Tag-arkiv: Fødselsdag

Verden i mig og mig i verden – 43 år!

For 43 år siden blev jeg født i Hjørring. Det var ikke bare lige…efter lange dage med mærkelige veer og som min mor beskriver det: “en oplevelse for livet”. Indlagt på 7-mandsstue med en flok mødre der havde født, med besked på at vandre og gå på trapper for at jeg – i maven – kunne få taget beslutningen om at lade mig føde, at sige ja til det ukendte der kom, til kulden og kærligheden. Jeg er født sammen nat som Glistrup’s Fremskridtsparti kom til verden – og fylder 43 alt imens verden forsøger at vænne sig til og acceptere at Trumph nu er en del af verden.

Og der i tiden mellem Glistrup og Trumph har jeg levet, erfaret, elsket og udfordret mig gennem mine 43 år. Hilsener tikker og ringer ind på alle tænkelige sociale og asociale medier med hilsener fra alle hjørner af den vej der blev og er… min – og tankerne defilerer tilbage til mit livs fødselsdage:

  • Mine første fødselsdage i Horne – Nordjylland, efterskole, høns i haven og ung pige i huset. Leg gennem hullet i hækken ind til naboens 4 drenge, Dorthe Kollo’s sange, mine forældres kolleger og de venskaber de (og jeg) knyttedes – Faddere der har fulgt mig hele livet, afsæt til min første rejse alene ud i verden og fornemmelsen af at venskaber ikke handler om afstand, men om nærvær.
  • Børnefødselsdage i Nørbæk – kusine på besøg fra Sjælland med strejf af viden og udsyn, nabo-veninde, Indonesisk rijstaffel med uendeligt antal tilbehør. Det lokale var udsynsbegrænset – København og Sønderjylland var laaangt væk hos jævnaldrende omkring mig og mine forældres engagement var laaaangt ude. Jeg sang mig igennem det, tav stille i skolen og lærte at spise med pinde – bare fordi det var eksotisk og anderledes.
  • Efterskolefødselsdag i 9. klasse. Den generte skal var åbnet i samvær med Nordjydske og Sjællandske veninder – udsyn, humor, galskab, meninger, refleksion og kreativitet var tilladt….og ikke mærkeligt! For første gang var jeg – uden for familien – i rammer der så mig i verden og lod verden ses i mig. 15 år – usikker på meget, men sikker på at verden var stor og skulle indtages.
  • Gymnasiefødselsdage der fortoner sig i et mix af drikkeri, aktivisme, sang, venskaber og følelses- og identitets-forvirringer der ved synet af TV-serien SKAM genkaldes meget tydeligt. Ingen var vist nogensinde i tvivl om at Randers var for lille til mig…Verden kaldte også selv om nu afdøde Hill Madsen og spillevende Luffe mente at uddannelse vel var et meget godt sted at starte.
  • Min 19 års fødselsdag blev fejret i Nepal sammen med 3 skønne Engsig-Karup unger og deres forældre. Filip og Inger sørgede for kage og viste mig for livstid hvad engageret og dedikeret udviklingsarbejde er!
  • Min 20 års fødselsdag blev fejret i Namibia sammen med lokale og andre voluntører. Fake fletninger, laaang gudstjeneste og beskeden om at min farmor var død. Pludseligt var der langt hjem!
  • 21 års fødselsdag på Vestbirk Højskole – blandt musik galninge, til kamp for den almene dannelse, udforskende kærlighedens uransaglige veje og bare glad.
  • Studine i England og Nepal henover min 22. – 24. års fødselsdage. Pints, kolde huse, tidlig morgen-roning, hårde studier, få penge, men megen glæde og skønne mennesker fra hele verden omkring mig. Jeg var i verden – og verden var med mig.
  • 25 år og nedtursfødselsdag – galdestensoperation og kærestesorg i DK, mens jeg skulle have været i Nepals bjerge blandt andre voluntører…
  • År i København og fødselsdagsfejringer i Stefansgade med venner, familie og kolleger fra det der allerede da syntes som et langt liv – Kampsax, Højskoleferier, COWI, Vuggestuen i Klerkegade, Improteater, RUC, DFC, Children Nepal – Denmark…En enkelt fejredes i Beijing til Porresuppe hos den Norske Ambassadør 🙂
  • 31 års fødselsdag – nu nyligt kæreste med Jacob, færdiguddannet (er man nogensinde det?!?), ansat i og på vej til Nepal – annoncerende vores snarlige bryllup! En dansende, legende, grinende og på alle måder skelsættende fødselsdag.
  • Fødselsdage i Nepal med det internationale islæt – i koldt hus, med bjergudsigt og UNICEF som udgangspunkt.
  • Fødselsdage som mor for første, anden og tredje gang henover 6 år – i Nepal og Gundsømagle med alle de forskelligheder og kontraster som de steder kan byde på hver for sig og i sammenligning. Børnegaver, forventningens glæder der smitter, venindeaftener med sang af hjertet og fælles madlavning, Tivoliture, familiebesøg, ture ved og på fjorden…FTF som den arbejdsmæssige ramme.
  • 40 års fødselsdagen hvor Roskilde Fjord blæste helt op i baghaven og rensede luften omkring mig – det var tiltrængt ovenpå stress og alt for mange tanker. Overraskelsesbrunch og inspirationsfest der på skønneste vis sparkede mig videre ud i livet… beriget af mennesker fra HELE mit liv.
  • 41 års fødselsdag tilbage i arbejdslivet – nu i rammer der gav mening og blandt inspirerende og fagforeningssjove kolleger.
  • 42 års fødselsdag i taknemmelighed over at være i live og elsket – lige efter at have været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt…og i samvær med en hel flok nye ansigter og kulturer.

