Tag-arkiv: container

Home sweet home

Vore familie elsker at campere – sover gerne i telt og laver mad på trankia i ugevis og nyder det simple i ikke at have alle hverdagens ting og sager omkring os til at distrahere roen, oplevelsen af at være familie og have fokus på samvær, oplevelser og ofte en del søvn også. MEN, efter 3 måneder med indendørs camping først i Gundsømagle og siden i det nye hus her i Nairobi – ja så var vi alle MEGET klar til at gense køkkenudstyr, senge, legetøj, haveredskaber, håndklæder, bøger, smykker og alle andre ting der udgør et HJEM i vores del af verden.
IMG_6372

Huset her er dejligt, men det var meget tomt ved ankomst. Grundet Jacobs ansættelseskontrakt er vi ikke “statsmøblerede”  og derfor var huset tomt ved ankomst. I huset var kun 3 lånte senge, en lille sofa, nogle reoler, et stuebord og så selvfølgelig kongeligt porcelæn og Arne Jacobsen bestik udlånt af ambassaden :-). I et stort hus i den koldeste tid hernede (=kolde morgener og aftener) føltes det ikke særligt hjemligt og spædet op med usikkerhed på alt det nye, baskende sommerfugle i maven over skolestart og et utal af opstarts aftaler – ja så udeblev følelsen af hjem mere og mere dag for dag. Samtidig fik vi slidt godt og grundigt på Ramasjang og Ultra på Ipaden, på vores badetøj i den nærliggende pool og på hinanden!

0144af49de64b26ef84d8f6b213df8728fc8ec798aD. 22. august oprandt dagen endelig for containerens komme. Den container som vi har talt så meget om, men aldrig set!
Midt i morgenmaden lørdag morgen bankede det på døren og udenfor stod 10-12 mænd klar til at tømme og pakke ud. Overvældende… 5 minutter senere så vi for første gang den kæmpe Mærsk container og skabte derved dagens underholdning for gadens portvagter og andre interesserede.

010b42a41ec24c1be6da728f0ff692bf580a0ff69a

IMG_6423Hen over formiddagen blev ca 240 kasser i alle størrelser langsomt tømt over i en lille lastbil der kunne komme gennem porten, ned i gården, tjekke at alle kasser var i god behold og bæres de rigtige steder hen i huset. Resultat: alt var der, kun et billedglas var knust og så var de fine nye lænestole blevet til hvad der mest af alt ligner østeuropæiske kontorstole!!! – (fejlleverance direkte fra butik til container i DK – heldigvis er alle med på at få dem byttet til de rigtige!).
015e17e5801c6eb539d832bfe18748f1bccc713befDet er overvældende at gå fra meget tomt hus til meget fyldt hus på en formiddag. Og alle der har flyttet ved at det tager tid at komme på plads – men det enorme behov for at finde “hjem” gjorde at alle kasser nu er tømt, og de fleste ting har fundet et sted at bo.

Huset og rumfordelingen fungerer super og følelsen af hjem har sat sig – også selvom vi stadig taler om Danmark som “hjem“. Vi mangler stadig alt det på væggene, lamperne og sikkert en masse andre detaljer. Men når hverdagen kører – og det gør den for fuld udblæsning – ja så er der heller ikke her tid til at få fikset den slags før det bliver weekend. Pole pole siger de på swahili – stille og roligt!

home sweet home2

“Det er i containeren…”

Det er nu 3 uger siden at fire mænd henover 2 dage pakkede vores hjem ned og kørte det afsted til containeren. Den container der skal fragte vore ejendele (her har man en tendens til at sige “vores liv”, men det er jo trods alt ikke korrekt!) via skib til Mombasa og videre ad vejene til Nairobi, for forhåbentlig at lande på Ruaka Road tæt på IMG_2184vores ankomst – om lidt under en måned.

Det er VILDT at flytte, at tømme et hus og forholde sig til alt det man har, ønsker og har brug for til et hus og et liv man kun har set på billeder. Samtidig er det priviligeret at have folk til at pakke – og lidt grænseoverskridende ikke selv at måtte lægge en eneste ting i en flyttekasse. Men mest af alt har det krævet orden i kaos. Var oppe på en 6-vejs sortering…Det der skulle:

  1. med containeren til huset i Kenya
  2. til opmagasinering i DK
  3. med indsamlingen til børnene i slummen Kibera udenfor Nairobi
  4. sælges på børneloppemarked
  5. smides ud
  6. følge os i kufferterne på rejsen

IMG_6075

ALT blev pakket i bølgepap og riiiigeligt tape. Hele vejen rundt, allevegne med det mål at få det mest muligt firkantet. For firkantet gør sig nu bedst i en container.

Tilbage står vi nu i et stort og særdeles lydt hus med 5 lånte madrasser, et havebord, afdankede spisebordsstole, en tyndslidt sofa og et køkken der rummer en campingversion af indhold. Og flere gange dagligt lyder svaret: “Det er jo i containeren…”

Vi drog et lettelsens suk da lastbilen kørte det sidste læs kasser afsted d. 29. maj og det går over al forventning at bo på indendørs camping. Meeeen, vi glæder os nu også til gensyn med cykler, den elskede malebog, ansigtsmalingen, perlerne, det ekstra tøj, trampolinen, håndmikseren, legoet, cyklerne, svømmebrillerne, billederne og alt det andet!

Heldigvis har Viggo været med på sejlads i containerhavnen i Hamborg, så han har HELT styr på hvordan containerens rejse er!

IMG_5679