Tag-arkiv: International School of Kenya ISK

Hvor bliver tiden af?

3/9-16…skriften bliver ikke sirlig. De kolde fingre driller og Saturday Sports koordinatoren smiler undskyldende da han rækker mig kvitteringen for Olivias tennis timer og Viggos fodbold træning. Mit blik fæstner sig ved datoen…den overrasker jo egentlig ikke, vi har jo været tilbage i Nairobi læææænge. Men alligevel – September. Hvor bliver tiden af?

Tankerne flyver tilbage til en skøn sommer i Danmark. En sommer fyldt af aktivitet, gensynsglæde, fortællinger, badning, hygge, leg, indkøb, læge- og tandlægebesøg – børnelejr, skrivekursus, Roskilde Festival, far/børn tur, Tivolitur, snorkling, vippeudspring… Vi nød i alle højder gensyn med familie og venner – blev trætte på skift og samtidigt – og pakkede om og indtog nye senge ikke mindre end 10 gange henover de 6½ uge. Vi var derfor mættede af kram, snakke og oplevelser da vi d. 31. august sad i flyveren.

Hverdagen startede hurtigt for Jacob – vi andre fyldte tiden med kolde pool ture og vippespring, vennebesøg og en hel masse hjemmetid indtil det endelig var skoletid igen. Grundet de mange børn der forlader og kommer til skolen hvert år betyder skolestart hvert år helt nye klasser og helt ny lærer…pigernes forventninger var store, spændingen enorm og udenfor børnehøjde fornemmedes vi voksnes angst for at listerne ikke faldt i god jord. Viggo syntes slet ikke han behøvede at komme med ud på skolen for at få nyheden og hilse på – han VIDSTE jo godt hvilken klasse han skulle i. “Mor, jeg VED det. Vi har været der mange gange sidste år og låne bøger og spil…“.
Heldigvis holdt hans 6. sans stik og han havnede i fantastiske Ms. Haswell’s klasse – Jeg tør slet ikke tænke på hvilket drama et andet udfald ville have forårsaget. Også pigerne var lykkelige da dagen var omme. Olivia fik Ms. Leteipan en smuk og uendeligt organiseret og sød Kenyansk lærer (der også er vild med Minions!) – og havnede i klasse med 2 gode venner. Astrid kom i varme, kunstinteresserede Ms. Prints klasse – og det er klassen der har store skildpadder som klasse-kæledyr. Sejt ikk’! – også sammen med gode venner fra sidste år. Der blev uddelt kram til gamle og nye lærere og venner – og alle var nu endnu mere klar til at komme igang. 9½ uges ferie er lang tid!

IMG_4227
Første skoledag i Kindergarden, 2. og 4. grade ❤

Meget er nyt når man skifter klassetrin og lærer – men intet er at regne mod alt det nye da vi kom sidste år. Gang på gang er der flashbacks til situationer og oplevelser hvor energi, sprog og overskud vaklede eller ikke slog til. Og endnu flere gange – både over sommeren hjemme og nu tilbage – er der situationer og øjeblikke hvor det er enormt tydeligt hvor meget er lært og modnet hos dem alle tre.

Spørger man Viggo hvad de har lavet i klassen er svaret konsekvent: “Vi har grinet!” – en enkelt dag udvidet med: “Ms. Haswell never says ‘No’“…og hvad mere har man brug for i Børnehaveklassen?
Astrid suser derudaf på alle fronter og Olivia oplever at der nu er ekstra fokus på at man selv er herre over sit skolearbejde. Der forventes meget – men bakkes mindst lige så meget op. Ekstremt priviligeret skoleliv!

Og jeg, ja jeg faldt lidt i hul da vi kom tilbage. Sjældent har jeg glædet mig så meget til at komme ‘hjem til os selv’ – og sjældent har jeg følt mig så lidt ‘hjemme hos mig selv’. Noget med mini-kulturchok, tilbage til bilrutiner, logistik planlægning og børn der fyldte mere end normalt i deres savn af hverdag…og noget med at jeg igen skulle til at opfinde mig selv som professionelt menneske i denne setting!

Det tog et par uger, en del tårer og frustration, en masse søvn og gode snakke med de folk som her kender situationen, rollerne og de tanker der følger med. Hvad der kom til at fylde og fik det hele til at vende får i beskrevet i en separat blog.

PS: Kameraet var ikke meget i brug over sommeren – men her er highlights fra telefonen 🙂

This slideshow requires JavaScript.

 

100 dage klogere

I dag er det 100 dage siden ungerne startede skole!
Det blev fejret i hele elementary school med aktiviteter og tællen til 100 i det uendelige.