Og nu 43 år. Vækket af mine 4 elsklinge med gavekort til fælles oplevelser, smil og jubelglæde over at nissen også havde husket min fødselsdag!

En kær veninde siden 1988 sagde dengang: “Man kan ikke holde kontakt med alle!” – og nej, mange har passeret igennem mit liv uden at blive hængende, men rigtig mange er stadig i kontakt på en eller anden måde. Dagens lykønskninger har vækket minder om alle ovenstående fødselsdage…og som min mor skrev: “Og så blev du barnet med udlængsel og gåpåmod til at drage ud i den store verden og med evnen til at få venner overalt igen igen…“.

Sidder her i Nairobi, ude i verden, med verden i og omkring mig – rørt og taknemmelig. Tak! ❤ ❤ ❤

På dage som denne…

I torsdags blev min kære far 70 år!

Det fejrede vi alle da familien var samlet til eventyr her henover jul og nytår – og det var skønt. I dag holder han fest med familie og venner – og aldrig har Vestjylland føltes længere væk. Savn er en levende størrelse og jeg forundres altid over, hvorfor den rammer hårdest på de særlige dage – når det er alle dagene indimellem der skaber det levede liv. Måske er det fordi glæde, minder, samtaler, sange, relationer får lov at fylde og tage bolig når vi sammen sætter fokus og deler i fællesskabet.

På dage som denne…
Vil jeg gerne være hjemme
råbe hurra, kramme, hjælpe til
hilse på, samtale, synge
lege, mindes og opleve
Føle mig hjemme og kendt

På dage som denne…
Afskyr jeg afstand
Digitale forbindelser
Flypriser udenfor budget

På dage som denne…
Tager jeg eventyret alvorligt
Lukker hjertet og stjernehimlen op
Glæder mig over udsyn, indlevelse og oplevelser
På trods af afsavn og afstand

På dage som denne…
Mærker jeg efter
Mærker blodet rulle
Mærker mindet der nærer tanken
Mærker og ved at…

På dage som denne…
Ved du (og I) at vi er hos jer
I ånden,
I tanken
Via stjernerne
Via hjerterne

På dage som denne…
Sender vi girafkys og Kenya-kram
– råber TILLYKKE så højt vi kan!

Ha’ en skøn, skøn fest far – og alle i kære der omgiver dig ❤ ❤ ❤
Pigerne og jeg drager til Naivasha og sover under stjernerne (sammen med alle spejderpigerne) – det synes at være det helt rigtige at gøre, når vi ikke kan være med til at fejre dig.

