Grønt hår, genbrugstræ og juleglade fødselarer

Finkerne er samlet – 14 mand imellem 4 og 72 år! Jonathan (8 år) udbrød ved ankomst i lufthavnen: “Se, alle de flygtninge!” – det er svært at forberede sig på et nyt kontinent og når alle hjemme nu snakker om flygtninge så er det jo nærliggende…Besøg hjemmefra er også at opdage hvor meget vi og ungerne HAR lært om hvor vi er, hvor meget vi forstår og hvor meget der stadig er at forklare, overveje, undre sig over og glæde sig over.

Vi lagde ud med 5 dage i Watamu på Kenyas kyst. Alle trængte til at lade roen sænke sig, sætte tempoet ned og bare være – både sammen og hver for sig. Huset “Boardwalk” dannede ramme med smukke rum, udsigt over mangrove og hav og med super pool. Uendeligt varmt, masser af havmad, stjernenætter, bådtur, snorkeling, delfiner, eremitkrebs, ruiner, tuc-tuc kørsel og  masser af badning – priviligeret forkælelse. Resultat: En bunke unger med mere eller mindre grønt hår forårsaget af sol og klor adskillige timer om dagen.

Tilbage til Nairobi d. 23. december – 14 varme mennesker glædede sig til køligere nætter, julesteg, julepynt, julekalender og alt hvad der nu hører sig til. Juletræet blev hentet i ambassadørens bolig (vi går ind for genbrug og Ambassadøren holder jul i DK), flæskestegen blev hentet hos slagteren (det tog lidt tid før vi var sikre på hvad det nu er det hedder på engelsk!), de fra DK hidbragte ingredienser blev omsat til lækker konfekt, de sidste gaver pakket ind, der blev skypet til fædre i DK, træet blev pyntet med ALT vores julepynt, vi blev up-to-date med Juleønsket osv…

Alt i alt fandt julestemningen os alle i løbet af et døgns tid og vi havde igår en gennemhyggelig juleaften store som små. De tre ældste piger i børneflokken fik endda forfattet en sang særligt til lejligheden:

Jul i Kenya
Mel: Juletræet med sin pynt

Ambassadens juletræ er nu pyntet fint i dag, 
Meget pynt på grenen her hvad med grene lige der,
Lysene på træet her virker som en stjerne nær.

Når vi så skal spise mad brænder lyset færdigt ned,
Alle børnene venter spændt på at se´e Rudolfs glimt,
Julefreden breder sig over Kenyas smukke jeg.

Slik i hver et kræmmerhus frister selv en skumfidus,
Gaver under træet stort alle børn går helt i sort,
Og når gaver åbner sig findes noget til dig og mig.

Olivia, spurgte da vi gik i seng klokken meget sent.”Mor, kommer de igen allesammen næste år?” – et stort ønske vi nok ikke kan imødekomme, men måske der er andre dejlige mennesker på besøg?

At gå i seng juleaften – glad, mæt, fyldt og forventningsmættet – vil for altid være særligt i denne familie. For når julen to gange har bevæget sig direkte over i fødsler (25. december kl. 7.41 i 2008 og kl. 9.41 i 2010) – ja, så slutter forventningerne ikke når træet slukkes, den sidste julegave er pakket op og konfekten er spist.

Viggo: “Mor, jeg skal sove sammen med Astrid for ellers kan I ikke synge for os begge to!“. Vi sover i forvejen i bunker for at rumme alle 14 – men vi fandt plads til Viggo under skrivebordet ved siden af Astrid og således var det også der to rævesovende monsterglade unger blev “vækket” med sang og endnu et læs gaver – 7 år og 5 år i dag!

I dag har vi lege-hvile dag. Gaverne tages i brug  af store og små, indtryk bliver fordøjede sammen med rugbrødsmadder med spegepølse og REMOULADE, kage bages, pyntes og nydes, regnvejr vendes til sol og haveleg. Astrid har fået et hav af Frost-ting og er lykkelig med dem her i varmen – Viggo fik et badebassin til haven og ELSKER det.

Kulde og varme – hjertebarnet favnes af hjertevarme, vokser og elsker – mindstebarnet nyder, er og lever. De ELSKER begge deres dag midt i alt juleriet.

