Tag-arkiv: børn

Variationer over ingenting…

At dømme efter internationale overskrifter bor vi midt i orkanens øje.

De sidste dage har oplysninger om voldelige optøjer, vold og drab præget sikkerheds-meddelelserne fra ambassaden og meldinger fra Kenyanske venner bosiddende i andre dele af byen om søvnløse nætter til lyden af skud og råb. Flere er dræbt – de fleste vist desværre af politiet selvom det vel var tanken at massive ekstra styrke der er sat ind skulle skabe tryghed. Men politifolk her i landet er kendt for at være pressede, dårligt lønnede, korrupte og hurtige på aftrækkeren eller bødeblokken…Og således er der pludselig mere end et ikke accepteret valgresultat til at sætte sindene i kog!

Valgdagen forløb stille og roligt – folk stod i kø i timevis for at afgive deres stemme og som beskrevet tidligere gjorde de det uden egentlig tiltro til at deres stemme reelt ville gøre en forskel. Og efter dette valg står det helt tydeligt for mig at valg her ikke handler om politik, om visioner og veje til ønskede mål – det handler om etnisk gruppering!

Urolighederne i kølvandet af valget har fundet sted siden den officielle udmelding af resultatet fredag aften. Raila Odinga accepterer ikke sit nederlag og mener der er blevet fusket. Internationale observatører mener det modsatte og vinderen Kenyatta Uhuru er ikke just noget dydsmønster i fortidsperspektiv.

Men som det så ofte er tilfældet er orkanens øje ikke særlig stort. Urolighederne finder primært sted i de (slum)områder hvor Raila Odinga’s tilhængere primært bor. Her i middelklasse/overklasse kvarterer i udkanten af byen var alt stille – faktisk unaturligt stille. Ingen dyttende matatuer (minibusser), lukkede butikker og cafeer og kun ganske få folk på gaden. Vi hørte jubelråb i 10 minutter fra den nærliggende lille by da resultatet blev offentliggjort – og ellers har den største forskel været stilhed, stilhed, stilhed.

Efter hjemkomst fra skøn ferie i DK drog vi en lang weekend til kysten for at genfinde roen, hinanden og varmen og retur i Nairobi var det netop stilheden der ramte. Og ja, stilheden er skøn, hvis bare den ikke blev fulgt af den der følelse af at være begrænset og lukket inde (vi genkender den fra ugerne med udgangsforbud i Kathmandu under revolutionen). Når vennerne endnu ikke er tilbage i landet pga valget, når butikker, cafeer, pool, biograf og alt muligt andet er lukket eller unaturligt stille, når forrådskammer og generator er fyldt for det tilfælde at vi slet ikke kan komme ud på gaden osv – ja, så er stilheden ligesom ladet med en spænding der forvandler den til begrænsende.

Jacob har været på arbejde som vanlig (dog uden de store møder ude i byen) og hver morgen har han spurgt: “Hvad skal I så lave i dag?” – og det mest dækkende svar har været: “Variationer over ingenting!” 🙂

Således har vi her i orkanens udkant læst, spillet, set TV, hoppet i trampolin, spist, bagt kager, inviteret nye naboer til kage, inviteret andre til kage, set mere TV, spillet flere spil, læst mere, gået ture i nærområdet og meget andet i samme stil. Det er ikke altid gået gnidningsfrit for sig med tre børn (og en mor) der allerede da vi forlod DK d. 28/7 var SÅ klar til hverdag og nu kører på 10ende ferieuge – men midt i alle konflikter og uendelig kedsomhed fandt de pludselig dukkerne og køkkenet og butikken og en hel dag var hele overetagen omdannet til by med familier og en hulens masse babyer, en anden dag var det barbierne, en tredje klædudtøjet, en fjerde badminton og bageudstyr.

Eksperter i opdragelse siger det er godt for børn at kede sig i deres ferier – efter 6 fuldt pakkede uger i DK med skønne oplevelser, mennesker og ikke mindst fest, leg og havbade og 4 dage ved kysten med hav og pool dagen lang – ja så må vi sige at vores børn går sunde, gennem-kedsomme og uhyre forventningsfulde til skole på onsdag morgen som eksperter i variationer over ingenting.

Vi håber stadig på at roen til den tid har ramt hele landet. Vi sørger med dem som har mistet i orkanens øje. Og håber at det på et eller andet tidspunkt lykkes Kenya at få politik og værdier til at være omdrejningspunktet for valg og folkestyre.

Og til alle jer der har spurgt til os og været bekymrede melder vi at alt er ok her i orkanens udkant. Tak for jeres tanker – og husk at avisoverskrifter sjældent dækker andet end orkanens øje ❤

“Have you prayed today?”

“Have you prayed today?”

Viggos spørgsmål overrasker vagten ved genboens port. De kender hinanden godt fra utallige besøg, boldspil og hop-nedad-skrænt-til-porten lege – men at dømme efter ansigtsudtrykket er det vist første gang de taler om udøvelse af religiøsitet. Vagten nikker, smiler og svarer overrasket, men selvfølgelig “Yes!”. Kristendommen er udbredt og aktivt udlevet her i landet – og absolut ikke noget tabu at tale om.

