Tag-arkiv: arbejdsliv

Diplomatfruens bekendelser… – tilbage på sporet

Humøret har været kulsort i flere dage. Har virkeligt svært ved at sætte ord på alt det der ikke kan finde på plads indeni. Tankemylder og tanketomhed på samme tid. Uendelig træthed og uendeligt behov for at gøre noget. Hygger med ungerne – men bliver irriteret, frustreret og afvisende inden vi rigtig er igang med spil, snak, tur, madlavning…

Ferien i DK står som en solbeskinnet oase af skønne gensyn, frisk luft og frihed – længes ikke, ved det er en illusion at livet i dansk hverdag er sådan året rundt. Glædes over hus og have her, sætter ekstra pris på varmen udendøre og klæder os på som til kold dansk sommer indendøre. Vender langsomt tilbage til det sociale liv – og svarer uden tøven og med ro i maven: “Yes, we have had a fantastic summer!“. Og hver gang mindes jeg om at sommeren er ovre. Sommeren som var planlagt ned i detaljen, hvor hver dag placerede os netop der hvor vi kunne grine, lære, tale, nyde, bade eller tie sammen med skønne mennesker eller hinanden. Sommeren som var hektisk og som gang på gang bød mig spørgsmålet: “Og hvad laver du så?” eller “Hvordan får du dagene til at gå, når det nu går så godt  med ungerne i skolen?“. Det var enkelt at svare: “Jeg har ikke kedet mig en eneste dag! Har brugt meget tid på skolen, hjemme og i bilen med at hjælpe ungerne gennem transitionen fra dansk til engelsk, kenyansk, overklasseliv og sikkerhedstænkning. Har lært en del swahili, netværket, været nysgerrig i mange retninger og har især begravet mig i ting der på forskellig vis relaterer sig til storytelling.” Bum! – sådan gik der et år!

Jeg er glad for det år!

Jeg har haft mange hatte og kæmpet mange kampe ude og hjemme. Har brugt mig på nye måder og overvejer at påføre mit CV titlen: Transitions manager (er sikker på det er en titel jeg kender mange der kan identificere sig med).
Men nu er vi tilbage og tankerne går fremad – Hvad er næste skridt? – for mig? Hvad skal jeg svare næste sommer når spørgsmålet om hvad jeg laver falder igen og igen?
I Danmark er det eneste “rigtige” svar: “Jeg arbejder hos/med….” – Med hvad og hvordan er det jeg skal kunne besvare dette spørgsmål i et land hvor det at få en arbejdstilladelse ikke blot er hundedyrt men slet ikke altid er opnåeligt. I et land hvor jeg ikke vil byde min familie livet med to fuldtidsarbejdende forældre – og hvor deltidsarbejde er en svær størrelse. I et land hvor vores økonomiske situation er priviligeret lokalt, men ganske upriviligeret når Jacobs kontrakt ender. I et land hvor eventyrerne er mange, behovet for læring er enormt, men hvor jeg helst skal sidde på min terrasse og drikke gin!
Jeg troede transitionskrisen var overstået for mig også – og her står jeg med mange gode ideer og tiltag på papiret, men ingen tro på at noget af det kan gennemføres…

Vi er 2 dage inde i det nye skoleår. Alt er godt og vi læner os alle ind i at en ny rytme er under udarbejdelse – en rytme fyldt med nye skemaer, bibliotekstasker, eftermiddagsaktiviteter, snackindkøb…og en rytme der igen levner tid til mig og mine gøremål. Sidder for første gang i 2 mdr ved computeren i et tomt hus – meget skal læses, svares på og forhåbentlig sættes igang. Energien svigter stadig. “bzzzzzz, bzzzzz“. Telefonen fortæller mig at en veninde ringer…2 timer og en forfærdelig historie om svigt, korruption og arbejdsomhed senere falder invitationen: “Men, Hanne – du skal da med og opleve de træninger?!?“. Og sådan cirka der vendte mørket.

2 dage senere vendte jeg alle rytmer ryggen (ikke helt uden barnetårer og fædreaftaler!) og kørte mod vest. Ikke officielt på arbejde – men på opdagelse i min faglige verden og ikke mindst i en del af Kenya jeg endnu ikke havde besøgt – Kakamega County. Træning og opfølgning med helt små Community Based Organisations – lokale bønder, lærere, små entreprenører. Formelt med afsæt i det at bygge succesfulde forretninger – men altid med blik for de overbevisninger (kulturelle og personlige) der står i vejen for udvikling og vækst.
“Kikuyuer stjæler og onde – det er derfor de er gode forretningsmænd – og derfor skal jeg jo ikke ses som god forretningsmand.
“Vores forældre vil ikke give os deres jord, derfor kan vi ikke komme igang med at dyrke og så har vi ingen muligheder her i livet” – ergo bolden sendes videre, ansvaret forflyttes.
“Børn skal disciplineres. Disciplin udrettes med spanskrør. Jeg gør det fordi jeg elsker dem” – ergo bliver vold/slag lig med kærlighed!

Det er arbejdet med at identificere og klarlægge disse overbevisninger – og senere at aflive dem – der gør træningen meget spændende og ekstremt virkningsfuld for den enkelte. Jeg var med på opfølgning 1 dag hos 3 forskellige bønder og så og hørte selv de store forandringer de oplevede i deres eget og deres familiers liv.
Turen blev udover smuk, smuk natur, skønne engagerede mennesker, indsigtsfulde samtaler også en (gen)oplevelse af udviklingskonsulentens lange arbejdsdage på farten, af african time, af den fatalistiske fremstrakte hånd der venter på donorpenge, af korruptionen der gennemsyrer alle led, af hoteller/restauranter der hverken kender til service eller skønhed, og af hvor meget det larmer når det regner på bliktage.
Jeg NØD det hele i fulde drag…

Frustrationen omkring arbejdstilladelse er stadig meget præsent…men udover det satte denne skønne tur i fantastisk selskab fokus på alt det spændende ved at være netop her i Kenya – og skub i arbejdet med at skubbe til ikke blot mig selv, men også andre som mig selv…(cliffhanger til næste blogindlæg 🙂 )