IMG_0806

Vi elsker dem ❤ ❤ – og føler os i disse dage særligt priviligerede. Tænk hvilke oplevelser, udsyn, udfordringer, glæder, savn og hvilken læring livet i det fremmede bringer os alle.

RIGTIG GLÆDELIG JUL fra os til jer ❤

IMG_0758

 

 

Nissen flytter med – heldigvis!

December i Danmark er lig med nisser – mange nisser – allevegne. Den vigtigste er dog den der huserer på “gården” i Gundsømagle – som bringer små gaver i sokken hver morgen, laver skøre ting i huset og driller ind imellem…Men hvad sker der så når man forlader landet og drager til Kenya?

Vi voksne har vidst fra dag 1 at nissen flytter med – faktisk har vi mødt alle de nisser vi kender fra dagligdagen i Danmark i lettere forstørret form her midt i alt det nye. Alle følelser, konflikter, vaner og kendte udfordringer bliver ligesom forstørret når intet er som det plejer – og alligevel er fuldstændig som det plejer. Så livet som diplomatfrue (og familie) er også at erkende, at nisserne ER flyttet med. Se dem i øjnene og alene eller i fællesskab beslutte om det nisseliv er ved at være udlevet…og hvordan en ny og mildere, sjovere eller klogere nisse kunne blive resultatet.

I børnehøjde var det noget helt andet. Allerede i starten af november lød de første bekymrede udsagn om hvorvidt nissen nu var flyttet med til Kenya. Og så er der altså længe til d. 1. december hvor spændingen udløstes. Men heldigvis havde den gemt sig i flyttekasserne et sted og har hver  morgen – til stor jubel, forundring og glæde – fundet vej til julesokkerne med små gaver. Barnetroen er intakt hos alle tre – og de er enige om at den har haft en stor sæk med for en del af gaverne kommer fra Tiger-butikken derhjemme!!!

This slideshow requires JavaScript.

Derudover er det heldigvis en relativt hjælpsom nisse der er draget med herud – “Mor, vi behøver slet ikke pynte op i år, det gør nissen – og den har fundet julekassen!” (Astrid). Og således er der henover dagene i december dukket mere og mere julepynt op samtidig med at sære ting er sket rundt omkring. Olaf-opdækning på morgenbordet, plaster-kaos på badeværelset, nisser på trappen, flagkæder, rød mælk, cornflakes i musli-bøtten osv. Hver morgen starter tidligt og er en fest.

I den multikulturelle skole har jul ikke som sådan været i centrum – og så alligevel. Indimellem alt skolearbejdet holdes der kunstudstilling med børnenes værker, pigerne har sunget koncerter så tårerne stod tæt i mors øjne, der holdes jule-klassefester hvor Astrid foldede sig ud som dansemus, laves hemmelige gavelege, købes et væld af gaver på skolens julemarked og Viggo øver hver dag til sin koncert på onsdag. Astrid og Olivia har fået deres spejderuniformer og Astrid har afgivet sit Daisy-spejderløfte. Både hun og Olivia øver på Musicalen: “Three of a kind” som skal opføres til marts….og det ved siden af staveord, projekter om space, fotosyntese, bæredygtighed, debat, staveord, læsning osv – jo, de keder sig ikke de unger!

This slideshow requires JavaScript.

Weekender og aftener er fyldt med klippeklistre-aktiviteter i mange afskygninger, invitationer til gløgg, julefrokost, klip og konfekt ruller ind over os og julekalenderen – eller kalendrene – skal man jo også følge med i. Fagre nye verden gør det jo muligt 🙂

Så selvom vejret de fleste dage er særdeles solrigt og andre særdeles regnfuldt (lille regntid betyder åbenbart dage med 22 timers regn ud af 24!), selvom sandaler, shorts og T-shirt er hverdagsbeklædning og solen går ned på samme tid som for ½ år siden, da vi kom – ja, så prøver julestemningen faktisk at nå os og vi forsøger at holde juletravlheden lidt fra døren. Vi savner indimellem mørket, kulden og invitationen til at sidde stille længe under tæppet i sofaen…men det varer ikke så længe. I stedet prøver vi at finde ro til at nyde alle blomsterne i haven, spise en is i solen og købe en julestjerne og plante den i haven.