Astrid skulle møde op i en T-shirt med 100 ting på – og da hendes skønne, skønne lærer én gang fik nævnt at hendes datter for nogle år siden havde haft 100 stykker slik på sin – ja, så var det bestemt. Og således fik vi på ægte Shane-maner med glødende limpistol dekoreret hendes signerede Sigurd T-shirt med 100 glade bolsjer.

Således veludrustet til skoledagen gik de igang med at tælle hinandens T-shirts, male sig selv som 100-årige, sætte billederne i rammer dekoreret med 100 pasta/bønner/frø, skrive en liste med 10 ting de gerne vil nå inden de bliver 100 år, skrive 100 ønsker for fremtiden på stjerner osv.

Viggo dekorerede 100 dags briller, lavede 100 med 10 x 10 forskellige ting fint klistret på papir, lavede 100 på græsplænen med kroppe fra Pre-K og Olivias klasse, som kom ned og fejrede med dem og de samlede 100 børnebøger ind de skal “…give til en skole der ikke har så mange bøger“.

Olivias lærer er ikke helt så opfindsom – så de gik lidt mere bare i skole. Til gengæld oplever hun i disse dage for alvor at hun også er blevet “100 days smarter”.
En ny dreng i klassen der starter fra bunden med engelsk giver perspektiv på hendes egen læring og langsomt begynder hun at tro på alt det meget der er i hovedet. På spejderlejr i weekenden fremsagde hun højt og tydeligt en joke ved det fælles lejrbål om aftenen og i går nåede vi endnu en milepæl da hun for første gang havde en legekammerat med hjemme – bare de to til leg alene (det har hun ikke ønsket nogensinde før på trods af utallige efterspørgsler fra veninderne i klassen). olivia
Jeg kan slet ikke beskrive hvor rørt man kan blive af at sidde med en hostende Viggo ved spisebordet og høre Olivia pludre derudaf, oversætte opskriften til chokoladekage og gennemføre en hel bagning på engelsk – med smil, ro og 9 års fjol blandet i dejen. Og kagen blev fantastisk!!

Føler mig SÅ priviligeret over de mange, mange skønne kræfter på skolen der hjælper dem så fantastisk på vej.

Der er INGEN tvivl om vi har 3 børn der er blevet 100 dage klogere!!
– og som Astrid siger: “Så er der bare 80 skoledage tilbage i år!

 

 

 

Frost, vulkaner, værdi-spejder, International Dag, besøg…hverdag!?

3 ugers fantastisk ferie var slut – uger med familiebesøg, kæmpe kultur- og naturoplevelser, leg, spil, snak og mange mennesker om spisebordet. Tid til hverdag igen – snack-pakker, svømmetøj, vanddunke, biblioteksdage, lektier, arbejde og hjemlig organisering. Og alligevel trængte vi alle til hverdagen – de dage der er skemalagt, forudsigelige, med kendte relationer i kendte rammer.

På vej til skole i bilen (efter en morgen med mange følelsesudbrud og stor træthed) mandag morgen lyder det højt fra Astrid: “Mor!, vi har glemt at vi skal holde fødselsdag – både i skolen og hjemme….“. SUK!

Jeg har endnu ikke vænnet mig til at to julebørn betyder adskillige fejringer i januar – hvor man jo egentlig bare trænger til ro på. Men fejres skal de selvsagt – og således startede hverdagen med slet ikke at være hverdag. Ninja-boller og Frost-muffins blev uddelt i klassen. Astrid udnyttede den eneste frisøndag i denne måned til at invitere klassens piger til Frost-fødselsdag og Viggo havde hele sin klasse med hjem efter skole i onsdags til Vulkan-fest. Skønne dage – som dog havde (flere) momenter af “Birthday from Hell” da vores have i øjeblikket uden varsel bliver angrebet af bidende safari-myrer…i tusindevis!!! Aldrig har jeg afklædt, trøstet og båret så mange unger – og haft så højlydte skrig til fødselsdage. En uforudset udfordring i det priviligerede vejr og haveliv.

Fødselsdagene blev krydret med snacks til spejder-events for både Astrid og Olivia. Olivia var for første gang udenfor til spejder – endda i skoven…og hun snittede med kniv! American Girl Scouts er noget markant anderledes end spejderlivet i Danmark. Her handler det mere om værdier. Astrids sidste møde handlede fx om “Fair og Honest”. Vi voksne synes det er lidt for meget en gang imellem – men pigerne hygger sig og er en del af et fællesskab de glæder sig over. Og i næste weekend drager vi til Naivasha med telt – klar til spejderlejr ala American Girl Scouts.