Jeg overhører samtalen mens jeg nærmer mig porten via indkørslen og også jeg undrer mig over spørgsmålet. Mon han spørger fordi vi bad bordbøn før maden da vi besøgte gode venners bedsteforældre forleden dag? Mon han har bidt mærke i Winnie’s (hushjælpen) valg af radioprogrammer? Har vi snakket om tro for nylig…?

Viggos ansigt lyser af interesse, afspejlingen af tanker der kører på højtryk ses i hans levende øjne og den ene hånd holder om den anden hånds lillefinger. Han forstår tydeligvis ikke hvorfor han mødes af undrende blikke. Hans gestus med hånden giver mig svaret!

Viggo, do you mean ‘pray’ or ‘vote’?”

Kenya afholder valg i dag. Et valg der har stor bevågenhed lokalt såvel som internationalt – også helt ned i børnehøjde! Skolestart er fremrykket 1 uge grundet risikoen for voldelige optøjer, alle har fri på valgdagen og radioen fortæller på både dansk og engelsk om vigtigheden af valget og risikoen for optøjer, der er købt ekstra mad ind så vi kan klare os hvis butikker ikke åbnes osv.

På vejen over til genboen viste Rachel – vores dagvagt – os sin lillefingers sortmalede negl, som bevis på at hun HAR stemt. Deraf Viggos gestik.

Viggo smiler skævt og forstående: “Vote!” – vagten griner og pludselig taler vi alle samme sprog. Og endnu en farvet fingernegl bliver fremvist som tegn på at stemmen er afgivet.

Mens vi krydser gaden, henter rabarber i haven og bager noget så dansk som rabarbertærte tænker jeg at knægten ikke blot er sprogforvirret – han har fat i noget!

Bønner har været – og er – en mindst ligeså stor del af Kenyanernes opfattelse af dette valg som det at stemme… Mange tror vist endda at der er større sandsynlighed for en reelt forandret politik, mindre korruption, bedre services osv hvis man beder end hvis man stemmer. Rachel havde bedyret at hun IKKE ville stemme – og vi havde en snak om vigtigheden af stemmen midt i håbløsheden, korruptionen, den manglende tiltro til at hverken nye eller gamle kandidater vil skabe forandring for folk som hende.

Hvad der i sidste ende fik hende til valgstedet ved jeg ikke, men hun tog del og udøvede sin demokratiske ret sammen med mange andre idag. Nu beder jeg med hende og alle andre skønne mennesker her i landet for at resultatet vil blive modtaget med fred, accept og fremadrettede visioner.

“Have you prayed today?”

 

Hvor bliver tiden af?

3/9-16…skriften bliver ikke sirlig. De kolde fingre driller og Saturday Sports koordinatoren smiler undskyldende da han rækker mig kvitteringen for Olivias tennis timer og Viggos fodbold træning. Mit blik fæstner sig ved datoen…den overrasker jo egentlig ikke, vi har jo været tilbage i Nairobi læææænge. Men alligevel – September. Hvor bliver tiden af?

Tankerne flyver tilbage til en skøn sommer i Danmark. En sommer fyldt af aktivitet, gensynsglæde, fortællinger, badning, hygge, leg, indkøb, læge- og tandlægebesøg – børnelejr, skrivekursus, Roskilde Festival, far/børn tur, Tivolitur, snorkling, vippeudspring… Vi nød i alle højder gensyn med familie og venner – blev trætte på skift og samtidigt – og pakkede om og indtog nye senge ikke mindre end 10 gange henover de 6½ uge. Vi var derfor mættede af kram, snakke og oplevelser da vi d. 31. august sad i flyveren.

Hverdagen startede hurtigt for Jacob – vi andre fyldte tiden med kolde pool ture og vippespring, vennebesøg og en hel masse hjemmetid indtil det endelig var skoletid igen. Grundet de mange børn der forlader og kommer til skolen hvert år betyder skolestart hvert år helt nye klasser og helt ny lærer…pigernes forventninger var store, spændingen enorm og udenfor børnehøjde fornemmedes vi voksnes angst for at listerne ikke faldt i god jord. Viggo syntes slet ikke han behøvede at komme med ud på skolen for at få nyheden og hilse på – han VIDSTE jo godt hvilken klasse han skulle i. “Mor, jeg VED det. Vi har været der mange gange sidste år og låne bøger og spil…“.
Heldigvis holdt hans 6. sans stik og han havnede i fantastiske Ms. Haswell’s klasse – Jeg tør slet ikke tænke på hvilket drama et andet udfald ville have forårsaget. Også pigerne var lykkelige da dagen var omme. Olivia fik Ms. Leteipan en smuk og uendeligt organiseret og sød Kenyansk lærer (der også er vild med Minions!) – og havnede i klasse med 2 gode venner. Astrid kom i varme, kunstinteresserede Ms. Prints klasse – og det er klassen der har store skildpadder som klasse-kæledyr. Sejt ikk’! – også sammen med gode venner fra sidste år. Der blev uddelt kram til gamle og nye lærere og venner – og alle var nu endnu mere klar til at komme igang. 9½ uges ferie er lang tid!