Med ungernes glædelige forventning, med udsigt til indryk af hele nissefamilien Fink på torsdag og med troen på at de nisser der flytter med i bund og grund vil os det godt. Ja så er vi faktisk glade for at nissen er flyttet med helt til Kenya. Har du talt med din nisse i dag…???

IMG_0472

 

På det forkerte sted på det forkerte tidspunkt…

Mandag brød jeg alle hverdagsrytmer og drog på arbejde! Brød op tidlig morgen for at kaste mig ud i 1½ times kørsel – og nej der er ikke langt – uden trafik ville turen have taget ½ time. Ankom til Strathmore Business School til opstarten på et uge-kursus om Public Policy Analysis udviklet og gennemført i samarbejde med Danida Fellowship Centre. Min rolle var at sidde med til en del af kurset og give feedback på formen og det pædagogiske….byde ind med inspiration, tanker og ideer om læring.

18 deltagere fra Kenya, Tanzania, Ghana, Uganda, Indonesien og Afghanistan var ankommet dagen før og mødte forventningsfulde op til kursusstart på Kenyas absolut mest prestigefyldte universitet. Starten gik og alt tegnede godt – de sidste 2 deltagere ankom fra Sierra Leone et par timer efter opstart (sådan er det at lave internationale kurser!).

Kort før frokost – underviseren er i fuld vigør på gulvet: “Hvem arbejder man for når man laver public policy? – the PUBLIC“…Jeg sad og funderede over hvor vigtigt det er at minde om det verden over – at ingen bør lave policies for regeringen eller politikerne, men jo netop for befolkningen. Midt i en sætning lyder der skud udefra og en sirene går igang. Alle kigger på underviseren og min danske tryghed afventer at hun siger “Det er bare alarmen, det er en øvelse…“. Men det gør hun ikke. Hun kigger undrende omkring – og da skudene fortsætter sætter panikken ind – hos alle!

Alle stormer mod nødudgang. Vi er i stueplan og løber direkte ud til lyden af flere skud, synet af røg (sprængstoffer/krudtrøg) og min 50 studerende i den modsatte bygning der står på smalle kanter mellem vinduerne – uden på bygningen – mange hopper ned, folk flygter over og gennem hegn (lavet af de der bølgede metalplader der ofte bruges som tag) – ind til nabogrunden hvor endnu en stor universitetsbygning er under konstruktion. Folk kommer hoppende/faldende ned fra etagen over os – total angst og total panik alt imens skudsalver lyder fra og ved den anden bygning – ca 10 meter væk.

Hele vores gruppe forsvinder gennem og over hegnet – jeg når ikke med. Finder et “pedel-rum” med nogle elskabe og står ved metaldøren der og vil have fat i Jacob – om ikke andet for at sige farvel!!!
Ringer op – intet svar, ringer op igen – intet svar – han sidder helt sikkert i møde…ringer op igen – så tag dog den telefon.
Hej, hvad sker der…
Jeg ved ikke hvad der sker (skudsalver i baggrunden), nogen skyder og angriber, folk hopper fra vinduerne. Få gang i ambassadens sikkerhedsfolk – find ud af hvad der foregår og giv besked tilbage – farvel, jeg håber vi ses igen!” – eller noget i den stil.

Tiden står stille, tankerne er alle steder og ingen steder. Nu sker det som alle har frygtet siden Westgate, Garissa, Paris. Hvorfor er jeg her! Hvad er det bedste at gøre, hvis jeg og folk omkring mig skal overleve? Hvor er kursisterne? Hvad er det der sker? Skal jeg flygte gennem hegnet og se hvor jeg ender eller skal jeg blive her i pedelrummet med de andre der har fundet vej herind…?

