Tag-arkiv: Danmark

Ferie…

Tænk engang!

Om 2 timer sidder jeg og ungerne i fly igen – denne gang går eventyret hjemover, altså “hjem” til Danmark. En af fordelene – og udfordringerne – ved at bo ude er jo netop det, at man har to hjem.

Og ja, Nairobi er blevet hjem. Hjem med venner, hverdag, skole, arbejde, tanker, glæder, trængsler og sidst men ikke mindst en masse eventyrlige stunder. De sidste 2 uger har snakken igen og igen drejet ind på: “Kan i huske da vi kom, da kunne/kendte/vidste vi ikke at….”:

Vi har genbesøgt følelsen af første skoledags totale frygt og uforståenhed, episoden på biblioteket hvor ordene ikke rakte og blev til tårer – der heldigvis sendte Olivia på toilettet, hvor hun kunne få tisset, angsten for skolebussen, skolemaden og frikvartererne, Viggos frimodige tilgang til ikke at forstå – “så gejler jeg bare de andre i stedet for”, vi har genkaldt os de første køreture til skolen med mor der afkrævede total tavshed og hjælp til vejvisning, og mange, mange andre episoder og uforståenheder.

Vi har helt fysisk bladret ungernes års-mapper igennem og siddet med Olivias overlevelseskort (jeg skal på toilettet, må jeg få en pause, etc) i den ene hånd og hendes manuskript til sin tale som Florence Nightingale i den anden hånd – egenhændigt researchet, formuleret og indstuderet. Et meget synligt bevis på den læringsrejse alle tre unger har været på – og på den selvtillid de alle tre har taget til sig!

Alle unger har med stor og ægte kærlighed produceret takkekort/gaver til de lærere som har gjort en KÆMPE og særdeles KÆRLIG indsats for at hjælpe, guide, skubbe, inspirere og motivere…de har gjort det så helt utroligt imødekommende for os alle.

Og vi har alle 5 på skift og utallige gange endt med at udbryde: “Tænk at vi nu har været her et helt skoleår!” – det ER ikke til at fatte! Og heldigvis drager vi nu alle afsted på ferie (Jacob følger lidt senere) med en klar følelse af at det er godt at skulle tilbage, at næste skoleår bliver så meget lettere at få hul på – at alle de og det kendte her i byen også er hjem ❤

De sidste 2-3 uger i skoleregi gav os sidste lektie i skolelivets travlhed og sendte næsten mor her til tælling med logistiske udfordringer og et hjerte fyldt af stolthed.

  • To koncerter med alle elever i fuld sang, spil og dans,
  • Olivia som Florence Nightingale i 3. klassernes voksmuseum,
  • Astrid med præsentation af sin poster om dansk kultur,
  • Viggo på skovtur med klassen for at finde insekter,
  • Olivia med besøg fra en Kenyansk skoleklasse,
  • Field day for alle 3 med et hav af aktiviteter,
  • Assessments i alle fag (heldigvis uden at nogen blev bekymrede over det)
  • Viggo på scenen for at modtage en anerkendelse af hans nysgerrige og modige tilgang til læring
  • Viggo til bæltegraduering med taekwondoholdet – og nu den stolte indehaver af blåt bælte
  • Kunstudstillinger med halvårets art-work  og skrivning af fanbreve – Olivia fik 4! (og kun ét var fra mor 🙂 )
  • Viggo på scenen med guitar og lærer – og Hjulene på bussen
  • Afslutningsfest for Olivias klasse – tilsat vandrutchebane, pizza, svævebane og cupcakes!
  • Afslutningsfest for Astrid – tilsat lege, lækkerier og smågaver
  • Afslutningsfest for Viggo med så mange snacks at der var nok til dagen efter
  • x antal farvelfester for bedstevenner der forlader Kenya
  • x antal fødselsdage der lige skulle afholdes inden året var omme
  • Sleepovers og playdates…
  • …og så selvfølgelig lidt almindelig skolegang indimellem.

Og det altsammen mens Jacob tog sig af Miljøminister på besøg her og derefter med ministre herfra til konference i DK. Skoleåret sluttede d. 3. juni og de første feriedage er gået med summercamp for ungerne og tiltrængte fridage med far.

Men nu er vi klar – taskerne er færdigpakkede og vi glæder os til gensyn, koldskål. jordbær, lange lyse aftener, rugbrød osv…Vi ved vi ikke når at kramme alle så meget som vi har lyst til, men har lovet os selv at glæde os over det vi når ❤

Vi ønsker jer alle en fantastisk sommer!
❤ ❤ ❤ ❤ ❤

 

Sådan er landet jeg gerne vil kalde for mit….

Det er skræmmende at følge den danske presse i disse uger…flygtninge strømmer ind over Europa og fra Støjbergs hold er der ingen ende på de tiltag der skal til for at holde dem ude af Danmark. “Vi kan jo ikke tage os af dem alle”…men hvis ikke smørhullet Danmark kan tage sig af mange – hvem kan så!