IMG_4227
Første skoledag i Kindergarden, 2. og 4. grade ❤

Meget er nyt når man skifter klassetrin og lærer – men intet er at regne mod alt det nye da vi kom sidste år. Gang på gang er der flashbacks til situationer og oplevelser hvor energi, sprog og overskud vaklede eller ikke slog til. Og endnu flere gange – både over sommeren hjemme og nu tilbage – er der situationer og øjeblikke hvor det er enormt tydeligt hvor meget er lært og modnet hos dem alle tre.

Spørger man Viggo hvad de har lavet i klassen er svaret konsekvent: “Vi har grinet!” – en enkelt dag udvidet med: “Ms. Haswell never says ‘No’“…og hvad mere har man brug for i Børnehaveklassen?
Astrid suser derudaf på alle fronter og Olivia oplever at der nu er ekstra fokus på at man selv er herre over sit skolearbejde. Der forventes meget – men bakkes mindst lige så meget op. Ekstremt priviligeret skoleliv!

Og jeg, ja jeg faldt lidt i hul da vi kom tilbage. Sjældent har jeg glædet mig så meget til at komme ‘hjem til os selv’ – og sjældent har jeg følt mig så lidt ‘hjemme hos mig selv’. Noget med mini-kulturchok, tilbage til bilrutiner, logistik planlægning og børn der fyldte mere end normalt i deres savn af hverdag…og noget med at jeg igen skulle til at opfinde mig selv som professionelt menneske i denne setting!

Det tog et par uger, en del tårer og frustration, en masse søvn og gode snakke med de folk som her kender situationen, rollerne og de tanker der følger med. Hvad der kom til at fylde og fik det hele til at vende får i beskrevet i en separat blog.

PS: Kameraet var ikke meget i brug over sommeren – men her er highlights fra telefonen 🙂

This slideshow requires JavaScript.

 

TAK! – Gundsømagle og omegn

I lørdags fik vi (endelig) leveret alle de ting vi indsamlede og sendte med containeren herned. Legetøj, sko, fodbolde, cykler mm i 12 kæmpe flyttekasser. De har stået i vores garage indtil nu – indtil de rigtige kontakter var skabt og vi havde overskud til at tage oplevelsen ind. Via David fra Dansk Flygtningehjælps kontor her i Nairobi er tingene nu fordelt til:

Hope and Faith home for special needs children – et børnehjem for fysisk og/eller mentalt handicappede med 37 børn. Mange bor der fast – andre er dagelever. Langt de fleste er uden familie, forladt uden for børnehjemmet eller fundet i skjulte rum og mørke hjørner, i hjem og småsamfund hvor troen på at forbandelser kan ramme individer eller familier, lever side om side med en stærk kristen tro.
Kvinden som driver stedet har viet sit liv til det og har stort fokus på ergoterapi – hun var lykkelig for bolde, puslespil, legoklodser og andet der kunne indgå i træningen. Hjemmet har mange lokale støtter, men havde ikke før modtaget gaver udefra. De har for nyligt fået bygget en ny sovesal – med ca 10 senge…til 37 fysisk udfordrede børn. Det regnestykke brugte ungerne lang tid på. I køkkenet mødte vi en af de frivillige som roligt forklarede: “We interact with the water, when it rains!” – jeg må beundre disse menneskers evne til underdrivelse og accept. Det var tydeligt at gulvet blev omdannet til en mindre flod når det regnede.
Ungerne var ekstatiske af glæde – en livlig autistisk dreng skræmte nærmest livet af Astrid da han for i favnen på hende og mente at det var passende med et kys til velkomst. Olivia blev overvældet over historien om hvorfor de var der. Viggo elskede rollen som den glade giver – og synet af de bredeste smil i verden og ekstatiske hyl af glæde vil fylde os i lang tid fremover.

Bethsaida Children Centre – et børnehjem beliggende midt i Nairobi’s næst-største slumområde – Kayole. Efter kørsel på små, hullede, smalle jordveje – langt ind i et område ikke designet til Toyota Pradoer stoppede vi og en lillebitte smal jerndør åbnede ind til det største hjerterum jeg endnu har mødt – i verden! Bedstemor – ene kvinde – agerede i 7 små rum og en smal gang mor for 47 børn i alderen fra ca. 3 år – 25 år. Et soverum med køjesenge til pigerne, et til drengene, et til de store børn, et til opholdsrum, et til skolestue, et til køkken, et toilet og et område til vask og tørring af tøj. Altsammen bygget af bølge-jern-plader  og forbundet af en smal gang….hønsene boede i et lille skur for enden.
Bedstemor favnede os alle med det samme – taknemmelig og glad, hjertevarm, storsindet og ydmyg. “Folk ved jeg er her, så jeg kan ikke sige nej hvis de bringer et barn mere.” Viggo brugte mange dage på at fordøje historien om det sidst ankomne barn hvis mor havde drukket sig ihjel og var død under en indlæggelse. “Der er alt for mange der drikker for at klare dagene her…“. Jacob og jeg stod tavse og tænkte på de udfordringer 3 børn indimellem volder os! Her var ro, respekt, glæde og hjertevarme hele vejen rundt…
Vi nøjedes med at pakke én af de tre kasser ud – der var simpelthen ikke plads til mere. Igen var glæden euforisk, øjne strålede, latter brød ud og Olivia udbrød med stolthed og glæde i stemmen: “Den mariehøne har vi kørt på da vi var små!”. Vores unger oplever at ting får liv igen, at Kenya er andet end en rig amerikansk skole og et liv i en expat boble. Men virkeligheden er også skræmmende til tider – overvældende og afskrækkende. For hvorfor har vi ikke alle lige muligheder?

