Familieforøgelse!

I går fik vi et nyt familiemedlem. Han hedder Enkikwe. Har fødselsdag d. 20. november 2013 og vejer en del mere end en gennemsnitlig to årig….Vi har adopteret en baby elefant!

01a6295812b316342d1567b4a460f640777cd7e9a5 01b893bce4377b3dbe96e440c7971010c2e16dd34f

Efterårsferierne i det danske er veloverståede og savnet har gnavet en smule ved fortællinger og billeder af æblehøst, høj blå himmel, kastanjedyr, familiehygge og havblæst.

Uge 42 var vanvittig for os alle. Jacob havde delegation fra Danmark på besøg og var stort set ikke hjemme i ungernes vågne timer, Olivia medbragte æggemader med rejer til Cultural lunch på skolen, Astrid færdiggjorde sin “Shane-hest” i construction club, tabte endnu en fortand og dansede igennem til Happy i skolens gymnastiktimer, Viggo afprøvede for første gang at have lang dag – det vil sige skoledag til kl 15.20 ligesom pigerne og sneg sig til at spise Ugali (majsgrød) med dagvagten Rachel og jeg, ja jeg fik sneget et netværksmøde om Learning & Development ind, fik mødt en dansk/græsk mor der netop har startet en friskole-lignende førskole gruppe op – og som manglede assistance, var til samsnak med Strathmore Business College hvor nogle ugers arbejde kalder på mig i samarbejde med Danida Fellowship Centre og nød mine swahilitimer indimellem de utallige roller i hverdagens logistik. Jo, vi trængte også til ferie!

Kyndige planlæggere i København og omegn besluttede at placere en stor 3GF konference – Global Green Growth Forum – i ugen efter efterårsferien. Det giver mening i DK, men ikke her, da ungernes “October break” er i uge 43. Altså drog Jacob afsted til København samme morgen som ungernes ferie begyndte! Han fortæller begejstret om studietur med entusiastiske Kenyanere, om familiebesøg, sludren med venner, lakrids indkøb og møder med mange sorte jakkesæt – Viggo fangede ham på Skype siddende på cafe ved rundetårn og undrede sig over hvorfor han ikke var på arbejde…:-)

Ferie – alenemor – 3 unger – alle andre familier ude af byen på safari, badeferie eller besøg i hjemlandet = Vi adopterer en elefant og meget mere.

David Shedrick’s elefant børnehjem, som ligger på kanten af Nairobi National Park – blot 50 minutters kørsel herfra (i søndagstrafik!) har åbent for besøgende hver formiddag i en time og Olivia, GPS og jeg er i skøn forening blevet ret gode til at finde frem – måske ad omveje, men frem kommer vi. Det var imponerende, rørende og langt ude at høre om disse enorme babyers baggrunde for at være blevet reddet og indsluset i det 5-8 årige program det er at få dem tilbage i en flok i naturen igen. Deres mødre var væk grundet krybskytteri pga. stødtænder, sygdom eller dræbt fordi de ødelagde marker eller udbygninger der indskrænker deres levesteder – eller de var faldet i brønde og blevet efterladt fordi de ikke kunne hjælpes op. 29 imponerende dyrebørn, med ar på kroppene og på sjælen. Ungerne var begejstrede – og Astrid helmede ikke før vi havde fået en elefant i familien. Jeg stod der og tænkte på hvilke menneskelige kræfter der kan få folk til at dræbe disse enorme dyr for deres tænder! Ingen kan jo forestille sig et Afrika uden elefanter…hmmm blev helt blød om hjertet – og vi forøgede straks familien.

Derudover har dagene budt på Kenyas National Museum med tilhørende slangefarm (!!???!), pool, hygge i haven ved det nye skønne havebord, skoindkøb, vaccinationer (seje unger endnu engang – denne gang UDEN bedøvelse), friske ærter, krydderurter og salat fra haven, kreation af digitale bøger til de gamle venner (watch out – de er på vej). Alt sammen krydret med 4 døgn med generator larm og et utal af opringninger til Kenya Power’s kundeservice (da de kom frem tog det dem 10 minutter at fixe fejlen!!!), reparation af hul i taget og styr på diverse sikkerhedssystemer…

National Museum of Kenya
National Museum of Kenya
Viggo og dinosauren!
Viggo og dinosauren!
Kalabast kunst
Kalabast kunst
Museumsgenstande i fuld figur.
Museumsgenstande i fuld figur.