IMG_1775

Kronen på de første to ugers hverdag var International Day. Dagen hvor alle skolens elever (915) går parade for det/de lande de føler sig mest knyttet til – 96 lande var repræsenteret!!!! Mange har forældre fra flere lande, har boet hele deres liv i et eller flere andre lande…så barnet vælger selv hvilket land de vil gå for.
Vores børn er jo pæredanske og det var rørerende at se dem i rødt og hvidt (Viggo valgte at tage nissehue på: “Den er jo rød og hvid, mor“), med fane og flag sammen med de andre danske børn – ikke patriotisk rørende, ikke DF nationalistisk, “Not about national chauvenism…” som skolens rektor sagde i den indledende tale. Men rørende fordi de ligesom alle de andre elever og lærere hver dag ånder det internationale fællesskab der styrker deres tolerance, udsyn og mod til at møde andre som de er og hvor de er. Vi føler os ekstremt priviligerede at kunne give dem den læring fra barnsben – og ville ønske at diverse politikere hjemme ville gøre det til en ligeså stolt og rørende oplevelse af være dansk.

This slideshow requires JavaScript.

Paraden blev efterfulgt at “Taste of the Nations” med imponerende mængder af mad fra og præsentationer fra alle verdens lande…mit ydmyge bidrag var kartoffel-, ægge- og tomatmadder – på rugbrød selvsagt!

Og det hele blev krydret med besøg to weekender i træk fra Nepal og Kirgisistan. Steph og Thomas kom begge i arbejdsmedfør og det var skønt at finde ro til snak, hygge, leg – og med Thomas nåede vi endda at få udforsket Nairobi National Park. Den eneste nationalpark i verden der ligger klods op af en hovedstad.

Og således blev hverdagen de første par uger i 2016 lidt ud over det sædvanlige.

 

 

Nissen flytter med – heldigvis!

December i Danmark er lig med nisser – mange nisser – allevegne. Den vigtigste er dog den der huserer på “gården” i Gundsømagle – som bringer små gaver i sokken hver morgen, laver skøre ting i huset og driller ind imellem…Men hvad sker der så når man forlader landet og drager til Kenya?

Vi voksne har vidst fra dag 1 at nissen flytter med – faktisk har vi mødt alle de nisser vi kender fra dagligdagen i Danmark i lettere forstørret form her midt i alt det nye. Alle følelser, konflikter, vaner og kendte udfordringer bliver ligesom forstørret når intet er som det plejer – og alligevel er fuldstændig som det plejer. Så livet som diplomatfrue (og familie) er også at erkende, at nisserne ER flyttet med. Se dem i øjnene og alene eller i fællesskab beslutte om det nisseliv er ved at være udlevet…og hvordan en ny og mildere, sjovere eller klogere nisse kunne blive resultatet.

I børnehøjde var det noget helt andet. Allerede i starten af november lød de første bekymrede udsagn om hvorvidt nissen nu var flyttet med til Kenya. Og så er der altså længe til d. 1. december hvor spændingen udløstes. Men heldigvis havde den gemt sig i flyttekasserne et sted og har hver  morgen – til stor jubel, forundring og glæde – fundet vej til julesokkerne med små gaver. Barnetroen er intakt hos alle tre – og de er enige om at den har haft en stor sæk med for en del af gaverne kommer fra Tiger-butikken derhjemme!!!

This slideshow requires JavaScript.

Derudover er det heldigvis en relativt hjælpsom nisse der er draget med herud – “Mor, vi behøver slet ikke pynte op i år, det gør nissen – og den har fundet julekassen!” (Astrid). Og således er der henover dagene i december dukket mere og mere julepynt op samtidig med at sære ting er sket rundt omkring. Olaf-opdækning på morgenbordet, plaster-kaos på badeværelset, nisser på trappen, flagkæder, rød mælk, cornflakes i musli-bøtten osv. Hver morgen starter tidligt og er en fest.

I den multikulturelle skole har jul ikke som sådan været i centrum – og så alligevel. Indimellem alt skolearbejdet holdes der kunstudstilling med børnenes værker, pigerne har sunget koncerter så tårerne stod tæt i mors øjne, der holdes jule-klassefester hvor Astrid foldede sig ud som dansemus, laves hemmelige gavelege, købes et væld af gaver på skolens julemarked og Viggo øver hver dag til sin koncert på onsdag. Astrid og Olivia har fået deres spejderuniformer og Astrid har afgivet sit Daisy-spejderløfte. Både hun og Olivia øver på Musicalen: “Three of a kind” som skal opføres til marts….og det ved siden af staveord, projekter om space, fotosyntese, bæredygtighed, debat, staveord, læsning osv – jo, de keder sig ikke de unger!

This slideshow requires JavaScript.

