt. Der er sikkerheden i hverdagens gøren og laden og der er forsigtigheden ifht ikke at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt skulle al-shabab slå til igen.

Ved vores hus er der vagt døgnet rundt – personificeret ved Rachel og Dennis. Der er mur rundt om hele ejendommen og ovenpå den elektrisk hegn og glasskår ovenpå muren…heldigvis er der indeni alle disse foranstaltninger en stor og grøn have med bananpalme, skyggetræer og blomster – og på den anden side af muren bagerst i haven en stor frodig skråning. Huset har jerngitre for alle døre og vinduer, og jerngitter op til øverste etage, hvor soveværelserne er. Det er vist tanken at vi låser den hver nat når vi går i seng og samtidig sætter alarmen til nede i stuen – men, sig det ikke til nogen – det gør vi ikke!

Viggo bagerst i haven
Viggo bagerst i haven

Kvarteret vi bor i hedder Runda og er et stort kvarter med en lang rækker huse og parceller som vores. Der er bom ved alle indfaldsveje til kvarteret bemandet med personnel der holder øje med hvem og hvad der kører ud og ind. Derudover er der en fartbegrænsning på 50km/t i hele området hvilket sikres af seriøse vej-bump hver 50 m. Der er ikke gjort så meget for at mærke dem, så det sker at folk kommer lettere flyvende over dem. Fladbundede biler må til gengæld køre skråt for at komme henover uden at sidde fast! Altsammen bidrager det til et roligt miljø i denne rigmandsforstad til selve Nairobi.

Børnene har spurgt meget til hvorfor der er bevæbnede vagter ved indkøbscenteret, hvorfor der er vagter ved alle huse, hvorfor de kigger med spejle under bilen og tjekker baggagerum og handskerum når vi skal ind og købe ind, ind i svømmeklubben eller når vi skal ind på skolen, hvorfor vi skal igennem metaldetektorer ved indgange til bygninger og hvorfor der er låsesluse ved fx ambassaden.

Vi har været omkring forklaringer med forskellen på rig og fattig i Kenya og manglen på et socialt sikkerhedsnet som i DK. Vi har kort og uldent fortalt at der indimellem er skøre mennesker der har bomber eller andet med man ikke må have med og vi har konstateret at vagterne ved husene mest af alt åbner porten når der bliver dyttet. Det er utroligt så hurtigt det bliver hverdag – og helt normalt. Og som Astrid klogt forklarer Viggo: “Det er fordi de passer RIGTIG godt på os….!” Og det har hun jo ret i.foto 2

Alligevel får man lidt fornemmelsen af at frygten – i hvert fald for hverdagens frygt for overfald/røveri – blot er en selvforstærkende tendens der er bygget op siden kolonitiden. Det er som om ingen i lang tid har tænkt over hvad det hele skal til for – og jeg tror egentlig ikke kvarteret ville være farligere at bo i hvis de elektriske hegn, pigtråden, hundene og glasskårene blev fjernet…Selvfølgelig er der kriminalitet i et samfund hvor uligheden er så stor og de sociale sikkerhedsnetværk er meget svage, men som min venindes mor, Rosann Kao, skrev fra Hong Kong: “..the world is small and most people are friendly.” Med det som udgangspunkt vænner vi os til alle sikkerhedsforanstaltningerne – hilser hyggeligt på vagterne og smiler til jagtmændende.

Samtidig VED vi godt, at vi er i en region, hvor der findes organisationer og mennesker der ikke er venlige. Men vi ved også at vi aldrig vil kunne forberede os på eller med sikkerhed forebygge muligheden for at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt – hvis al-shabaab skulle angribe igen! Det føles på mange måder som at leve med frygten for at blive kørt ihjel på A6 på vej til Roskilde eller stå midt i epicentret af et Nepalesisk jordskælv da vi boede der…og sandsynligheden derfor er jo trods alt meget ringe.

Iøvrigt genåbnede Westgate Shoppingcentret i dagene op til Obamas besøg her i byen for 14 dage siden (som iøvrigt var den største sikkerhedsaktion landet nogensinde har udført) – lad det være et tegn på at nye vinde blæser!