 

Flygtningelejren i Dadaab  – verdens største flygtningelejr med ca. 350.000 beboere. Midt i dette samfund findes også en “safe haven”  – et sted hvor familier der af forskellige grunde ikke kan bo i selve lejren placeres. Også her er en del af de indsamlede sager kørt til. Og David beretter om stor glæde. Jeg håber selv at besøge lejren en dag, men foreløbig kan vi sammen glæde os over at lidt almindeligt børnelivs aktivitet er tildelt også børnene der.

Sidst, men ikke mindst, blev alle fodbolde og fodboldstøvler – primært doneret af Jyllinge FC og Select doneret til South B United Sports Academy (SUSA) i Mukuru slum her i Nairobi. Det har jeg tidligere beskrevet et par  magiske øjeblikke inde i denne beretning…

Nogle gange siger billeder mere end mange ord.
Nogle gange kan billeder slet ikke indfange en oplevelse eller et fysisk sted.
Nogle gange bliver man ydmyg når man står ansigt til ansigt med livets kontraster – med ens eget privilegium.
Nogle gange bliver man mega glad i låget over at kunne gøre en forskel for andre.
Nogle gange bliver man forundret, taknemmelig og ærbødig når man står ansigt til ansigt med mennesker der har viet deres liv til et kald og en gerning.
Nogle gange føler man sig næsten uforskammet i sin rigdom.
Nogle gange er det en vild følelse at forbinde hjem i Danmark og hjem i Nairobi – sådan helt bogstaveligt, praktisk og i særdeleshed i børnehøjde.
Nogle gange har man lyst til at råbe højt og længe for at få fordelt verdens goder og privilegier mere ligeligt.
Nogle gange bliver man rørt over at se sine og andre børns aflagte legetøj få fornyet liv under trange, trange kår.
Nogle gange er lørdagsudflugter mere krævende og tankevækkende end andre.
Nogle gange glæder man sig ekstra over at køre hjem til sit store hus, fyldt med varme, ting, mad og muligheder.

Hermed viderebringes en hjertevarm TAK fra alle 4 modtagere til alle jer glade givere i Gundsømagle og omegn. Skulle i have lyst at hjælpe yderligere kan donationer formidles via mig (penge til mad og bleer er i høj kurs!) eller I kan købe smukke Kenyanske varer ved vores lille bod til Byfesten i Gundsømagle d. 18/6.

 

Everybody is a somebody

Da jeg og ungerne forleden så Tinga Tinga musical her i Nairobi havde kamæleonen endnu ikke fundet sine flotte farver og ingen lagde mærke til den – “I am nobody“:- )
Heldigvis er løvernes konge en klog figur og hver gang kamæleonen blev mut og følte sig grå og kedelig – ja, så kom det prompte fra løven: “Everybody is a somebody!“.

Det tog dog en rum tid for kamæleonen at finde mening og gejst i den udtalelse – faktisk tog det så lang tid at giraffen nåede at få både lange ben og lang hals, at skildpadden fik styr på sin rap, at elefanten fik vist hvordan den slår knude på sin snabel, at krokodillen fik tværet ekstra salt i såret ved at sige at kamæleonen simpelthen var for kedelig og grå til at den gad spise den, at regntiden kom og alle dyrene dansede gummistøvledans og regntiden endte i en gigantisk regnbue. Vi som publikum nåede endda adskillige gange at være med i dans, sang og regnmageri…

Foran regnbuen fløj den smukkeste sommerfugl ud af sin puppe sang så smukt: “…go slow, if you want to grow” – da fandt kamæleonen sin indre regnbue, smed hammen og sprang ud som den farverige person den inderst inde var!

Det var FANTASTISK!

Ungerne var opslugte, dansede og sang med – og glemte alt om tid og sted. Og jeg, ja jeg var rørt til tårer, grinede højt, dansede i sædet, sang fra hjertet og sad da tonerne klingede ud og folk stimlede ud af det meget varme telt tilbage, svedig, glad og med en følelse af netop at have fået serveret følelsen af afrika, transition og uendelig livsvisdom på 1½ time.