Weekender og aftener er fyldt med klippeklistre-aktiviteter i mange afskygninger, invitationer til gløgg, julefrokost, klip og konfekt ruller ind over os og julekalenderen – eller kalendrene – skal man jo også følge med i. Fagre nye verden gør det jo muligt 🙂

Så selvom vejret de fleste dage er særdeles solrigt og andre særdeles regnfuldt (lille regntid betyder åbenbart dage med 22 timers regn ud af 24!), selvom sandaler, shorts og T-shirt er hverdagsbeklædning og solen går ned på samme tid som for ½ år siden, da vi kom – ja, så prøver julestemningen faktisk at nå os og vi forsøger at holde juletravlheden lidt fra døren. Vi savner indimellem mørket, kulden og invitationen til at sidde stille længe under tæppet i sofaen…men det varer ikke så længe. I stedet prøver vi at finde ro til at nyde alle blomsterne i haven, spise en is i solen og købe en julestjerne og plante den i haven.

Med ungernes glædelige forventning, med udsigt til indryk af hele nissefamilien Fink på torsdag og med troen på at de nisser der flytter med i bund og grund vil os det godt. Ja så er vi faktisk glade for at nissen er flyttet med helt til Kenya. Har du talt med din nisse i dag…???

IMG_0472

 

Pavefri og pavestolt

Hvad kalder man det når skolen lukker i 2 dage grundet Pave Francis første Afrika besøg?
“Pavefri” selvfølgelig – eller “popefree”… og således blev weekenden 2 dage længere end normalt! Vi hørte helikopteren summe over huset (Viggo: “Mor, det er Obama der kommer!), vi har hørt fra venner og bekendte som tilfældigt eller helt planlagt så ham (Olivia: “Mor ved du godt at Ms Spilsbury skal høre Popen tale på UN?!”) og på mit Swahili-hold blev det drøftet om et pavebesøg i Europa ville have betydet en erklæret Public Holiday….

Men mest af alt vil torsdagen i vores lille familie blive husket for ca. 22 timers regn og en masse skolearbejde. Pavefri betød nemlig ikke helt fri – men en stribe mails (20-25 stk) med opgaver, henvisninger og ønsker om hvad pigerne havde udrettet når de pludseligt opståede fridage var ovre.
Pigerne besluttede at de ville nå det hele på én dag – og så måtte diplomatfruen jo følge trop. At være hjemmeunderviser for 2 temperamentsfulde piger på to forskellige klassetrin – på engelsk – er ikke en helt enkel opgave. Men bagefter kunne vi alle være pavestolte over resultaterne:

Astrid: En plakat om månen, billeder af forskellige former fra huset med beskrivelser af antal sider og hjørner, læsning af bog, resumé skrivning og tegning af ny bogforside med yndlingskarakteren og egen læsning af bøger.

Olivia: Forberedelse af billeder, argumenter og tekst til beskrivelse af de miljøvenlige foranstaltninger de har oplevet på deres lejrskole tur til Amboseli Nationalpark (Hun havde en FANTASTISK tur!), argumentation for hvordan dette kunne indføres i eget hjem og liv, øvning af særlig tegneteknik til billedkunst, matematikopgave i tal, skrift og billede – “60 thirsty elephants”, læsning og tegning af tegneserie billeder om lejrskolen.

Vi indrømmer blankt at Astrid skippede den strukturerede øvning af sange til julekoncerten  – hun synger dem hele tiden alligevel! Og Olivia droppede i regnen gymnastiklærerens ønske om løbetur og udstrækning som opvarmning til 1-mile run på mandag.
Dagen gik ikke uden sværdslag men jeg var imponeret da dagen var omme – tænk hvor meget de når på en skoledag på ISK! Og samtidig var og er jeg Pavestolt af vores unger.

Vi nød alle at stå op til en fredag med pavefri – besøg af skønne venner og Shanekassen fremme. Julen sig nærmer og første julearrangement fandt sted hos Ambassadøren i dag. Vi skulle have kage med…og pigerne og jeg behøvede kun at se på hinanden én gang før vi alle havde en klar plan for hvilken slags kage….Krea-kager i børnehøjde ER bare sjovere!

IMG_2877

Vi har læst os til, at Pave Francis talte til de store udfordringer der gennemsyrer Kenya og andre Afrikanske lande: Nødvendigheden af at skabe fred på tværs af tribal-groups, om at ny-kolonilisering ikke er vejen frem – og at det må de rige ikke glemme, imod den altødelæggende korruption og ønsket om fred og ingen terror.
Ordene faldt ovenikøbet på Thanksgiving – en amerikansk tradition jeg langt hellere så hypet end Haloween og Spirit Week. Vi har meget at sige TAK for i vores liv!