 

 

Frost, vulkaner, værdi-spejder, International Dag, besøg…hverdag!?

3 ugers fantastisk ferie var slut – uger med familiebesøg, kæmpe kultur- og naturoplevelser, leg, spil, snak og mange mennesker om spisebordet. Tid til hverdag igen – snack-pakker, svømmetøj, vanddunke, biblioteksdage, lektier, arbejde og hjemlig organisering. Og alligevel trængte vi alle til hverdagen – de dage der er skemalagt, forudsigelige, med kendte relationer i kendte rammer.

På vej til skole i bilen (efter en morgen med mange følelsesudbrud og stor træthed) mandag morgen lyder det højt fra Astrid: “Mor!, vi har glemt at vi skal holde fødselsdag – både i skolen og hjemme….“. SUK!

Jeg har endnu ikke vænnet mig til at to julebørn betyder adskillige fejringer i januar – hvor man jo egentlig bare trænger til ro på. Men fejres skal de selvsagt – og således startede hverdagen med slet ikke at være hverdag. Ninja-boller og Frost-muffins blev uddelt i klassen. Astrid udnyttede den eneste frisøndag i denne måned til at invitere klassens piger til Frost-fødselsdag og Viggo havde hele sin klasse med hjem efter skole i onsdags til Vulkan-fest. Skønne dage – som dog havde (flere) momenter af “Birthday from Hell” da vores have i øjeblikket uden varsel bliver angrebet af bidende safari-myrer…i tusindevis!!! Aldrig har jeg afklædt, trøstet og båret så mange unger – og haft så højlydte skrig til fødselsdage. En uforudset udfordring i det priviligerede vejr og haveliv.

Fødselsdagene blev krydret med snacks til spejder-events for både Astrid og Olivia. Olivia var for første gang udenfor til spejder – endda i skoven…og hun snittede med kniv! American Girl Scouts er noget markant anderledes end spejderlivet i Danmark. Her handler det mere om værdier. Astrids sidste møde handlede fx om “Fair og Honest”. Vi voksne synes det er lidt for meget en gang imellem – men pigerne hygger sig og er en del af et fællesskab de glæder sig over. Og i næste weekend drager vi til Naivasha med telt – klar til spejderlejr ala American Girl Scouts.

IMG_1775

Kronen på de første to ugers hverdag var International Day. Dagen hvor alle skolens elever (915) går parade for det/de lande de føler sig mest knyttet til – 96 lande var repræsenteret!!!! Mange har forældre fra flere lande, har boet hele deres liv i et eller flere andre lande…så barnet vælger selv hvilket land de vil gå for.
Vores børn er jo pæredanske og det var rørerende at se dem i rødt og hvidt (Viggo valgte at tage nissehue på: “Den er jo rød og hvid, mor“), med fane og flag sammen med de andre danske børn – ikke patriotisk rørende, ikke DF nationalistisk, “Not about national chauvenism…” som skolens rektor sagde i den indledende tale. Men rørende fordi de ligesom alle de andre elever og lærere hver dag ånder det internationale fællesskab der styrker deres tolerance, udsyn og mod til at møde andre som de er og hvor de er. Vi føler os ekstremt priviligerede at kunne give dem den læring fra barnsben – og ville ønske at diverse politikere hjemme ville gøre det til en ligeså stolt og rørende oplevelse af være dansk.

This slideshow requires JavaScript.

Paraden blev efterfulgt at “Taste of the Nations” med imponerende mængder af mad fra og præsentationer fra alle verdens lande…mit ydmyge bidrag var kartoffel-, ægge- og tomatmadder – på rugbrød selvsagt!

Og det hele blev krydret med besøg to weekender i træk fra Nepal og Kirgisistan. Steph og Thomas kom begge i arbejdsmedfør og det var skønt at finde ro til snak, hygge, leg – og med Thomas nåede vi endda at få udforsket Nairobi National Park. Den eneste nationalpark i verden der ligger klods op af en hovedstad.

