Gedeblod eller brystmælk?

“Mor, mor, mor – jeg har fået noget i øjet!”

– Og således blev en træt, afslappet søndag eftermiddag opgraderet til en larmende, smertefuld, bekymret og… ret humoristisk oplevelse.

Viggo havde leget udenfor sammen med vores fantastiske dagvagt, Rachel. Som vanligt havde han fundet sig et spændende projekt – at hakke stykker af den meterhøje kaktus med gartnerens machete. Typisk Viggo projekt. (Det er her mange u-danske lyttere spærrer øjnene op og er sikre på at næste led i historien er at han hugger benet af, skærer fingeren over eller lignende. Bare rolig…Viggo har håndteret køkkenknive, lommeknive mv i mange år allerede)

Nej, han får kaktus-mælk i øjet. Hvor meget vides ikke, men det svier og gør ondt og hans hukommelse er straks tilbage ved vores nytårsbesøg hos massaierne i Maji Moto. Han husker tydeligt beskeden fra masaaikrigerne om at hvis man får kaktusmælk i øjet kan det kun renses med gedeblod!

Hmmm… i mangel af gedeblod, og da en lettere skylning ikke synes at hjælpe går jeg ud til Rachel og spørger hvad hun tænker om situationen – hvad ville hun gøre hvis det var hendes 7 årige søn der fik kaktusmælk i øjet? Svaret kommer prompte: “Vi skal bruge brystmælk!!!“.
Ingen geder i sigte – og ingen lyst til at skære i dem heller, ingen ammende kvinder i nærheden – og hurtigt tankescan kender vi vist slet ikke nogen med børn i den alder (en æra er ovre!) – så jeg tyer til telefon og kontakt til den børnelæge vi endnu ikke har haft brug for her i landet.

Næste udfordring bliver hvordan man får 5 årig dreng til at ligge med åbent øje under rindende vandhane i 5 minutter. Jeg takker for Viggos ukuelige interesse i processer og konstante tanke på hvor alvorligt Masaaikrigerne havde sagt det var. Vanding lykkes, men hjælper ikke….Afsted på hospitalet.

I bilen lyder det fra Viggo: “Mor, lægerne går i skole om søndagen – hvem skal så kigge på mit øje?“. Ugens favoritbog fra biblioteket havde (sært nok) handlet om lægers arbejdsdag og af en eller anden grund havde han fået forbundet kursus/læringselementet for læger med søndage. Ikke så fedt når ulykken sker på netop en søndag. Drengens store interesse for at gå på opdagelse og lære nyt er tændt!

Vi betaler ved den ene skranke, venter ved den anden, ser en læge, betaler forud for behandlingen ved den første igen, venter, Viggo får skyllet sit øje af to søde sygeplejesker alt imens han spørger interesseret til hvor deres stetoskoper er, hvad snoren på væggen er til, studerer deres supersmarte lukkemekanisme på posen med det destillerede vand osv. Bagefter går vi til apoteket med recept på øjendråber, betaler ved kassen igen, henter dråberne og kan endelig forlade hospitalet – nu med et øje der har det markant bedre og dråber til drypning de næste dage.

Viggo gik straks igang med sin helt egen seddel for at vi kunne huske hvornår han havde fået dråber….

IMG_1192

– Og jeg, ja jeg betaler min skat i DK med glæde med tanke på hvor meget lettere det er at konsultere egen læge… og må igen forundres over verdens mangfoldige måder, overbevisninger og traditioner.

Senere samme uge gravede Olivia iøvrigt hul i hovedet med et spænde da hun slog en kolbøtte på trampolinen og Jacob fik en behandlingskrævende fibersprængning i benet til volleytræning….Og så lavede vi regel nummer 1: Ikke flere lægebesøg!

TAK! – Gundsømagle og omegn

I lørdags fik vi (endelig) leveret alle de ting vi indsamlede og sendte med containeren herned. Legetøj, sko, fodbolde, cykler mm i 12 kæmpe flyttekasser. De har stået i vores garage indtil nu – indtil de rigtige kontakter var skabt og vi havde overskud til at tage oplevelsen ind. Via David fra Dansk Flygtningehjælps kontor her i Nairobi er tingene nu fordelt til:

Hope and Faith home for special needs children – et børnehjem for fysisk og/eller mentalt handicappede med 37 børn. Mange bor der fast – andre er dagelever. Langt de fleste er uden familie, forladt uden for børnehjemmet eller fundet i skjulte rum og mørke hjørner, i hjem og småsamfund hvor troen på at forbandelser kan ramme individer eller familier, lever side om side med en stærk kristen tro.
Kvinden som driver stedet har viet sit liv til det og har stort fokus på ergoterapi – hun var lykkelig for bolde, puslespil, legoklodser og andet der kunne indgå i træningen. Hjemmet har mange lokale støtter, men havde ikke før modtaget gaver udefra. De har for nyligt fået bygget en ny sovesal – med ca 10 senge…til 37 fysisk udfordrede børn. Det regnestykke brugte ungerne lang tid på. I køkkenet mødte vi en af de frivillige som roligt forklarede: “We interact with the water, when it rains!” – jeg må beundre disse menneskers evne til underdrivelse og accept. Det var tydeligt at gulvet blev omdannet til en mindre flod når det regnede.
Ungerne var ekstatiske af glæde – en livlig autistisk dreng skræmte nærmest livet af Astrid da han for i favnen på hende og mente at det var passende med et kys til velkomst. Olivia blev overvældet over historien om hvorfor de var der. Viggo elskede rollen som den glade giver – og synet af de bredeste smil i verden og ekstatiske hyl af glæde vil fylde os i lang tid fremover.