Med Pavens velsignede ord, hjertet fyldt af taknemmelighed over mand, skønne unger, familie, venner, sundhed, muligheder og udfordringer – og som Pavestolt og glad mor ønsker jeg alle en Glædelig 1. søndag i advent i morgen ❤

SONY DSC

 

 

Rituel afskedsgråd

I morges drog Olivia afsted på intercultural trip – det man vel i DK ville kalde lejrskole omend der er LANGT til Roskilde Lilleskoles elskede Hvide Klit. Her taler vi ikke om køjesenge og madhold.
Nej, her taler vi om 3 dage i Amboseli National Park med fuld forplejning, 3 på hvert værelse i opredte senge og med stuepige – og 5 elever til 1 lærer! Tre dage med besøg på en lokal Masaai skole, med læring om driften af et Eco-lodge, om naturpleje og lidt safari spædet op med bustur, pool, spil og leg med alle vennerne fra hele 3. årgang (3 klasser).

Turen er nøje forberedt både fagligt, socialt og praktisk i klassen og vi forældre blev kaldt til informationsmøde i 1 time et par uger forinden. Der sad jeg igen og undrede mig over hvor mangfoldig verden er og hvordan frygten har tag i mange på de forunderligste områder. Og hvor blev jeg glad i låget over den tryghed og tillid der gror i min, mine ungers og mange andre danske familiers opvækst.

For mange forældre var denne tur første gang deres børn skulle sove væk hjemmefra – og det var skræmmende. Og jeg blev helt skræmt af spørgsmålene om hvorvidt det ikke var ALT for tidligt at starte med disse ture i 3. klasse, om hvorfor man havde valgt busser med maveseler snarere end skråseler – og overvejelserne om selv at køre sine børn de 4-5 timers kørsel derned. Om hvordan, om og hvorfor dørene blev låst om natten, om hvorfor de ikke selv måtte have mad med, om man nu var HELT sikker på at man havde valgt den rigtige rute for bussen og om det nu var forsvarligt med en ratio på 5 børn til én voksens fulde opmærksomhed. En havde haft fat i den amerikanske ambassades sikkerhedsafdeling for at krydstjekke at det var sikkert at tage dertil osv.
Alt dette efter en minutiøs gennemgang af de undersøgelser, erfaringer og ekstremt velovervejede beslutninger der var gået forud for turen (som i øvrigt finder sted på mindst 15. år!) samt en beskrivelse af hvor mange walkie talkies, telefoner, lægekontakter mv der var med.

Sideløbende sad jeg tavs og tænkte på alle vores ungers koloniture med børnehaven, lejrskoler og ferieture hos mormor og morfar. Jeg må bare sande (og er særdeles taknemmelig for) at jeg slet ikke ejer den utryghed på hverken mine børns eller egne vegne. Og heldigvis gør Olivia det heller ikke. Hun har forberedt med stor glæde og iver – har pakket, snakket og sommerfuglene baskede løs i maven da vi drog afsted mod bussen. Det er jo trods alt,for hende, 3 dage KUN på engelsk!

Afgangen var hektisk som sådan noget er – en lærer  flintrer, nogle unger er langsommere end andre, tre skal have ekstra farvel kys, en har glemt sin taske i bilen – og midt i det hele stod Olivia og nægtede at slippe min hånd. Sommerfuglenes frimodige basken stivnede en stund. Vi fik hende installeret i bussen ved siden af fantastiske Ms Marshall som er hendes ekstra engelsklærer og så brød de rituelle afskedstårer frem…. Men heldigvis ved både hun og jeg at sådan er det bare og sådan bliver det nok ved med at være.

Tryg og lykkelig modtog den stolte mor ½ time senere det allerførste tweet på turens twitter konto – billedteksten lød: Big smile ❤

Olivia og Marshall

 

God tur, min seje datter!

 

Halloween uden kniv!

Og nu vi er ved amerikanske traditioner – ja, så blev der selvsagt også fejret Halloween. Både på skolen og til spejder.

Olivias Brownie spejdertrup skulle lave græskar – og det uden kniv!…øh ja, det stod der i invitationen! Så Olivia kom hjem med et flot malet græskar og helt uden afskårne fingre eller snitsår! Det er svært at sætte lys i, men det har pyntet flot ved døren.

Astrid tjente sit Haloween-mærke til spejderuniformen ved at heppe og dele vand ud til et 5 kms løb til fordel for eliminering af brystkræft kl. 7.30 lørdag morgen i regnvejr – det kunne vi allesammen meget bedre forholde os til. IMG_20151016_1708065_rewind IMG_20151016_1726390_rewind

På skolen afholdt hele Elementary (PK-5.) Halloweenfest med udklædningsparade, “Trick or treat” i poser af egen produktion, aktiviteter som: Saml et skelet, spøgelses bowling, spøgelseshus og meget andet. Der var fuld knald på vores to hekse – med koste lavet af vores gartner, Michael – og Spiderman, som i dagens anledning havde besluttet sig for at udvikle muskler på ryggen og derved have mulighed for latino åbent bryst (sidstnævnte ønskede han dog ikke foreviget, men det gav ham mange smil den eftermiddag).