019ec123416a088c6959bb66f6f22f35db39df03e0

Biologitime blandt skildpadder i slangefarmen
Biologitime blandt skildpadder i slangefarmen

01725e911a0e514b02fa42cb50b7001efdf13596fc

Havens spiselige høst anno oktober 2015
Havens spiselige høst anno oktober 2015
1,2,3 par nye sko...
1,2,3 par nye sko…
Klargøring til Haloween
Klargøring til Haloween
Så ER vaccinationerne overstået!!!
Så ER vaccinationerne overstået!!!

Så JO, ferien har været god her…MEN, vi glæder os allermest til torsdag morgen hvor vi henter Jacob i lufthavnen og kører direkte på safari – 4 dage i Tsavo National Park. Ferie er nu engang familietid – og vi mangler en i flokken! ❤

Kontrasternes land

Vi ved godt at livet som expat/udsendt/diplomat er væsentligt anderledes end livet for de fleste Kenyanere. Gennem arbejdet møder Jacob embedsmænd, forretningsfolk og andre udsendte. På børnenes skole møder jeg folk fra hele verden med det til fælles af de enten selv har råd til eller får betalt skolepengene. De bor alle, som vi, i store huse eller lejligheder, med sikkerhedsfolk, x antal biler, måske en chauffør og helt sikkert mindst 1 ansat i huset – ofte flere. Vores børn har egne værelser der bugner af legetøj, har rejst jorden rundt få eller mange gange, kan vælge hvad de gerne vil spise osv.

Som tidligere beskrevet er der stort fokus på sikkerhed alle de steder vi kommer i dagligdagen – i supermarkedet, banken, på skolen, ambassaden, hjemme, i bilen, i poolen – og det gør jo også at vi ikke naturligt møder den store mængde af Kenyanere som har mindre eller intet at leve for. I bilkøen hver morgen til skole ser vi to blinde bliver ført op langs rækken af biler tiggende med en kop i hånden, vi ser de små te-boder langs vejen hvor byggeriarbejderne hænger ud til morgenteen, vi ser mange der går langs vejen (“Hvorfor har de ikke bil, mor eller tager bussen?“), vi ser de mange planteskoler, blomsterboder og møbelsælgere langs vejen og vi har selv vores ansatte som vi kender og taler med om hvordan de får deres lønninger til at slå til – og det giver anledning til en snak om forskellen på rig og fattig. Men vi kommer ikke udenom at vi i både børne- og voksenhøjde lever i et rigt reservat.

Igår brød jeg for første gang ud af reservatet!

Emil, program manager for SOS-børnebyernes program her i Kenya, havde et par timer til overs inden hans fly gik tilbage til Danmark. Og på opfordring inviterede han mig derfor på besøg i det lokale family-outreach programme de driver i et slumområde kaldet Borabora. Her mødte jeg dedikerede ansatte, taknemmelige og håbefulde modtagere, de sødeste unger i en virkelighed jeg vidste fandtes, men som det er lææænge siden jeg fagligt har været i berøring med.

Personligt blev det en tur ned af memory lane – HIV forebyggelse, prevention of mother to child transmission (MPTCT – den forkortelse tog mig ca 1 år at få styr på i Nepal!), lifeskills, det gode forældreskab, psyko-social support, micro-lån, donorudfordringer, sikkerhedsudfordringer mv. Begreber, metoder, tilgange der var dagligdags termer i mit faglige liv før jeg startede i fagbevægelsesregi i 2008.

Det blev mødet med Regina, en stolt kvinde, med håbet intakt, den kristne tro som grundpille og med let til smil og latter alt imens hun viste os rundt i sit område og inviterede os ind i hendes hjem. Boliger der bestod af 1 rum (på størrelse med Olivias børneværelse!), med to senge afskærmet med et lagen, 2 små sofaer og et TV. Strømmen købes af en mafia der tapper strømmen ulovligt (og øger risikoen for raserende brande), kloakken er åbne render der engang blev gravet og nu er fyldt med affald, væggene er blik og ligger så tæt at man knapt kan bevæge sig mellem husene. Kort sagt slum!