En kvinde ender foran mine fødder – tydeligt i store smerter. Et par stykker får hende gelejdet ind i pedelrummet og sat på en stol. Det er ikke godt – jeg finder en overtræksdragt hun kan ligge på på gulvet. Sætter mig hos hende og tænker endnu engang – flygte, blive, flygte blive. Beslutter at ringe til kursuslederen og høre hvad hun ved – kan ikke forlade kvinden – hendes ryg gør uendeligt ondt. Der er nok gået 10-15 min siden vi løb ud. “Hvor er du Hanne, er du ok? De siger det er en øvelse…!!!” – Ordet øvelse lyder samtidig med endnu en runde skudssalver udenfor…”Øvelse – dette er ikke nogen F….. øvelse!!!“.
Ind tikker en sms fra Ambassadens sikkerhedsfirma:”A security drill has just been carried out at Strathmore University. Many reports on social media indicate it’s an attack but it has been confirmed to be a mock.

Jeg sidder ved kvinden – Lydia der arbejder som rejsearrangør i bygningen ved siden af vores – i ca ½ time før det lykkes at få hende båret forsigtigt til en ambulance. Kroppen ryster, vreden og angsten sidder i øjenkrogene. Der er politi, mennesker, rædsel, ambulancer, kaos alle vegne. Er øvelser ikke sådan noget der skal se ordnet ud både under og bagefter? Er det ikke noget med at øve sig i at bevare roen og gå de rigtige steder hen? Er det ikke noget med at man forbereder det værst tænkelige for at skabe læring – ikke at man gennemfører det? Hvem har hørt om en brandøvelse hvor man sætter ild til huset for at få det til at se livagtigt ud?

Jagten på vores 20 deltagere går ind. En kvinde fra Rwanda dukker op og får et ordentligt kram – det trængte vi begge til. Kvinden hvisker til mig:”Pludselig er mine tanker tilbage i 1994! (Folkedrabet i Rwanda)” – jeg krammer hende igen og tænker HVEM FANDEN HAR UDTÆNKT DEN ØVELSE!

De 3 ansatte der har med kurset at gøre anede intet, ej heller deres overordnede eller deres overordnede. Ingen var informeret, ingen var forberedte. Ingen statister – kun virkelighed. Alle står måbende, skræmte, uforstående. En drøner afsted til nærmeste hospital hvor det forlyder at en af vores deltagere er bragt ind…Hun vender tilbage med en lang liste til ledelsen over de mange tilskadekommende.

Det tager os 5 timer at lokalisere de 20 skræmte deltagere. Mange er nået ud af universitets areal og har søgt tilflugt på hotellet eller egen ambassade – og har først ved ankomsten der fået at vide at det var en øvelse!

Alvoren stiger – 1 medarbejder erklæres død efter at være sprunget fra et vindue og faldet på hovedet, en har brækket begge ben, én ryggen, mange mange er tilskadekomne og alle er skræmte – høj som lav! HVEM FANDEN HAR UDTÆNKT DEN ØVELSE!

Kursisterne samles på hotellet, en psykolog sendes derud til debriefing, flere køres til lægen med sår og skrammer. Jeg kører hjem i tæt trafik og krammer min lille familie og lader tårerne trille!

Kurset fortsatte. Indonesere og Palæstinensere tog hjem – de var ikke trygge efter den velkomst. Det lykkedes os at overbevise resten om at tage med tilbage til Strathmore. Kurset gennemførtes – næsten alt blev klemt ind. Alle faldt til ro med at være på stedet. Den indlagte kursist nåede at blive udskrevet til sidste dag!
Interne og eksterne undersøgelser er igang. Universitetet undskylder for det ansvar som vel er deres trods det at den øverste leder intet vidste. Sikkerhedsministeren er sat på at undersøge politiets rolle i sagen. HVEM FANDEN HAR UDTÆNKT DEN ØVELSE!

En af kursisterne sagde det meget rammende: “Hvis jeg var Al Shabaab ville jeg more mig nu – måske ærge mig over kun ét dødsoffer. Men jeg ville tænke se, de kan selv skabe frygt. Vi behøver slet ikke at være til stede for at det sker!“. Man KAN IKKE simulere et terror angreb i nutidens verden og så blive overrasket over menneskets reaktion – frygt, flugt, panik!

Vi var på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. Vi overlevede. Og livet går videre. I morgen har jeg fødselsdag og runder 42 års erfaring som mor, kæreste, kone, ven, fagperson og meget andet. Tankerne er mange, opdateringerne fra Strathmore bliver fulgt nøje, men frygten skal ikke have lov at få magten!

Jeg glæder mig til en dag med elskemand og elskeunger!