Tag-arkiv: hjem

Hvor bliver tiden af?

3/9-16…skriften bliver ikke sirlig. De kolde fingre driller og Saturday Sports koordinatoren smiler undskyldende da han rækker mig kvitteringen for Olivias tennis timer og Viggos fodbold træning. Mit blik fæstner sig ved datoen…den overrasker jo egentlig ikke, vi har jo været tilbage i Nairobi læææænge. Men alligevel – September. Hvor bliver tiden af?

Tankerne flyver tilbage til en skøn sommer i Danmark. En sommer fyldt af aktivitet, gensynsglæde, fortællinger, badning, hygge, leg, indkøb, læge- og tandlægebesøg – børnelejr, skrivekursus, Roskilde Festival, far/børn tur, Tivolitur, snorkling, vippeudspring… Vi nød i alle højder gensyn med familie og venner – blev trætte på skift og samtidigt – og pakkede om og indtog nye senge ikke mindre end 10 gange henover de 6½ uge. Vi var derfor mættede af kram, snakke og oplevelser da vi d. 31. august sad i flyveren.

Hverdagen startede hurtigt for Jacob – vi andre fyldte tiden med kolde pool ture og vippespring, vennebesøg og en hel masse hjemmetid indtil det endelig var skoletid igen. Grundet de mange børn der forlader og kommer til skolen hvert år betyder skolestart hvert år helt nye klasser og helt ny lærer…pigernes forventninger var store, spændingen enorm og udenfor børnehøjde fornemmedes vi voksnes angst for at listerne ikke faldt i god jord. Viggo syntes slet ikke han behøvede at komme med ud på skolen for at få nyheden og hilse på – han VIDSTE jo godt hvilken klasse han skulle i. “Mor, jeg VED det. Vi har været der mange gange sidste år og låne bøger og spil…“.
Heldigvis holdt hans 6. sans stik og han havnede i fantastiske Ms. Haswell’s klasse – Jeg tør slet ikke tænke på hvilket drama et andet udfald ville have forårsaget. Også pigerne var lykkelige da dagen var omme. Olivia fik Ms. Leteipan en smuk og uendeligt organiseret og sød Kenyansk lærer (der også er vild med Minions!) – og havnede i klasse med 2 gode venner. Astrid kom i varme, kunstinteresserede Ms. Prints klasse – og det er klassen der har store skildpadder som klasse-kæledyr. Sejt ikk’! – også sammen med gode venner fra sidste år. Der blev uddelt kram til gamle og nye lærere og venner – og alle var nu endnu mere klar til at komme igang. 9½ uges ferie er lang tid!

IMG_4227
Første skoledag i Kindergarden, 2. og 4. grade ❤

Meget er nyt når man skifter klassetrin og lærer – men intet er at regne mod alt det nye da vi kom sidste år. Gang på gang er der flashbacks til situationer og oplevelser hvor energi, sprog og overskud vaklede eller ikke slog til. Og endnu flere gange – både over sommeren hjemme og nu tilbage – er der situationer og øjeblikke hvor det er enormt tydeligt hvor meget er lært og modnet hos dem alle tre.

Spørger man Viggo hvad de har lavet i klassen er svaret konsekvent: “Vi har grinet!” – en enkelt dag udvidet med: “Ms. Haswell never says ‘No’“…og hvad mere har man brug for i Børnehaveklassen?
Astrid suser derudaf på alle fronter og Olivia oplever at der nu er ekstra fokus på at man selv er herre over sit skolearbejde. Der forventes meget – men bakkes mindst lige så meget op. Ekstremt priviligeret skoleliv!

Og jeg, ja jeg faldt lidt i hul da vi kom tilbage. Sjældent har jeg glædet mig så meget til at komme ‘hjem til os selv’ – og sjældent har jeg følt mig så lidt ‘hjemme hos mig selv’. Noget med mini-kulturchok, tilbage til bilrutiner, logistik planlægning og børn der fyldte mere end normalt i deres savn af hverdag…og noget med at jeg igen skulle til at opfinde mig selv som professionelt menneske i denne setting!

Det tog et par uger, en del tårer og frustration, en masse søvn og gode snakke med de folk som her kender situationen, rollerne og de tanker der følger med. Hvad der kom til at fylde og fik det hele til at vende får i beskrevet i en separat blog.