Og således blev hverdagen de første par uger i 2016 lidt ud over det sædvanlige.

 

 

På det forkerte sted på det forkerte tidspunkt…

Mandag brød jeg alle hverdagsrytmer og drog på arbejde! Brød op tidlig morgen for at kaste mig ud i 1½ times kørsel – og nej der er ikke langt – uden trafik ville turen have taget ½ time. Ankom til Strathmore Business School til opstarten på et uge-kursus om Public Policy Analysis udviklet og gennemført i samarbejde med Danida Fellowship Centre. Min rolle var at sidde med til en del af kurset og give feedback på formen og det pædagogiske….byde ind med inspiration, tanker og ideer om læring.

18 deltagere fra Kenya, Tanzania, Ghana, Uganda, Indonesien og Afghanistan var ankommet dagen før og mødte forventningsfulde op til kursusstart på Kenyas absolut mest prestigefyldte universitet. Starten gik og alt tegnede godt – de sidste 2 deltagere ankom fra Sierra Leone et par timer efter opstart (sådan er det at lave internationale kurser!).

Kort før frokost – underviseren er i fuld vigør på gulvet: “Hvem arbejder man for når man laver public policy? – the PUBLIC“…Jeg sad og funderede over hvor vigtigt det er at minde om det verden over – at ingen bør lave policies for regeringen eller politikerne, men jo netop for befolkningen. Midt i en sætning lyder der skud udefra og en sirene går igang. Alle kigger på underviseren og min danske tryghed afventer at hun siger “Det er bare alarmen, det er en øvelse…“. Men det gør hun ikke. Hun kigger undrende omkring – og da skudene fortsætter sætter panikken ind – hos alle!

Alle stormer mod nødudgang. Vi er i stueplan og løber direkte ud til lyden af flere skud, synet af røg (sprængstoffer/krudtrøg) og min 50 studerende i den modsatte bygning der står på smalle kanter mellem vinduerne – uden på bygningen – mange hopper ned, folk flygter over og gennem hegn (lavet af de der bølgede metalplader der ofte bruges som tag) – ind til nabogrunden hvor endnu en stor universitetsbygning er under konstruktion. Folk kommer hoppende/faldende ned fra etagen over os – total angst og total panik alt imens skudsalver lyder fra og ved den anden bygning – ca 10 meter væk.

Hele vores gruppe forsvinder gennem og over hegnet – jeg når ikke med. Finder et “pedel-rum” med nogle elskabe og står ved metaldøren der og vil have fat i Jacob – om ikke andet for at sige farvel!!!
Ringer op – intet svar, ringer op igen – intet svar – han sidder helt sikkert i møde…ringer op igen – så tag dog den telefon.
Hej, hvad sker der…
Jeg ved ikke hvad der sker (skudsalver i baggrunden), nogen skyder og angriber, folk hopper fra vinduerne. Få gang i ambassadens sikkerhedsfolk – find ud af hvad der foregår og giv besked tilbage – farvel, jeg håber vi ses igen!” – eller noget i den stil.

Tiden står stille, tankerne er alle steder og ingen steder. Nu sker det som alle har frygtet siden Westgate, Garissa, Paris. Hvorfor er jeg her! Hvad er det bedste at gøre, hvis jeg og folk omkring mig skal overleve? Hvor er kursisterne? Hvad er det der sker? Skal jeg flygte gennem hegnet og se hvor jeg ender eller skal jeg blive her i pedelrummet med de andre der har fundet vej herind…?

En kvinde ender foran mine fødder – tydeligt i store smerter. Et par stykker får hende gelejdet ind i pedelrummet og sat på en stol. Det er ikke godt – jeg finder en overtræksdragt hun kan ligge på på gulvet. Sætter mig hos hende og tænker endnu engang – flygte, blive, flygte blive. Beslutter at ringe til kursuslederen og høre hvad hun ved – kan ikke forlade kvinden – hendes ryg gør uendeligt ondt. Der er nok gået 10-15 min siden vi løb ud. “Hvor er du Hanne, er du ok? De siger det er en øvelse…!!!” – Ordet øvelse lyder samtidig med endnu en runde skudssalver udenfor…”Øvelse – dette er ikke nogen F….. øvelse!!!“.
Ind tikker en sms fra Ambassadens sikkerhedsfirma:”A security drill has just been carried out at Strathmore University. Many reports on social media indicate it’s an attack but it has been confirmed to be a mock.