slum1

De familier der er involverede i SOS-programmerne bliver fulgt i op til 5 år. De er udvalgt fordi de har børn der er sårbare i hjemmet eller er endt på gaden fordi forældrene ikke magter forældreskabet eller hverdagen. Børnene bliver hjulpet i skole og forældrene bliver hjulpet i opgaven med at bakke op, favne og hjælpe deres børn samtidig med at de selv bliver oplært/udlært i praktiske skills der kan øge deres indtjening til familien. Reginas mand havde fået træning som chauffør og hun selv træning i hvordan man driver forretning. Næste drøm var at skrabe de 4000 kenyanske shilling sammen der udløste et lån på 6000 Ksh fra organisationen og dermed startkapital til en tiltrængt udvidelse af sortimentet i hendes lille butik. Havde jeg haft min pung med mig havde jeg givet hende de 4000 Ksh i hånden, men pung, vielsesring, smykker og ur forblev i tasken på kontoret – man skal ikke friste fattige sjæle lød anbefalingen! I stedet aftalte jeg at jeg holder kontakt med de gæve kvinder der driver organisationen lokalt og tænker at en del af de ting der blev indsamlet før vores afrejse kan gøre gavn i familiearbejdet.

Det er altid stærkt at stå ansigt til ansigt, at opleve mennesket bag katastrofen, at få sat ting i personligt perspektiv – vel lidt i stil med hvad en del mennesker i Rødby og omegn oplevede for nogle uger siden.

Kontrasten blev desto større ved det, at jeg om morgenen havde tilbragt et par timer på skolen – med al dens rigdom på kultur, etnicitet, materialer og bygninger, havde kørt med mine røde diplomatplader rundt i Runda-reservatet og efter besøget sluttede dagen af med at drage ud på skolen igen hvor 30 kenyanske billedkunstneres værker udgjorde skoleårets første kunstudstilling. Hjemme så ungerne Voice Junior på TV, mens de gumlede fredagsslik!

01a6a8f8be9d43324bcc11c79813efca661cca1b32          01cd08663b37fa50737c30e6ee5763153897b5815d

Jeg eller vi kan ikke alene udligne kontrasterne i dette land – sårene starter helt tilbage i kolonitiden, er bygget op gennem diktatur og korruption og det kommer til at kræve forandringer på alle niveauer at slippe de spor. Men vi kan huske os selv på at kontrasterne findes – sætte spot på dem og arbejde med forandring der hvor vi er.

Mit første babystep i denne nye kontrastfyldte verden er et intensivt kursus i swahili – 8 timer om ugen – og dernæst (når børnekravene begynder at stilne af) at finde passende steder hvor alle de mange indsamlede og donerede ting vi havde med herned kan gøre gavn og skabe glæde. “Pole pole” (stille og roligt) som man siger her i landet…

(obs: slumbillederne er lånt på nettet – havde ikke kamera med rundt på turen!)

“Now we have talking!” – og meget mere!

Tirsdag morgen – Viggo på skolebussen, pigerne i bilen og afsted til ISK. Rammer igen køen allerede efter første sving og ved at vi nu har mindst 20 minutter sammen i bilen. Astrid er forventningsfuld – i dag er dagen for assembly og det er grade 1 der skal på scenen. Humøret svinger fra uendelig jubel og glæde: “Mor, vi har øvet sangen igen i går – vil du høre…den handler om respect” til “Jeg gider ikke i skole. Jeg HADER Kenya. Du ved slet ikke hvordan det er at gå i skole på engelsk”. Og således bliver endnu en køretur med Astrid et meget godt udtryk for hendes enten/eller sind og personlighed. At være neutral eller jævnt glad ligger ikke til Astrid!

Vi ankommer til skolen, en glad skolepige træder ud af bilen. Vi bevæger os til klassen og får byttet bøger – Astrid vælger hver dag en bog hun SELV læser på engelsk og en vi læser højt for hende – en af de første var denne:

Morgenrutinen i klassen er gået fra tårer, uoverskuelighed, uendelige spørgsmål jeg skulle stille for at forsikre Astrid om hvad dagen ville bringe og finden frem til Ms Gulams, Ms Njeris eller Ms Moores hånd før jeg kunne forlade – til nu at bestå i bogbytning, måske et enkelt spørgsmål og derefter turen ned til legepladsen hvor det er obligatorisk at se et par vejrmøller eller en rundtur på barren hvorefter et farvelkram gives med et smil. Jeg går derfra hver morgen med lettelse og et smil på læben – for hver dag vælger skønne Astrid sit “eller” og kaster sig ud i alt det nye med sit vanlige målrettede, videbegærlige og perfektionistiske mod.
01a262987e585646fb7054f5331ecb843aba33fe9f

I starten af sidste uge lød det fra Ms Moore da jeg hentede: “Now we have talking!!” – altså ikke bare enkelt ord, fagter eller nik – men sætninger, deltagelse og nysgerrighed. Jeg kan ikke beskrive den glæde det bringer at opleve at det hårde arbejde pigerne, deres lærere, klassekammerater …og jeg….har lagt i at få starten til at glide og alt det nye til at blive hverdag – at det lykkes! Vi fejrer de små skridt og ved at for Astrid følger der oftest en periode med træthed, vrede og uoverskuelighed efter en hver succes – men perioderne bliver kortere og kortere og nærmer sig normalen (set i DK og Astrid perspektiv).