IMG_3455

Fortællingerne, det smukke tinga tinga univers, rytmen, sangen, engagementet, deltagelsen i teltet, varmen, duften af chips, mad og smeltede is – og synet af 3 glade unger der hver især har fundet deres vej, sprog og farver efter den lange seje rejse transitions-eventyret også er. Tanken på Jacob (som desværre ikke kunne være med) som oplever og suger til sig af alle de farverige udfordringer og møder jobbet giver, som indimellem rammes af de meget kedelige, grå udfordringer og som netop før forestillingen havde sendt besked om at han skal til at se livet (eller i hvert fald teksten i livet…) gennem briller – transitionen kommer også med alderen 🙂

Og så mig, der de sidste måneder har oplevet at hver dag byder på nye farver, ny inspiration – i alle mulige retninger – mennesker, hjemmesider, organisationer, grupper, møder, netværk, yoga…storytelling, læring, netværk, coaching, spritualitet, start-ups, sprog…Der er dage hvor jeg slet ikke når hjem før børnene, dage hvor jeg sidder hjemme hele dagen – mange dage hvor frokosten bliver sent indtaget fordi der liiiige er et nyt emne, et nyt link, en ny relation, der skal undersøges.
Farvepaletten er stor og bred – og jeg tror på, at en eller anden dag samles alle farverne til en regnbue og for enden af den finder jeg den eller de veje der skal være min. “pole pole slowly slowly…go slow if you want to grow…good things come to those who wait!”Hør sangen her

“Everybody is a somebody”

 

PS: Hvis du ikke kender til de fantastiske dyrefabler fra Tinga Tinga Tales så find dem på youtube eller måske de stadig er på Ramasjang – ellers kan du læse om dem her

 

Taknemmelig

Palmesøndag morgen stod jeg klar i mørket kl. 5.30 – på min yogamåtte. Sammen med 60+ andre kvinder, mænd og sågar børn. I anledning af forårsjævndøgn (equinox) havde Vinaja indkaldt til fælIMG_3308les solhilsen for fred, kærlighed og retfærdighed i verden. 108 af slagsen fordelt på 4 runder af 27 – kun med chanten på anlægget til at guide os til fælles rytme og ellers stilhed – også indeni.
Det var SÅ rørende, smukt, vildt og særdeles flot at være i synk  med så mange, at fokusere på gode vibrationer mens lyset langsomt tog over og den blå himmel viste sig over vores hoveder. Til slut afslapning til lyden af “What a wonderful world”- stadig i stilhed – taknemmelig og stolt over min krop som formåede og ikke mindst over fællesskabet, det fælles sigte, det fælles ønske om det gode – for alle.
Freden , kærligheden og retfærdigheden nåede desværre ikke hele vejen til Bruxelles, Ankara, Syrien osv. i tide – men jeg vælger stadig at tro på at sange som “What a wonderful world”, “Kringsat av fiender” og “Imagine” ikke er skrevet forgæves!

Der er tikket påskehilsener ind på e-mail og vi har øvet os i at finde påskefornemmelsen frem. Men, det er som om at påsken hænger uløseligt sammen med fornemmelsen af spirende grøde, den første sol på næsen, ubændig trang til lange gåture med indsnusning af forårets friskhed og hyggelige påskefrokoster/ferier med æggejagt, påskeklip mv…. I Nairobi er det alt andet end virkeligheden lige nu. Her er i øjeblikket varmere end nogensinde – 33 grader kl. 17.30, skolen sender breve med påmindelse om hvordan man undgår hedeslag og solskoldning, ved kysten har man aflyst sportsstævner mv, og igen taler alle om, at det ikke er som det plejer – altså vejret. At regn

IMG_3358
Tak til Pernille for billedet…

en lader vente på sig, at varmen er værre end vanligt.

Vi prøvede søndag med påskelam, sild og snaps, æggeløb og påskeklip hos gode venner – og det var rigtig hyggeligt – og varmt. Olivia var overbevist om hun havde feber, Viggo blev dobbelt så drillesyg som vanligt, kroppe måtte køles med vandslange og de indsamlede æg måtte i køleskabet med det samme…

Men tirsdag ankom påsken flyvende med diplomatposten – pakket ind i en fin lille papkasse kom 3 fine metalæg fyldt med guf og med en kærlig hilsen fra Helle, Christian, Caroline og Frederik…Jacobs nevø og familie. Jublen var stor og taknemmeligheden ligeså ikke mindst fordi æggene gav anledning til en snak om hvornår det er “rigtig” påske og hvad påsken egentlig er – altså ud over øget indtag og fridage. Så der sad vi og talte om palmestrøet ankomst, om korsfæstelsens pinsler og uret og opstandelsens mirakel – og om hvornår vi skal puste æg (den slags snakke bliver dejligt jordnære når der er børn tilstede). TAK – af hjertet!

IMG_0932

Æggepusteriet bliver i overmorgen – for da har vi igen fået skønt besøg. Denne gang af vores gode venner Birte og Martin og deres 3 skønne unger. Altså er der basis for en masse pust, pynt, hygge og eventyr.

Ferien starter i morgen – vi bytter påskekylllinger ud med giraf, elefant, flodheste og forhåbentlig en leopard og et par løver…
Må påskesolen ramme og give energi og glæde til jer alle
We are loved!

RIGTIG GLÆDELIG PÅSKE

 

 

Diplomatfruens magiske øjeblikke

Jeg har tidligere beskrevet kvalerne ved at være i diplomatfrue i transition.Transitionen er ikke til ende, men mange ting er faldet langt mere på plads – ikke mindst for ungerne. Jeg øver mig stadig i dagligt at opdage, dvæle ved og tage de små eller store magiske øjeblikke ind som eventyret her byder på. De øjeblikke hvor det hele (eller noget) giver mening, hvor jeg føler mig elsket, hvor stoltheden gør rørt og glad og hvor glæden bobler helt op i øjnene…her får i et udpluk i lyd, tekst og billeder fra den forgangne måned.