Jeg sidder ved kvinden – Lydia der arbejder som rejsearrangør i bygningen ved siden af vores – i ca ½ time før det lykkes at få hende båret forsigtigt til en ambulance. Kroppen ryster, vreden og angsten sidder i øjenkrogene. Der er politi, mennesker, rædsel, ambulancer, kaos alle vegne. Er øvelser ikke sådan noget der skal se ordnet ud både under og bagefter? Er det ikke noget med at øve sig i at bevare roen og gå de rigtige steder hen? Er det ikke noget med at man forbereder det værst tænkelige for at skabe læring – ikke at man gennemfører det? Hvem har hørt om en brandøvelse hvor man sætter ild til huset for at få det til at se livagtigt ud?

Jagten på vores 20 deltagere går ind. En kvinde fra Rwanda dukker op og får et ordentligt kram – det trængte vi begge til. Kvinden hvisker til mig:”Pludselig er mine tanker tilbage i 1994! (Folkedrabet i Rwanda)” – jeg krammer hende igen og tænker HVEM FANDEN HAR UDTÆNKT DEN ØVELSE!

De 3 ansatte der har med kurset at gøre anede intet, ej heller deres overordnede eller deres overordnede. Ingen var informeret, ingen var forberedte. Ingen statister – kun virkelighed. Alle står måbende, skræmte, uforstående. En drøner afsted til nærmeste hospital hvor det forlyder at en af vores deltagere er bragt ind…Hun vender tilbage med en lang liste til ledelsen over de mange tilskadekommende.

Det tager os 5 timer at lokalisere de 20 skræmte deltagere. Mange er nået ud af universitets areal og har søgt tilflugt på hotellet eller egen ambassade – og har først ved ankomsten der fået at vide at det var en øvelse!

Alvoren stiger – 1 medarbejder erklæres død efter at være sprunget fra et vindue og faldet på hovedet, en har brækket begge ben, én ryggen, mange mange er tilskadekomne og alle er skræmte – høj som lav! HVEM FANDEN HAR UDTÆNKT DEN ØVELSE!

Kursisterne samles på hotellet, en psykolog sendes derud til debriefing, flere køres til lægen med sår og skrammer. Jeg kører hjem i tæt trafik og krammer min lille familie og lader tårerne trille!

Kurset fortsatte. Indonesere og Palæstinensere tog hjem – de var ikke trygge efter den velkomst. Det lykkedes os at overbevise resten om at tage med tilbage til Strathmore. Kurset gennemførtes – næsten alt blev klemt ind. Alle faldt til ro med at være på stedet. Den indlagte kursist nåede at blive udskrevet til sidste dag!
Interne og eksterne undersøgelser er igang. Universitetet undskylder for det ansvar som vel er deres trods det at den øverste leder intet vidste. Sikkerhedsministeren er sat på at undersøge politiets rolle i sagen. HVEM FANDEN HAR UDTÆNKT DEN ØVELSE!

En af kursisterne sagde det meget rammende: “Hvis jeg var Al Shabaab ville jeg more mig nu – måske ærge mig over kun ét dødsoffer. Men jeg ville tænke se, de kan selv skabe frygt. Vi behøver slet ikke at være til stede for at det sker!“. Man KAN IKKE simulere et terror angreb i nutidens verden og så blive overrasket over menneskets reaktion – frygt, flugt, panik!

Vi var på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. Vi overlevede. Og livet går videre. I morgen har jeg fødselsdag og runder 42 års erfaring som mor, kæreste, kone, ven, fagperson og meget andet. Tankerne er mange, opdateringerne fra Strathmore bliver fulgt nøje, men frygten skal ikke have lov at få magten!

Jeg glæder mig til en dag med elskemand og elskeunger!