PS: Kameraet var ikke meget i brug over sommeren – men her er highlights fra telefonen 🙂

This slideshow requires JavaScript.

 

Ferie…

Tænk engang!

Om 2 timer sidder jeg og ungerne i fly igen – denne gang går eventyret hjemover, altså “hjem” til Danmark. En af fordelene – og udfordringerne – ved at bo ude er jo netop det, at man har to hjem.

Og ja, Nairobi er blevet hjem. Hjem med venner, hverdag, skole, arbejde, tanker, glæder, trængsler og sidst men ikke mindst en masse eventyrlige stunder. De sidste 2 uger har snakken igen og igen drejet ind på: “Kan i huske da vi kom, da kunne/kendte/vidste vi ikke at….”:

Vi har genbesøgt følelsen af første skoledags totale frygt og uforståenhed, episoden på biblioteket hvor ordene ikke rakte og blev til tårer – der heldigvis sendte Olivia på toilettet, hvor hun kunne få tisset, angsten for skolebussen, skolemaden og frikvartererne, Viggos frimodige tilgang til ikke at forstå – “så gejler jeg bare de andre i stedet for”, vi har genkaldt os de første køreture til skolen med mor der afkrævede total tavshed og hjælp til vejvisning, og mange, mange andre episoder og uforståenheder.

Vi har helt fysisk bladret ungernes års-mapper igennem og siddet med Olivias overlevelseskort (jeg skal på toilettet, må jeg få en pause, etc) i den ene hånd og hendes manuskript til sin tale som Florence Nightingale i den anden hånd – egenhændigt researchet, formuleret og indstuderet. Et meget synligt bevis på den læringsrejse alle tre unger har været på – og på den selvtillid de alle tre har taget til sig!

Alle unger har med stor og ægte kærlighed produceret takkekort/gaver til de lærere som har gjort en KÆMPE og særdeles KÆRLIG indsats for at hjælpe, guide, skubbe, inspirere og motivere…de har gjort det så helt utroligt imødekommende for os alle.

Og vi har alle 5 på skift og utallige gange endt med at udbryde: “Tænk at vi nu har været her et helt skoleår!” – det ER ikke til at fatte! Og heldigvis drager vi nu alle afsted på ferie (Jacob følger lidt senere) med en klar følelse af at det er godt at skulle tilbage, at næste skoleår bliver så meget lettere at få hul på – at alle de og det kendte her i byen også er hjem ❤

De sidste 2-3 uger i skoleregi gav os sidste lektie i skolelivets travlhed og sendte næsten mor her til tælling med logistiske udfordringer og et hjerte fyldt af stolthed.

  • To koncerter med alle elever i fuld sang, spil og dans,
  • Olivia som Florence Nightingale i 3. klassernes voksmuseum,
  • Astrid med præsentation af sin poster om dansk kultur,
  • Viggo på skovtur med klassen for at finde insekter,
  • Olivia med besøg fra en Kenyansk skoleklasse,
  • Field day for alle 3 med et hav af aktiviteter,
  • Assessments i alle fag (heldigvis uden at nogen blev bekymrede over det)
  • Viggo på scenen for at modtage en anerkendelse af hans nysgerrige og modige tilgang til læring
  • Viggo til bæltegraduering med taekwondoholdet – og nu den stolte indehaver af blåt bælte
  • Kunstudstillinger med halvårets art-work  og skrivning af fanbreve – Olivia fik 4! (og kun ét var fra mor 🙂 )
  • Viggo på scenen med guitar og lærer – og Hjulene på bussen
  • Afslutningsfest for Olivias klasse – tilsat vandrutchebane, pizza, svævebane og cupcakes!
  • Afslutningsfest for Astrid – tilsat lege, lækkerier og smågaver
  • Afslutningsfest for Viggo med så mange snacks at der var nok til dagen efter
  • x antal farvelfester for bedstevenner der forlader Kenya
  • x antal fødselsdage der lige skulle afholdes inden året var omme
  • Sleepovers og playdates…
  • …og så selvfølgelig lidt almindelig skolegang indimellem.

Og det altsammen mens Jacob tog sig af Miljøminister på besøg her og derefter med ministre herfra til konference i DK. Skoleåret sluttede d. 3. juni og de første feriedage er gået med summercamp for ungerne og tiltrængte fridage med far.