❤  Hver måned afholdes der på skolen assembly for hele Elementary (0.-5. klasse). I februar var det Pre-K’s tur til at performe. De opførte fortællingen om Giraffen der ikke kunne danse. Den møder dansende næsehorn, løver, aber mv der danser derudaf. Giraffen er ked indtil den møder en græshoppe der hjælper den til at finde sin egen musik…- så kan den danse. Det var en ufattelig flot, gennemført, engageret og imponerende opsætning – og stolte var forældrene over den åbenlyse danseglæde, rytmik, de seje danse moves og den store glæde Viggo udviste som rock’n roll dansende næsehorn – klik her og se med.

❤ Have og vejr er stadig magisk for os nordboere. Vi har nu indtaget de første bananer fra egen have – og haft besøg af aber i havens høje træer. Magisk!

IMG_3188

❤  Sociale relationer er vigtige for alle. Og i transition måske endnu vigtigere – og samtidigt endnu sværere. For hvem af de mange man møder gennem ungernes skole, mandens arbejde, til møder osv – hvem skal man satse på, hvem klikker man med og når tiden er knap hvem skal den investeres sammen med. Savnet at de kendte stemmer, spejlings- og sparringspartnere hjemme sætter barren højt, samtidig med at man løber efter alt hvad der lyder som en invitation.
Vores liv er beriget med mange skønne mennesker her allerede – og stærke venskaber bygges som bekendt over tid. Men særligt beriget føler jeg mig over et unikt naboskab og venskab – både til fest og faglighed. Lee-Anne bor 7 “gates” nede af vejen – det startede med deltagelse på hendes månedlige netværksmøder om “learning and development”, med lån af 7 æg en sen aften, invitation til fest og dans da jeg trængte allermest, generøs og helt selvfølgelig introduktion til et VÆLD af fagligt og menneskeligt interessante mennesker, fælles erfaring og visioner om fællesskaber, facilitering og faglighed, deling af græsslåmaskine og meget mere der gør mig glad langt indeni.
Lee-Anne blev 50 kort før jul og i den anledning (og som den læringsnørd hun er) bad hun 50+ kvinder og piger fra hele verden om at berette hvad de helt sikkert havde lært i livet (What they knew for sure!). Det kom der denne skønne publikation ud af, som man godt kan blive klogere af at skimme igennem: 50 years & 50+ fab women compressed

❤  Ja, og så er det jo netværksmøderne 2 timer én gang om måneden. Møder hvor alle med interesse i læring og udvikling er velkomne – små lokale NGOer, UN-ansatte, konsulenter, Kenyanere såvel som muzunguer fra hele verden – til deling af erfaringer, afprøvning af nye tiltag, oplæg eller andet. Verden er mangfoldig og jeg ELSKER at være med der og videndele, inspireres og bygge netværk. Og ud af det hele spirer troen langsomt på at finde en fleksibel jobvej her i landet…

❤ Der er mange magiske øjeblikke med ungerne. De daglige fortællinger om hvad skoledagene byder på er de fleste dage en kilde til konstant overraskelse over hvor langt de er nået. Både Astrid og Olivia har uden tøven sat sig for at skrive til den årlige “Just write” konkurrence på skolen – skriv en historie eller et digt…helt uden hjælp!
Astrid har skrevet eventyret om “Jo and the Magic Bean”.

Olivia gør store, store fremskridt og blev mindre hylet ud af denne lektieformulering end jeg – vi taler 3. klasse!: “Brainstorm ideas to test a question about forces for your science assessment. Think about the forces we have been learning about, gravity, pushing , pulling, friction, inertia. Tomorrow you will share your ideas for a simple investigation with your partner/small group. You will decide which experiment will be the most straightforward to test. You will decide what materials you will need. You will be working together with the same procedures you have been using during science. You must have a hypothesis and be able to identify one variable. You will be expected to collect data and record in a table and then plot your data in a line graph. Then you will be writing your conclusions based on your observations and predicting what will happen if you continue the investigation.
Og Viggo – ja han fortalte stolt igår at han på fredag skal have tøj på der må blive vådt for de skal vaske en af skolebusserne. Hvorfor det? – spørger den intetanende mor. Fordi vi skal sige tak for at chaufføren hver dag kører os til og fra skole! En meget fin afslutning på det tema der har haft om folk der hjælper os i samfundet.

❤ Magisk var det også at få taget hul på uddelingen af de mange ting vi indsamlede forud for containerens afrejse. De mange kasser har dagligt mindet mig om at jeg havde en opgave at fuldføre…men nu er det igang! Fodbolde og fodboldstøvler fra Jyllinge FC og Select er overdraget til South B United Sports Academy (SUSA) i Mukuru slum, Nairobi. En flok unge fyre træner hver lørdag frivilligt unger i alderen fra 8 til 25 år – de fleste er forældreløse eller barn af enlige forsørgere. 250 børn og unge er med på holdene og de var SÅ glade for nye (gamle) bolde og støvler. Fodbold er en af mange aktiviteter der finder sted i slummene for at holde børn ude af kriminalitet og stofmisbrug – og som et pusterum til en ofte hård hverdag. Jeg har endnu ikke selv været på besøg, men Kuria som er medstifter har sendt billeder. Og en eller anden dag når jeg og ungerne ud og hilser på til lørdagstræning.

