Diplomatfruens bekendelser… – tilbage på sporet

Humøret har været kulsort i flere dage. Har virkeligt svært ved at sætte ord på alt det der ikke kan finde på plads indeni. Tankemylder og tanketomhed på samme tid. Uendelig træthed og uendeligt behov for at gøre noget. Hygger med ungerne – men bliver irriteret, frustreret og afvisende inden vi rigtig er igang med spil, snak, tur, madlavning…

Ferien i DK står som en solbeskinnet oase af skønne gensyn, frisk luft og frihed – længes ikke, ved det er en illusion at livet i dansk hverdag er sådan året rundt. Glædes over hus og have her, sætter ekstra pris på varmen udendøre og klæder os på som til kold dansk sommer indendøre. Vender langsomt tilbage til det sociale liv – og svarer uden tøven og med ro i maven: “Yes, we have had a fantastic summer!“. Og hver gang mindes jeg om at sommeren er ovre. Sommeren som var planlagt ned i detaljen, hvor hver dag placerede os netop der hvor vi kunne grine, lære, tale, nyde, bade eller tie sammen med skønne mennesker eller hinanden. Sommeren som var hektisk og som gang på gang bød mig spørgsmålet: “Og hvad laver du så?” eller “Hvordan får du dagene til at gå, når det nu går så godt  med ungerne i skolen?“. Det var enkelt at svare: “Jeg har ikke kedet mig en eneste dag! Har brugt meget tid på skolen, hjemme og i bilen med at hjælpe ungerne gennem transitionen fra dansk til engelsk, kenyansk, overklasseliv og sikkerhedstænkning. Har lært en del swahili, netværket, været nysgerrig i mange retninger og har især begravet mig i ting der på forskellig vis relaterer sig til storytelling.” Bum! – sådan gik der et år!

Jeg er glad for det år!

Jeg har haft mange hatte og kæmpet mange kampe ude og hjemme. Har brugt mig på nye måder og overvejer at påføre mit CV titlen: Transitions manager (er sikker på det er en titel jeg kender mange der kan identificere sig med).
Men nu er vi tilbage og tankerne går fremad – Hvad er næste skridt? – for mig? Hvad skal jeg svare næste sommer når spørgsmålet om hvad jeg laver falder igen og igen?
I Danmark er det eneste “rigtige” svar: “Jeg arbejder hos/med….” – Med hvad og hvordan er det jeg skal kunne besvare dette spørgsmål i et land hvor det at få en arbejdstilladelse ikke blot er hundedyrt men slet ikke altid er opnåeligt. I et land hvor jeg ikke vil byde min familie livet med to fuldtidsarbejdende forældre – og hvor deltidsarbejde er en svær størrelse. I et land hvor vores økonomiske situation er priviligeret lokalt, men ganske upriviligeret når Jacobs kontrakt ender. I et land hvor eventyrerne er mange, behovet for læring er enormt, men hvor jeg helst skal sidde på min terrasse og drikke gin!
Jeg troede transitionskrisen var overstået for mig også – og her står jeg med mange gode ideer og tiltag på papiret, men ingen tro på at noget af det kan gennemføres…

Vi er 2 dage inde i det nye skoleår. Alt er godt og vi læner os alle ind i at en ny rytme er under udarbejdelse – en rytme fyldt med nye skemaer, bibliotekstasker, eftermiddagsaktiviteter, snackindkøb…og en rytme der igen levner tid til mig og mine gøremål. Sidder for første gang i 2 mdr ved computeren i et tomt hus – meget skal læses, svares på og forhåbentlig sættes igang. Energien svigter stadig. “bzzzzzz, bzzzzz“. Telefonen fortæller mig at en veninde ringer…2 timer og en forfærdelig historie om svigt, korruption og arbejdsomhed senere falder invitationen: “Men, Hanne – du skal da med og opleve de træninger?!?“. Og sådan cirka der vendte mørket.

2 dage senere vendte jeg alle rytmer ryggen (ikke helt uden barnetårer og fædreaftaler!) og kørte mod vest. Ikke officielt på arbejde – men på opdagelse i min faglige verden og ikke mindst i en del af Kenya jeg endnu ikke havde besøgt – Kakamega County. Træning og opfølgning med helt små Community Based Organisations – lokale bønder, lærere, små entreprenører. Formelt med afsæt i det at bygge succesfulde forretninger – men altid med blik for de overbevisninger (kulturelle og personlige) der står i vejen for udvikling og vækst.
“Kikuyuer stjæler og onde – det er derfor de er gode forretningsmænd – og derfor skal jeg jo ikke ses som god forretningsmand.
“Vores forældre vil ikke give os deres jord, derfor kan vi ikke komme igang med at dyrke og så har vi ingen muligheder her i livet” – ergo bolden sendes videre, ansvaret forflyttes.
“Børn skal disciplineres. Disciplin udrettes med spanskrør. Jeg gør det fordi jeg elsker dem” – ergo bliver vold/slag lig med kærlighed!