Jeg er nu bosat på priviligeret vis i en del af verden hvor forskellen på rig og fattig er enorm, hvor flugt og svære kår er et livsvilkår mange har inde på livet og hvor kolonitidens aftryk dagligt minder mig om at mange gennem tiden har kæmpet (og stadig kæmper) for at leve med muligheder som vi er født med i Danmark.

Jeg ved, at der er vigtige indenrigsspørgsmål at adressere både menneskeligt og økonomisk i Danmark (omend de til tider kan synes små i afrikansk målestok!) – socialt udsatte menneskers ve og vel, inklusion i folkeskolen, medicinpriser og alt for skrabede vilkår på sygehuse, socialcentre og i børnehaver, skolebygningers fysiske tilstand, behovet for flere cykelstier, kræftbehandling, landbrugets og miljøets deroute (og sammenhængen mellem disse) og meget, meget andet….men behøver det at gøre os intolerante, uimødekommende, angste og kulturelt afstumpede? Betyder det at vi IKKE kan se nøden, frygten og sorgen hos andre og dele det (meget) vi har? Give plads og skabe rum således som vi gerne så det ske hvis vi blev ramt af ulykke, forfølgelse, sult eller lignende?

Landet jeg gerne vil, at jeg og vores børn kalder vores bygger på respekt, tolerance, forståenhed. På ligefremme, glædelige og imødekommende relationer, der sætter fri, bygger bro, respekterer og tolererer på tværs af de skel som nationalitet, religion, fysiske grænser, kultur, økonomisk formåen, seksualitet og alder har bygget op gennem generationer.
Et land vi har lyst til at referere til med stolthed i stemmen og som giver lyst til at fortælle om friskoler, demokrati, velfærdsgoder – rød grød med fløde, smørrebrød, æbler – om frisind, velfungerende grænseland og modstandskamp – H.C. Andersen, Christiania og Kirkegaard.

jul    rødgrød med fløde  smørrebrød

TAK til de mange organisationer, enkeltpersoner og fællesskaber,som i disse dage både på skrift, i billede, rent fysisk og i klingende mønt står op mod regeringens uvejsomme, angstprægede retorik og lovgivning. I giver mig håb om at landet jeg gerne vil kalde for mit findes i folkesjælen et sted!

Med nedenstående sang sender jeg hermed min opfordring til at støtte der hvor du tænker din støtte bruges bedst – Jeg tror på at den bedste ude og på flugtvejene formidles bedst gennem etablerede organisationer som fx:

Dansk flygtningehjælp, Folkekirkens Nødhjælp, Red Barnet,

Men der er masser af steder at bidrage aktivt også – tjek fx: dit lokale integrationsråd, Ungdommens Røde KorsVenligboerne, Nextstepdinner… og er du i tvivl om hvordan du selv kommer igang så tjek Borgerlysts bud her.

Nyd sangen – Jeg synger den som godnatsang for mine børn i øjeblikket, mens de bombarderes med multikulturelle indtryk og bestemt ikke bliver kulturelt, økonomisk eller på anden vis fattigere mennesker af det! Olivia har som sit første skoleprojekt undersøgt, diskuteret og på kreativ vis udformet en fortælling om hendes kultur – et begreb vi ikke ofte har haft anledning til at tale om i Gundsømagle, hvor de fleste er “lyse i huden” (som Olivia kalder det). I hendes nuværende klasse med 15 elever repræsenterer de tilsammen 26 nationaliteter eller lande hvor man føler sig hjemme!!! Billederne i dette skriv er fra hendes research 🙂

Giv os lyset tilbage

Tekst: Per Krøis Kjærsgaard
Musik: Rasmus Skov Borring

1. Kloden har mange forskellige slags.
Alle må leve og dø.
Glæd dig – du er her alligevel nu!
Meningen er vel at så sine frø,
på en overladt stjerneø.
Gi’ os tiden tilbag’,
og lad os bruge ethvert timeslag.
Dørene åbne og smilene slidt.
Sådan er landet, jeg gerne vil kalde for mit.

2. Lykken du holder i hænderne nu,
den er vist egentlig min.
Og at du lever og bærer og er,
gør at jeg også kan værne om din;
denne smukkeste disciplin.
Gi’ os glæden tilbag’,
og lad os leve af dét trylleslag:
Kroppene mange, men styrken er en.
Sådan er landet, der står på de viseste sten.

3. Ser du kun mørke, hvor du vender hen?
Tomhedens sorte protest?
Skyggerne lever kun hvor der er lys.
Husk nu at solsiden klæder dig bedst!
Og i aften, så se mod vest!
Gi’ os lyset tilbage.
Vi vender op på ethvert nederlag.
Lukket bli’r åbnet og støjen bli’r tyst.
Nu skal der danses og elskes, hvor mørket er lyst!

4. Alt hvad vi kom for at give og få:
dele og elske og slås.
Blev på et år, det vi levede på,
fællesskab fødes når JEG bli’r til OS!
Og vi vandrer med Helios.
Gi’ os landet tilbag’.
Gi’ tolerancen et nyt folkeslag.
Hjertet er åbent og sindet er frit.
Sådan er landet, jeg gerne vil kalde for mit.

PS: Og alt det der med hvordan diplomatfruen og hendes familie har haft det siden sidst – det hører i om sidenhen.