Igår havde jeg møde med flygtningehjælpen hernede og vil gennem deres projekter- dels i Dadaab flygningelejren og dels i deres store urbane slumprogram få fordelt alle de resterende legeting. Der er NOK der trænger!

❤ Olivia har haft det svært med socialt liv udenfor skolen. Har ikke syntes der var hverken sprog eller energi – eller mod til det. MEN, i lørdags sagde hun uden tøven JA! til sleepover fødselsdag hos Israelske Ori. Og sikke en fest – kreative opgaver, lege konkurrencer i næsten et døgn i selskab med 4 skønne veninder. De sov kl. 02 – så dagen efter var knap så magisk herhjemme 🙂

❤ Vi har danset! Jacob og jeg drog til South African Womens Associations ball – til fordel for anti-poaching i Kenya. Det krævede ny kjole, men til gengæld holdt jakkesæt og sjal fra bryllupsvelsignelsen i 2007 stadig – magisk i sig selv! Fin middag, drinks og god stemning blandt fint klædte mennesker, med auktioner, lodtrækninger og dans. Dans ER magisk!

IMG_3206

De magiske øjeblikke skiller sig jo kun ud når der er andre øjeblikke der er knapt så magiske. Den forgangne måned markerer på en eller anden måde et vendepunkt i transitionslivet. Der har været meget migræne, megen uoverskuelighed, mange tårer iblandet de mange magiske øjeblikke og stunder. Glæden, overskuddet, energi og lyst har til tider været langt væk på den anden side af en høj mur…Hvad er min rolle her? Hvordan er jeg faglig i Kenya? Bruger jeg min tid rigtigt? … – og så magisk brydes der hul på muren med skønne hilsener hjemmefra, modige beslutninger i andres liv, ferieberetninger fra andre verdensdele, et kys fra Jacob efter endt arbejde, en ferierende veninde der kigger forbi med homøopatisk migræne medicin og en gave – bare fordi, FB opdateringer der klader smilet frem, kram fra ungerne, invitation til dans, stilhed på campingpladsen, planlægning af næste tur og besøg, en pakke i posten. Jeg møder mennesker at spejle mig i og opdager nyt – om mig, faglighed, livet, døden og alt det indimellem. Min kære far mindede mig om Gabrielas sang fra filmen “Som i himmelen” – TAK!

 

 

Fastelavn på bare tæer

Fastelavn er mit navn…også når man er langt væk fra kulde, flyverdragter, kommende vinterferie mv.

Således hængte vi igår fest-flagkæden op og to Hawai-dansere, en drage, en klovn og en campist bød indenfor til fastelavn med fastelavnsboller i hobetal, papkasse-tøndeslagning, gufposer, maskeproduktion, super hygge og sammenskuds-grill-middag med snak og drinks under parasollen til sen aften med skønne mennesker.

Ingen flyverdragter, ingen forfrosne fingre og fødder – kun bare tæer, det nye telt på prøveopslag til leg i haven, sol ad libitum og skønne snakke ved bordet, over opvasken, under tilberedning af mad og efter børneputning. Det var SÅ hyggeligt og så tiltrængt!

I dag har for første gang i månedsvis været dovne/hjemmedag med praktiske gøremål – ungerne fordrev tiden med at afprøve koncept kop-kage i microovn på slap line.

Hurra for søndagsro og fastelavn i solskin.

100 dage klogere

I dag er det 100 dage siden ungerne startede skole!
Det blev fejret i hele elementary school med aktiviteter og tællen til 100 i det uendelige.

Astrid skulle møde op i en T-shirt med 100 ting på – og da hendes skønne, skønne lærer én gang fik nævnt at hendes datter for nogle år siden havde haft 100 stykker slik på sin – ja, så var det bestemt. Og således fik vi på ægte Shane-maner med glødende limpistol dekoreret hendes signerede Sigurd T-shirt med 100 glade bolsjer.

Således veludrustet til skoledagen gik de igang med at tælle hinandens T-shirts, male sig selv som 100-årige, sætte billederne i rammer dekoreret med 100 pasta/bønner/frø, skrive en liste med 10 ting de gerne vil nå inden de bliver 100 år, skrive 100 ønsker for fremtiden på stjerner osv.

Viggo dekorerede 100 dags briller, lavede 100 med 10 x 10 forskellige ting fint klistret på papir, lavede 100 på græsplænen med kroppe fra Pre-K og Olivias klasse, som kom ned og fejrede med dem og de samlede 100 børnebøger ind de skal “…give til en skole der ikke har så mange bøger“.