Det var en rigtig fin eftermiddag – og måske kommer jeg til at holde af Halloween over tid…ungerne har taget den til sig og var meget nede over at vi ikke skulle ud og stemme dørklokker lørdag aften. Måske vi kan alliere os med de forskellige vagtfirmaer næste år og gå ud og rasle hos alle portvagterne…

01f7222274447317ef5c16fc5da46f67f178d0f8fa 012c8074688bc0e4192fffb3979ab50cbbc341809d 01d6bf54d6c9553ee13aeb7746d2765fe8be87bad1 01e3b52cfa0fabdf00b1992e15dd60fbad5cb4bba6 016dc243e0b8ab1af55630742329b7ea922dd794a5 01092388accf74ed504c2ca150090cfcbf99393a670194e611e65624fed51801f9105c1a935751c24654IMG_4530

Spirit week…

Mine børn og jeg har netop gennemlevet “Spirit week”…tankerne leder hen på rolige åndedrag og åndemanere eller måske på entusiastiske, storsmilende chefer der har fået en fix ide for at højne arbejdsmiljøet. Hvad navnet har med ugen at gøre forstår jeg ikke – åbenbart ligger “ånden” i tøjet, for spirit week er en uge med udklædning!!!

Mandag: Pyjamas dag
Tirsdag: Tacky dag (grimt/ikke matchende tøj)
Onsdag: ‘Look alike’ dag (med en, flere eller hele klassen)
Torsdag: Årtiernes dag (klæd dig som i et selvvalgt årti)
Fredag: Gul(d) og blå dag (skolens farver)

ALLE fra pre-kindergarden (Viggos årgang) til Highschool + alle lærere klædt ud hver dag. Ikke med andet formål end at være netop det – klædt ud! Hurtig hovedregning – det er 15 udklædninger på en uge i vores familie….og det vel at mærke efter kæmpe Haloween-udklædningsfest i fredags – altså er vi oppe på 18 udklædninger på 8 dage…..Suuukkkk. Og så i den uge hvor Jacob igen var i DK til kursus og møder – uden udklædning!

Egentlig er jeg stor fan af udklædning og synes det er sjovt at finde frem, sætte sammen, få ideer og transformere. Men allerede efter mandag morgens krise over hvor underligt det er at møde op i skole i pyjamas, over ikke at have andet end en natkjole – “Er det ok, mor?” og “Hvad så med min gymnastik uniform, mor?” og en grædende Viggo for første gang i sin skoletid (det var simpelthen ikke trygt at se sin lærer i pyjamas i klassen 🙂 ). Ja, efter den morgen gik det op for mig at det ikke var opbyggeligt for min “spirit” at gennemleve en sådan uge.

Og trods et vist nydningsoverskud hentet på alene gåture i skoven, arbejdsflow med arbejde og blogindlæg, swahiliundervisning og styr på logistik og praktik i rollen som professionel hjemmegående – ja så har ugen budt på adskillige daglige tøjkriser x 3.Det er endnu ikke gået op for mig hvad formålet med ugen egentlig er…måske er det blot at tænde ‘the evil spirit’ i de kære ungers forældre??? Billeder er der ikke mange af…det var for meget forlangt…

01017c153f256abca7022d0075310eb91e09475d54
pyjamasdag vel overstået – kage og smoothie må der til!
011de32a1218a95171b36b64e0a6b230fdc69d5319
80’er tøser og 2015-dreng igang med morgenmusik.
01dba6845f10b58745213b44bd57664e41ef1302ee
“Tacky day” – heldigvis med let regn så de nye paraplyer kunne komme i brug.

Resultatet i vores familie var i hvert  fald 3 totalt hængte børn meget tidligt på ugen – hængte som var de sat et par måneder tilbage i tid rent overskudsmæssigt. Olivia bukkede under torsdag aften med gigantisk hovedpine (en meget sjælden fugl i hendes liv), Astrid måtte hentes hjem med ondt i maven i dag, fredag (den faldt der hurtigt ro på hjemme ved tegning af nedtællingsark til fødselsdagen om 49 dage!!!) og Viggo’s lærer måtte fortælle at han havde været helt umulig, ikke lyttet og hun havde måttet irettesætte ham kraftigt…no wonder!

Hatten af for engagerede lærere i fantastiske udklædninger hver dag…men hvad f…… er meningen?
Jeg tænker ikke at dette nogensinde bliver en Amerikansk tradition jeg kommer til at forstå eller holde af!