Men nu er vi klar – taskerne er færdigpakkede og vi glæder os til gensyn, koldskål. jordbær, lange lyse aftener, rugbrød osv…Vi ved vi ikke når at kramme alle så meget som vi har lyst til, men har lovet os selv at glæde os over det vi når ❤

Vi ønsker jer alle en fantastisk sommer!
❤ ❤ ❤ ❤ ❤

 

Home sweet home

Vore familie elsker at campere – sover gerne i telt og laver mad på trankia i ugevis og nyder det simple i ikke at have alle hverdagens ting og sager omkring os til at distrahere roen, oplevelsen af at være familie og have fokus på samvær, oplevelser og ofte en del søvn også. MEN, efter 3 måneder med indendørs camping først i Gundsømagle og siden i det nye hus her i Nairobi – ja så var vi alle MEGET klar til at gense køkkenudstyr, senge, legetøj, haveredskaber, håndklæder, bøger, smykker og alle andre ting der udgør et HJEM i vores del af verden.
IMG_6372

Huset her er dejligt, men det var meget tomt ved ankomst. Grundet Jacobs ansættelseskontrakt er vi ikke “statsmøblerede”  og derfor var huset tomt ved ankomst. I huset var kun 3 lånte senge, en lille sofa, nogle reoler, et stuebord og så selvfølgelig kongeligt porcelæn og Arne Jacobsen bestik udlånt af ambassaden :-). I et stort hus i den koldeste tid hernede (=kolde morgener og aftener) føltes det ikke særligt hjemligt og spædet op med usikkerhed på alt det nye, baskende sommerfugle i maven over skolestart og et utal af opstarts aftaler – ja så udeblev følelsen af hjem mere og mere dag for dag. Samtidig fik vi slidt godt og grundigt på Ramasjang og Ultra på Ipaden, på vores badetøj i den nærliggende pool og på hinanden!

0144af49de64b26ef84d8f6b213df8728fc8ec798aD. 22. august oprandt dagen endelig for containerens komme. Den container som vi har talt så meget om, men aldrig set!
Midt i morgenmaden lørdag morgen bankede det på døren og udenfor stod 10-12 mænd klar til at tømme og pakke ud. Overvældende… 5 minutter senere så vi for første gang den kæmpe Mærsk container og skabte derved dagens underholdning for gadens portvagter og andre interesserede.

010b42a41ec24c1be6da728f0ff692bf580a0ff69a

IMG_6423Hen over formiddagen blev ca 240 kasser i alle størrelser langsomt tømt over i en lille lastbil der kunne komme gennem porten, ned i gården, tjekke at alle kasser var i god behold og bæres de rigtige steder hen i huset. Resultat: alt var der, kun et billedglas var knust og så var de fine nye lænestole blevet til hvad der mest af alt ligner østeuropæiske kontorstole!!! – (fejlleverance direkte fra butik til container i DK – heldigvis er alle med på at få dem byttet til de rigtige!).
015e17e5801c6eb539d832bfe18748f1bccc713befDet er overvældende at gå fra meget tomt hus til meget fyldt hus på en formiddag. Og alle der har flyttet ved at det tager tid at komme på plads – men det enorme behov for at finde “hjem” gjorde at alle kasser nu er tømt, og de fleste ting har fundet et sted at bo.

Huset og rumfordelingen fungerer super og følelsen af hjem har sat sig – også selvom vi stadig taler om Danmark som “hjem“. Vi mangler stadig alt det på væggene, lamperne og sikkert en masse andre detaljer. Men når hverdagen kører – og det gør den for fuld udblæsning – ja så er der heller ikke her tid til at få fikset den slags før det bliver weekend. Pole pole siger de på swahili – stille og roligt!

home sweet home2

“Hvorfor er der jagtmænd i butikken?”

Hvorfor er der jagtmænd i butikken?” spørger Viggo efter andet besøg i det lokale shoppingcenter – Village Market. Efter med smil på læben at have korrigeret J til V og dermed fået centerets vagter til at handle mere om sikkerhed end om jagt på rådyr, ænder, vildsvin eller tør man nævne løver – ja, så var situationen der igen hvor der skulle gives en forklaring i børnehøjde på hvad sikkerhedsforanstaltninger er i et land som Kenya.