Denne morgen sad jeg 1½ time senere og så/hørte Astrid dybt engageret i sin optræden – og igen sad mor med stolthedstårer i øjnene…ikke alene var det stort at se min 6 årige datter synge og optræde på engelsk for en fuld sal, men det var stort at høre hende synge om at respektere sig selv. For det er jo netop det hun gør, når hun checker ud og ind – hun viser os alle at her er min grænse, jeg kan ikke overskue mere, jeg må have fred til at tænke, pusle, fordøje…skønne menneskebarn!

Du kan høre koncerten her:

Temaet om respekt udsprang af et længere fokus i klassen på community – i hjemmet, på skolen og i samfundet. Der er blevet lavet research, interviewet ansatte, indsamlet billeder, formuleret spørgsmål og tegnet, sunget og talt.
Undervejs bad Astrid selv om at ryge med i puljen der kunne få “pligter” i klassen (duksen der sørger for at bordene står rigtigt, at man går på række, at man sidder ordentligt etc) – det kunne hun godt selvom det var på engelsk, hun bad selv om at starte med læsning af B-bøger i stedet for A-bøger, hun elsker svømmetimer og gymnastik, art og musik giver anledning til nye kreative input og skolemaden blev valgt til sammen med Olivia på trods af risikoen for at blive tiltalt af ukendte på engelsk. Med andre ord en glad og tryg skolepige!

Og ikke nok med det. Umiddelbart efter koncerten spiste Astrid et æble – og pludselig var der for første gang i Astrids mund en rokketand – ja, faktisk var der to. Den første blev hevet ud med hjælp fra en ansat i skolens klinik…og placeret smukt om halsen i en beholder. Så vi har nu også konstateret at tandfeen findes i Kenya – og lært at der i Sydafrika findes en tandmus og i Frankrig/England tandfe-døre.

01456b63b7a78054a5d81062cbf9a893b2c6a6fd94

I fritiden har Astrid  tilvalgt Construction Club efter skole – Shane byggeri af genbrugsmaterialer. Et par gange om måneden går hun til Daisy (amerikansk pigespejder) sammen med tvillinge veninderne Kaylee og Madeline. Og så har vi fået en rytter i familien – Astrid rider mindst en gang om ugen sammen med veninde Makeda og er nu anvanceret fra trav til galop, har haft sit første næsten fald (hang på siden af halsen af en meget stor hest) og nyder at være på hesteryg hvor de nødvendige fraser på engelsk er minimale. Vi aner ikke hvor det kommer fra, men også her er hun virkelig dygtig!

01ac600476b170e5b9729d42ce42ed22c585fc2f5a       0154614c34179a66934d7b893bb24f015f65af176e

Hjertebarnet har taget Kenya og livet her til sit hjerte. Hun savner stadig veninderne i Danmark og sammenligner ofte med skolen i Gundsømagle – men savnet kommer i bølger og krusningerne størrelse relaterer til træthedsgrad. Og tænk i sidste uge begyndte pigerne spontant at lege herhjemme efter skole – ingen ønsker om Ipad og fjernsyn, bare legofriends, rollelege, tegning, leg i haven og på cykel i gården. Da satte jeg mig ned, trak vejret dybt og opdagede at energiniveauet havde taget et spring – det er ikke længere helt så krævende med den lange skoledag. Der er faktisk lidt energi tilbage når hjemme igen…

01e3e0c89ba3f2c9dc1e23617f8b7472fa7e22a8b8
Lego friends by på vej…
01a5f36ec4f0273f2212baefacb5a46da1b425fcba
Astrid i skole hos Ms Ferdinand
01a68b207c6b10e3dada47c0695cb9f38b612f7092
Ms Ferdinand har skrevet dagens program
011cf7d0599ff1b0158a5ab5a10a8979246755ce8e
Glad afslapning ved poolen
01de63eb2397bc7170a1ea1c29de8eabf7b8df06a4
Tid til stilletid – perler!