Olivias lærer er ikke helt så opfindsom – så de gik lidt mere bare i skole. Til gengæld oplever hun i disse dage for alvor at hun også er blevet “100 days smarter”.
En ny dreng i klassen der starter fra bunden med engelsk giver perspektiv på hendes egen læring og langsomt begynder hun at tro på alt det meget der er i hovedet. På spejderlejr i weekenden fremsagde hun højt og tydeligt en joke ved det fælles lejrbål om aftenen og i går nåede vi endnu en milepæl da hun for første gang havde en legekammerat med hjemme – bare de to til leg alene (det har hun ikke ønsket nogensinde før på trods af utallige efterspørgsler fra veninderne i klassen). olivia
Jeg kan slet ikke beskrive hvor rørt man kan blive af at sidde med en hostende Viggo ved spisebordet og høre Olivia pludre derudaf, oversætte opskriften til chokoladekage og gennemføre en hel bagning på engelsk – med smil, ro og 9 års fjol blandet i dejen. Og kagen blev fantastisk!!

Føler mig SÅ priviligeret over de mange, mange skønne kræfter på skolen der hjælper dem så fantastisk på vej.

Der er INGEN tvivl om vi har 3 børn der er blevet 100 dage klogere!!
– og som Astrid siger: “Så er der bare 80 skoledage tilbage i år!

 

 

 

Frost, vulkaner, værdi-spejder, International Dag, besøg…hverdag!?

3 ugers fantastisk ferie var slut – uger med familiebesøg, kæmpe kultur- og naturoplevelser, leg, spil, snak og mange mennesker om spisebordet. Tid til hverdag igen – snack-pakker, svømmetøj, vanddunke, biblioteksdage, lektier, arbejde og hjemlig organisering. Og alligevel trængte vi alle til hverdagen – de dage der er skemalagt, forudsigelige, med kendte relationer i kendte rammer.

På vej til skole i bilen (efter en morgen med mange følelsesudbrud og stor træthed) mandag morgen lyder det højt fra Astrid: “Mor!, vi har glemt at vi skal holde fødselsdag – både i skolen og hjemme….“. SUK!

Jeg har endnu ikke vænnet mig til at to julebørn betyder adskillige fejringer i januar – hvor man jo egentlig bare trænger til ro på. Men fejres skal de selvsagt – og således startede hverdagen med slet ikke at være hverdag. Ninja-boller og Frost-muffins blev uddelt i klassen. Astrid udnyttede den eneste frisøndag i denne måned til at invitere klassens piger til Frost-fødselsdag og Viggo havde hele sin klasse med hjem efter skole i onsdags til Vulkan-fest. Skønne dage – som dog havde (flere) momenter af “Birthday from Hell” da vores have i øjeblikket uden varsel bliver angrebet af bidende safari-myrer…i tusindevis!!! Aldrig har jeg afklædt, trøstet og båret så mange unger – og haft så højlydte skrig til fødselsdage. En uforudset udfordring i det priviligerede vejr og haveliv.

Fødselsdagene blev krydret med snacks til spejder-events for både Astrid og Olivia. Olivia var for første gang udenfor til spejder – endda i skoven…og hun snittede med kniv! American Girl Scouts er noget markant anderledes end spejderlivet i Danmark. Her handler det mere om værdier. Astrids sidste møde handlede fx om “Fair og Honest”. Vi voksne synes det er lidt for meget en gang imellem – men pigerne hygger sig og er en del af et fællesskab de glæder sig over. Og i næste weekend drager vi til Naivasha med telt – klar til spejderlejr ala American Girl Scouts.

IMG_1775

Kronen på de første to ugers hverdag var International Day. Dagen hvor alle skolens elever (915) går parade for det/de lande de føler sig mest knyttet til – 96 lande var repræsenteret!!!! Mange har forældre fra flere lande, har boet hele deres liv i et eller flere andre lande…så barnet vælger selv hvilket land de vil gå for.
Vores børn er jo pæredanske og det var rørerende at se dem i rødt og hvidt (Viggo valgte at tage nissehue på: “Den er jo rød og hvid, mor“), med fane og flag sammen med de andre danske børn – ikke patriotisk rørende, ikke DF nationalistisk, “Not about national chauvenism…” som skolens rektor sagde i den indledende tale. Men rørende fordi de ligesom alle de andre elever og lærere hver dag ånder det internationale fællesskab der styrker deres tolerance, udsyn og mod til at møde andre som de er og hvor de er. Vi føler os ekstremt priviligerede at kunne give dem den læring fra barnsben – og ville ønske at diverse politikere hjemme ville gøre det til en ligeså stolt og rørende oplevelse af være dansk.

This slideshow requires JavaScript.

Paraden blev efterfulgt at “Taste of the Nations” med imponerende mængder af mad fra og præsentationer fra alle verdens lande…mit ydmyge bidrag var kartoffel-, ægge- og tomatmadder – på rugbrød selvsagt!

Og det hele blev krydret med besøg to weekender i træk fra Nepal og Kirgisistan. Steph og Thomas kom begge i arbejdsmedfør og det var skønt at finde ro til snak, hygge, leg – og med Thomas nåede vi endda at få udforsket Nairobi National Park. Den eneste nationalpark i verden der ligger klods op af en hovedstad.

Og således blev hverdagen de første par uger i 2016 lidt ud over det sædvanlige.