“Now we have talking!” – og meget mere!

Tirsdag morgen – Viggo på skolebussen, pigerne i bilen og afsted til ISK. Rammer igen køen allerede efter første sving og ved at vi nu har mindst 20 minutter sammen i bilen. Astrid er forventningsfuld – i dag er dagen for assembly og det er grade 1 der skal på scenen. Humøret svinger fra uendelig jubel og glæde: “Mor, vi har øvet sangen igen i går – vil du høre…den handler om respect” til “Jeg gider ikke i skole. Jeg HADER Kenya. Du ved slet ikke hvordan det er at gå i skole på engelsk”. Og således bliver endnu en køretur med Astrid et meget godt udtryk for hendes enten/eller sind og personlighed. At være neutral eller jævnt glad ligger ikke til Astrid!

Vi ankommer til skolen, en glad skolepige træder ud af bilen. Vi bevæger os til klassen og får byttet bøger – Astrid vælger hver dag en bog hun SELV læser på engelsk og en vi læser højt for hende – en af de første var denne:

Morgenrutinen i klassen er gået fra tårer, uoverskuelighed, uendelige spørgsmål jeg skulle stille for at forsikre Astrid om hvad dagen ville bringe og finden frem til Ms Gulams, Ms Njeris eller Ms Moores hånd før jeg kunne forlade – til nu at bestå i bogbytning, måske et enkelt spørgsmål og derefter turen ned til legepladsen hvor det er obligatorisk at se et par vejrmøller eller en rundtur på barren hvorefter et farvelkram gives med et smil. Jeg går derfra hver morgen med lettelse og et smil på læben – for hver dag vælger skønne Astrid sit “eller” og kaster sig ud i alt det nye med sit vanlige målrettede, videbegærlige og perfektionistiske mod.
01a262987e585646fb7054f5331ecb843aba33fe9f

I starten af sidste uge lød det fra Ms Moore da jeg hentede: “Now we have talking!!” – altså ikke bare enkelt ord, fagter eller nik – men sætninger, deltagelse og nysgerrighed. Jeg kan ikke beskrive den glæde det bringer at opleve at det hårde arbejde pigerne, deres lærere, klassekammerater …og jeg….har lagt i at få starten til at glide og alt det nye til at blive hverdag – at det lykkes! Vi fejrer de små skridt og ved at for Astrid følger der oftest en periode med træthed, vrede og uoverskuelighed efter en hver succes – men perioderne bliver kortere og kortere og nærmer sig normalen (set i DK og Astrid perspektiv).

Denne morgen sad jeg 1½ time senere og så/hørte Astrid dybt engageret i sin optræden – og igen sad mor med stolthedstårer i øjnene…ikke alene var det stort at se min 6 årige datter synge og optræde på engelsk for en fuld sal, men det var stort at høre hende synge om at respektere sig selv. For det er jo netop det hun gør, når hun checker ud og ind – hun viser os alle at her er min grænse, jeg kan ikke overskue mere, jeg må have fred til at tænke, pusle, fordøje…skønne menneskebarn!

Du kan høre koncerten her:

Temaet om respekt udsprang af et længere fokus i klassen på community – i hjemmet, på skolen og i samfundet. Der er blevet lavet research, interviewet ansatte, indsamlet billeder, formuleret spørgsmål og tegnet, sunget og talt.
Undervejs bad Astrid selv om at ryge med i puljen der kunne få “pligter” i klassen (duksen der sørger for at bordene står rigtigt, at man går på række, at man sidder ordentligt etc) – det kunne hun godt selvom det var på engelsk, hun bad selv om at starte med læsning af B-bøger i stedet for A-bøger, hun elsker svømmetimer og gymnastik, art og musik giver anledning til nye kreative input og skolemaden blev valgt til sammen med Olivia på trods af risikoen for at blive tiltalt af ukendte på engelsk. Med andre ord en glad og tryg skolepige!

Og ikke nok med det. Umiddelbart efter koncerten spiste Astrid et æble – og pludselig var der for første gang i Astrids mund en rokketand – ja, faktisk var der to. Den første blev hevet ud med hjælp fra en ansat i skolens klinik…og placeret smukt om halsen i en beholder. Så vi har nu også konstateret at tandfeen findes i Kenya – og lært at der i Sydafrika findes en tandmus og i Frankrig/England tandfe-døre.