Det er arbejdet med at identificere og klarlægge disse overbevisninger – og senere at aflive dem – der gør træningen meget spændende og ekstremt virkningsfuld for den enkelte. Jeg var med på opfølgning 1 dag hos 3 forskellige bønder og så og hørte selv de store forandringer de oplevede i deres eget og deres familiers liv.
Turen blev udover smuk, smuk natur, skønne engagerede mennesker, indsigtsfulde samtaler også en (gen)oplevelse af udviklingskonsulentens lange arbejdsdage på farten, af african time, af den fatalistiske fremstrakte hånd der venter på donorpenge, af korruptionen der gennemsyrer alle led, af hoteller/restauranter der hverken kender til service eller skønhed, og af hvor meget det larmer når det regner på bliktage.
Jeg NØD det hele i fulde drag…

Frustrationen omkring arbejdstilladelse er stadig meget præsent…men udover det satte denne skønne tur i fantastisk selskab fokus på alt det spændende ved at være netop her i Kenya – og skub i arbejdet med at skubbe til ikke blot mig selv, men også andre som mig selv…(cliffhanger til næste blogindlæg 🙂 )

 

 

 

 

Hvor bliver tiden af?

3/9-16…skriften bliver ikke sirlig. De kolde fingre driller og Saturday Sports koordinatoren smiler undskyldende da han rækker mig kvitteringen for Olivias tennis timer og Viggos fodbold træning. Mit blik fæstner sig ved datoen…den overrasker jo egentlig ikke, vi har jo været tilbage i Nairobi læææænge. Men alligevel – September. Hvor bliver tiden af?

Tankerne flyver tilbage til en skøn sommer i Danmark. En sommer fyldt af aktivitet, gensynsglæde, fortællinger, badning, hygge, leg, indkøb, læge- og tandlægebesøg – børnelejr, skrivekursus, Roskilde Festival, far/børn tur, Tivolitur, snorkling, vippeudspring… Vi nød i alle højder gensyn med familie og venner – blev trætte på skift og samtidigt – og pakkede om og indtog nye senge ikke mindre end 10 gange henover de 6½ uge. Vi var derfor mættede af kram, snakke og oplevelser da vi d. 31. august sad i flyveren.

Hverdagen startede hurtigt for Jacob – vi andre fyldte tiden med kolde pool ture og vippespring, vennebesøg og en hel masse hjemmetid indtil det endelig var skoletid igen. Grundet de mange børn der forlader og kommer til skolen hvert år betyder skolestart hvert år helt nye klasser og helt ny lærer…pigernes forventninger var store, spændingen enorm og udenfor børnehøjde fornemmedes vi voksnes angst for at listerne ikke faldt i god jord. Viggo syntes slet ikke han behøvede at komme med ud på skolen for at få nyheden og hilse på – han VIDSTE jo godt hvilken klasse han skulle i. “Mor, jeg VED det. Vi har været der mange gange sidste år og låne bøger og spil…“.
Heldigvis holdt hans 6. sans stik og han havnede i fantastiske Ms. Haswell’s klasse – Jeg tør slet ikke tænke på hvilket drama et andet udfald ville have forårsaget. Også pigerne var lykkelige da dagen var omme. Olivia fik Ms. Leteipan en smuk og uendeligt organiseret og sød Kenyansk lærer (der også er vild med Minions!) – og havnede i klasse med 2 gode venner. Astrid kom i varme, kunstinteresserede Ms. Prints klasse – og det er klassen der har store skildpadder som klasse-kæledyr. Sejt ikk’! – også sammen med gode venner fra sidste år. Der blev uddelt kram til gamle og nye lærere og venner – og alle var nu endnu mere klar til at komme igang. 9½ uges ferie er lang tid!

IMG_4227
Første skoledag i Kindergarden, 2. og 4. grade ❤

Meget er nyt når man skifter klassetrin og lærer – men intet er at regne mod alt det nye da vi kom sidste år. Gang på gang er der flashbacks til situationer og oplevelser hvor energi, sprog og overskud vaklede eller ikke slog til. Og endnu flere gange – både over sommeren hjemme og nu tilbage – er der situationer og øjeblikke hvor det er enormt tydeligt hvor meget er lært og modnet hos dem alle tre.

Spørger man Viggo hvad de har lavet i klassen er svaret konsekvent: “Vi har grinet!” – en enkelt dag udvidet med: “Ms. Haswell never says ‘No’“…og hvad mere har man brug for i Børnehaveklassen?
Astrid suser derudaf på alle fronter og Olivia oplever at der nu er ekstra fokus på at man selv er herre over sit skolearbejde. Der forventes meget – men bakkes mindst lige så meget op. Ekstremt priviligeret skoleliv!

Og jeg, ja jeg faldt lidt i hul da vi kom tilbage. Sjældent har jeg glædet mig så meget til at komme ‘hjem til os selv’ – og sjældent har jeg følt mig så lidt ‘hjemme hos mig selv’. Noget med mini-kulturchok, tilbage til bilrutiner, logistik planlægning og børn der fyldte mere end normalt i deres savn af hverdag…og noget med at jeg igen skulle til at opfinde mig selv som professionelt menneske i denne setting!

Det tog et par uger, en del tårer og frustration, en masse søvn og gode snakke med de folk som her kender situationen, rollerne og de tanker der følger med. Hvad der kom til at fylde og fik det hele til at vende får i beskrevet i en separat blog.

PS: Kameraet var ikke meget i brug over sommeren – men her er highlights fra telefonen 🙂

This slideshow requires JavaScript.