Sikkerhed har været et stort emne i voksenhøjde i forberedelserne til dette eventyr. Allerede da vi traf beslutningen om at tage afsted gik tankerne til mange af de kendte historier og rygter om kriminalitet og angreb i Afrikanske lande. Stort set alle har hørt om angrebet på det kenyanske shoppingcenter “Westgate” i 2013, mange har hørt Nairobi omtalt som “Nairobbery” og for ligesom at sætte streg under bekymringen var der angrebet på universitetet i Garissa i nord-Kenya i april. Det er al-shabab der står bag de store angreb i deres utilfredshed med at den Kenyanske hær er sat ind i kampene i Somalien.

Sikkerhedsspørgsmålet er altså todelt. Der er sikkerheden i hverdagens gøren og laden og der er forsigtigheden ifht ikke at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt skulle al-shabab slå til igen.

Ved vores hus er der vagt døgnet rundt – personificeret ved Rachel og Dennis. Der er mur rundt om hele ejendommen og ovenpå den elektrisk hegn og glasskår ovenpå muren…heldigvis er der indeni alle disse foranstaltninger en stor og grøn have med bananpalme, skyggetræer og blomster – og på den anden side af muren bagerst i haven en stor frodig skråning. Huset har jerngitre for alle døre og vinduer, og jerngitter op til øverste etage, hvor soveværelserne er. Det er vist tanken at vi låser den hver nat når vi går i seng og samtidig sætter alarmen til nede i stuen – men, sig det ikke til nogen – det gør vi ikke!

Viggo bagerst i haven
Viggo bagerst i haven

Kvarteret vi bor i hedder Runda og er et stort kvarter med en lang rækker huse og parceller som vores. Der er bom ved alle indfaldsveje til kvarteret bemandet med personnel der holder øje med hvem og hvad der kører ud og ind. Derudover er der en fartbegrænsning på 50km/t i hele området hvilket sikres af seriøse vej-bump hver 50 m. Der er ikke gjort så meget for at mærke dem, så det sker at folk kommer lettere flyvende over dem. Fladbundede biler må til gengæld køre skråt for at komme henover uden at sidde fast! Altsammen bidrager det til et roligt miljø i denne rigmandsforstad til selve Nairobi.

Børnene har spurgt meget til hvorfor der er bevæbnede vagter ved indkøbscenteret, hvorfor der er vagter ved alle huse, hvorfor de kigger med spejle under bilen og tjekker baggagerum og handskerum når vi skal ind og købe ind, ind i svømmeklubben eller når vi skal ind på skolen, hvorfor vi skal igennem metaldetektorer ved indgange til bygninger og hvorfor der er låsesluse ved fx ambassaden.

Vi har været omkring forklaringer med forskellen på rig og fattig i Kenya og manglen på et socialt sikkerhedsnet som i DK. Vi har kort og uldent fortalt at der indimellem er skøre mennesker der har bomber eller andet med man ikke må have med og vi har konstateret at vagterne ved husene mest af alt åbner porten når der bliver dyttet. Det er utroligt så hurtigt det bliver hverdag – og helt normalt. Og som Astrid klogt forklarer Viggo: “Det er fordi de passer RIGTIG godt på os….!” Og det har hun jo ret i.foto 2

Alligevel får man lidt fornemmelsen af at frygten – i hvert fald for hverdagens frygt for overfald/røveri – blot er en selvforstærkende tendens der er bygget op siden kolonitiden. Det er som om ingen i lang tid har tænkt over hvad det hele skal til for – og jeg tror egentlig ikke kvarteret ville være farligere at bo i hvis de elektriske hegn, pigtråden, hundene og glasskårene blev fjernet…Selvfølgelig er der kriminalitet i et samfund hvor uligheden er så stor og de sociale sikkerhedsnetværk er meget svage, men som min venindes mor, Rosann Kao, skrev fra Hong Kong: “..the world is small and most people are friendly.” Med det som udgangspunkt vænner vi os til alle sikkerhedsforanstaltningerne – hilser hyggeligt på vagterne og smiler til jagtmændende.

Samtidig VED vi godt, at vi er i en region, hvor der findes organisationer og mennesker der ikke er venlige. Men vi ved også at vi aldrig vil kunne forberede os på eller med sikkerhed forebygge muligheden for at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt – hvis al-shabaab skulle angribe igen! Det føles på mange måder som at leve med frygten for at blive kørt ihjel på A6 på vej til Roskilde eller stå midt i epicentret af et Nepalesisk jordskælv da vi boede der…og sandsynligheden derfor er jo trods alt meget ringe.