Bethsaida Children Centre – et børnehjem beliggende midt i Nairobi’s næst-største slumområde – Kayole. Efter kørsel på små, hullede, smalle jordveje – langt ind i et område ikke designet til Toyota Pradoer stoppede vi og en lillebitte smal jerndør åbnede ind til det største hjerterum jeg endnu har mødt – i verden! Bedstemor – ene kvinde – agerede i 7 små rum og en smal gang mor for 47 børn i alderen fra ca. 3 år – 25 år. Et soverum med køjesenge til pigerne, et til drengene, et til de store børn, et til opholdsrum, et til skolestue, et til køkken, et toilet og et område til vask og tørring af tøj. Altsammen bygget af bølge-jern-plader  og forbundet af en smal gang….hønsene boede i et lille skur for enden.
Bedstemor favnede os alle med det samme – taknemmelig og glad, hjertevarm, storsindet og ydmyg. “Folk ved jeg er her, så jeg kan ikke sige nej hvis de bringer et barn mere.” Viggo brugte mange dage på at fordøje historien om det sidst ankomne barn hvis mor havde drukket sig ihjel og var død under en indlæggelse. “Der er alt for mange der drikker for at klare dagene her…“. Jacob og jeg stod tavse og tænkte på de udfordringer 3 børn indimellem volder os! Her var ro, respekt, glæde og hjertevarme hele vejen rundt…
Vi nøjedes med at pakke én af de tre kasser ud – der var simpelthen ikke plads til mere. Igen var glæden euforisk, øjne strålede, latter brød ud og Olivia udbrød med stolthed og glæde i stemmen: “Den mariehøne har vi kørt på da vi var små!”. Vores unger oplever at ting får liv igen, at Kenya er andet end en rig amerikansk skole og et liv i en expat boble. Men virkeligheden er også skræmmende til tider – overvældende og afskrækkende. For hvorfor har vi ikke alle lige muligheder?

 

Flygtningelejren i Dadaab  – verdens største flygtningelejr med ca. 350.000 beboere. Midt i dette samfund findes også en “safe haven”  – et sted hvor familier der af forskellige grunde ikke kan bo i selve lejren placeres. Også her er en del af de indsamlede sager kørt til. Og David beretter om stor glæde. Jeg håber selv at besøge lejren en dag, men foreløbig kan vi sammen glæde os over at lidt almindeligt børnelivs aktivitet er tildelt også børnene der.

Sidst, men ikke mindst, blev alle fodbolde og fodboldstøvler – primært doneret af Jyllinge FC og Select doneret til South B United Sports Academy (SUSA) i Mukuru slum her i Nairobi. Det har jeg tidligere beskrevet et par  magiske øjeblikke inde i denne beretning…

Nogle gange siger billeder mere end mange ord.
Nogle gange kan billeder slet ikke indfange en oplevelse eller et fysisk sted.
Nogle gange bliver man ydmyg når man står ansigt til ansigt med livets kontraster – med ens eget privilegium.
Nogle gange bliver man mega glad i låget over at kunne gøre en forskel for andre.
Nogle gange bliver man forundret, taknemmelig og ærbødig når man står ansigt til ansigt med mennesker der har viet deres liv til et kald og en gerning.
Nogle gange føler man sig næsten uforskammet i sin rigdom.
Nogle gange er det en vild følelse at forbinde hjem i Danmark og hjem i Nairobi – sådan helt bogstaveligt, praktisk og i særdeleshed i børnehøjde.
Nogle gange har man lyst til at råbe højt og længe for at få fordelt verdens goder og privilegier mere ligeligt.
Nogle gange bliver man rørt over at se sine og andre børns aflagte legetøj få fornyet liv under trange, trange kår.
Nogle gange er lørdagsudflugter mere krævende og tankevækkende end andre.
Nogle gange glæder man sig ekstra over at køre hjem til sit store hus, fyldt med varme, ting, mad og muligheder.

Hermed viderebringes en hjertevarm TAK fra alle 4 modtagere til alle jer glade givere i Gundsømagle og omegn. Skulle i have lyst at hjælpe yderligere kan donationer formidles via mig (penge til mad og bleer er i høj kurs!) eller I kan købe smukke Kenyanske varer ved vores lille bod til Byfesten i Gundsømagle d. 18/6.