Iøvrigt genåbnede Westgate Shoppingcentret i dagene op til Obamas besøg her i byen for 14 dage siden (som iøvrigt var den største sikkerhedsaktion landet nogensinde har udført) – lad det være et tegn på at nye vinde blæser!

Tanker om tid og hjem…

Tid er en underlig størrelse, tid på rejse ind i nye verdener er endnu mere mærkelig og tid sammen med børn i nye verdener gør at tiden iler afsted – også når den egentlig ikke gør det.

For et par dage siden sad vi på en restaurant i Watamu ved den Kenyanske kyst og ventede på pizza. Ungerne fordrev ventetiden med at se billeder på min telefon og faldt over en lille video fra vores tøse-klippe-klatretur på Bornholm. Ingen af os forstod helt at det kun var 5 dage siden vi balancerede rundt på klipperne, håbede at regnen ikke ville vende tilbage og talte om hvor langt vi kunne nå inden vi skulle være tilbage til fællestur til Fru Petersens kagebuffet.
Vi landede d. 23. juli  – i dag er det d. 31. juli. Altså har vi nu været i Kenya i 8 dage…OTTE dage – det er jo ingenting og alligevel føles det som laaaang tid.

Oplevelserne og det nye står stadig før savnet og kun en enkelt gang på 2. dagen i huset her brændte Astrid’s verden sammen med ordene: “Jeg vil hjem!”. Og det blev starten på en ny tanke- og samtalerække (sideløbende med den om tiden)  – for hvad er hjem når ens hus er overtaget af lejere, når der er sagt farvel og på gensyn, når det nye hus er tomt og ikke så funktionelt og når Danmark ligger 12 timers rejse væk. I min familie hed det sig en årrække, at hjem var der hvor vores hund Quick var. Vi har ingen hund, men må sande at hjem er der hvor VI er.

Vi har netop tilbragt 5 skønne dage ved det Indiske Ocean. 5 dage med varme, badning, god tid og oplevelser. Vi har studeret krabber på stranden og set dem grave sig ned i sandet, Viggo har holdt en krabbe på størrelse med en voksen mands næve og der er blevet fundet et utal af andre krabber der stjæler konkyliernes sneglehuse og bruger dem som skjul. Vi har endnu engang erfaret at det KUN er drengene i familien der er vilde med at sejle sejlbåde – også selvom de bliver forklædt som traditionelle kenyanske fiskerbåde! Og at større turbåde med motor på rolige vande i mangroven er et langt bedre alternativ for hele familien. Vi har snorklet og set flotte fisk. Hoppet i bølger præcis som i Tversted – bare varmere. Vi har spist pizza, pasta og drukket friskpresset juice i store mængder, da det viste sig at vi landede i en italiensk enklave – selv kenyanerne tiltalte os med “Ciao”. Vi har erfaret at Jacob er magnet for sælgere af enhver art. Vi har læst “Mio min Mio” (TAK, Kirstine). Og sidst, men ikke mindst, har ungerne tilbragt MANGE timer dagligt i poolen lige udenfor vores dør. Kroppene er blevet gennemvarmet (og lidt brændte), søskende relationerne er blevet styrket (og testet), kæresteriet er blevet plejet, roen er faldet over os og mange snakke om stort og småt er blevet vendt.

IMG_6342 IMG_6335 IMG_6333 IMG_6320 IMG_6311 IMG_6290 IMG_6344 IMG_6285 IMG_6274

Nu’et og hinanden har været de faste holdepunkter – ligesom de har været det det sidste lange stykke tid. Og det var med glæde at vi drog HJEM til Ruaka Road – også selvom vi måtte efterlade Jacob, der for sent blev bekendt med at man ikke må flyve direkte efter en dykkertur!!! – han fik arrangeret nyt fly og er hjemme igen inden dagen gryr :o)

Mandag starter hverdagen så småt – Jacob starter arbejde igen, ungerne skal til møde på skolen, hushjælp og havemand kommer igen og forhåbentlig får vi snart containeren leveret (vi ved nu at den er i Nairobi, men der mangler et officielt stempel).