01456b63b7a78054a5d81062cbf9a893b2c6a6fd94

I fritiden har Astrid  tilvalgt Construction Club efter skole – Shane byggeri af genbrugsmaterialer. Et par gange om måneden går hun til Daisy (amerikansk pigespejder) sammen med tvillinge veninderne Kaylee og Madeline. Og så har vi fået en rytter i familien – Astrid rider mindst en gang om ugen sammen med veninde Makeda og er nu anvanceret fra trav til galop, har haft sit første næsten fald (hang på siden af halsen af en meget stor hest) og nyder at være på hesteryg hvor de nødvendige fraser på engelsk er minimale. Vi aner ikke hvor det kommer fra, men også her er hun virkelig dygtig!

01ac600476b170e5b9729d42ce42ed22c585fc2f5a       0154614c34179a66934d7b893bb24f015f65af176e

Hjertebarnet har taget Kenya og livet her til sit hjerte. Hun savner stadig veninderne i Danmark og sammenligner ofte med skolen i Gundsømagle – men savnet kommer i bølger og krusningerne størrelse relaterer til træthedsgrad. Og tænk i sidste uge begyndte pigerne spontant at lege herhjemme efter skole – ingen ønsker om Ipad og fjernsyn, bare legofriends, rollelege, tegning, leg i haven og på cykel i gården. Da satte jeg mig ned, trak vejret dybt og opdagede at energiniveauet havde taget et spring – det er ikke længere helt så krævende med den lange skoledag. Der er faktisk lidt energi tilbage når hjemme igen…

01e3e0c89ba3f2c9dc1e23617f8b7472fa7e22a8b8
Lego friends by på vej…
01a5f36ec4f0273f2212baefacb5a46da1b425fcba
Astrid i skole hos Ms Ferdinand
01a68b207c6b10e3dada47c0695cb9f38b612f7092
Ms Ferdinand har skrevet dagens program
011cf7d0599ff1b0158a5ab5a10a8979246755ce8e
Glad afslapning ved poolen
01de63eb2397bc7170a1ea1c29de8eabf7b8df06a4
Tid til stilletid – perler!

“Mor, hvad er en risk taker?”

Olivia er begyndt at få lektier for. Matematikopgaver ala “et band på 24 skal finde ud af hvor mange formationer de kan stille op i, hvis der skal være lige mange i hver række”, eller “regn ud i hovedet hvad 160+140 er og skriv bagefter ned hvordan du nåede frem til svaret – skriv 2 strategier ned”. Det er sjovt at se hvordan tilgangen til matematik er fuldstændig fokuseret på problemløsning, strategier og forståelse af regneprocessen snarere end det blot at finde det færdige resultat. Det passer egentlig Olivia godt – når vi først lige har fået etableret hvad vi taler om og hvorfor det kan være vigtigt at kunne regne i hovedet. Og hun er så glad for at hun lærte at synge tabellerne på Roskilde Lilleskole!

Hun læser hver dag små lette bøger på engelsk – optager det på sin Ipad og løser en quiz der viser at hun har forstået bogen. Hendes fantastiske ekstra-engelsk lærer kan så følge med og arbejde videre derfra hvor hun er kommet. Olivia har ekstra engelsk både i gruppe og alene. Og det skrider fremad og fremad.

Alle børn skal læse (eller have læst højt) mindst 20 minutter om dagen – alt læst bliver ført ind i en ‘reading-log’ og når man har 2 sider fulde i loggen får man et klistermærke. Efter 6 fulde sider får man et diplom! Olivia er ikke konkurrencemenneske – men der ligger alligevel en gulerod i at nogen (ud over hendes mor) rent faktisk følger med i at der bliver læst og spørger ind til det. Indtil videre er de skriftlige opgaver til Olivia stillet på engelsk, men hun kan besvare dem på dansk – så oversætter enten jeg eller Google Translate så lærerne kan følge med.

Igår lød opgaven (kopieret af Olivia fra tavlen): “Write about five times where you have been a risk taker”. Det gav selvsagt anledning til spørgsmålet om hvad en risk taker er.

Mig: “Øhh det er når man løber en risiko og slipper godt fra det…”
Olivia: “Løber en risiko??? – hvad er en risiko?”
Mig:“Når man springer ud i eller prøver noget man ikke turde.”
Olivia: “Nåhhh det ved jeg godt hvornår jeg gjorde. Du ved dengang med vandrutchebanen til Calebs fødselsdag…”

0144c20eaa0194f69c9367a53fbcf8c76ed798d402

Og ja det var en overvindelse af de store at tage den vandrutchebane (den var ca.10 m høj og FYLDT med sæbeskum!), ligesom det var det da hun ikke turde hoppe ned fra et højt sted på ‘jorden er giftig’ banen på den gamle skole og ligesom det var det alle de gange hun ikke har turdet sejle, men alligevel en sommer blev helt bidt af det. Efter de tre eksempler var skrevet ned løb hun tør…jeg derimod sad med et utal af episoder på nethinden hvor min lille store pige har vist sit særlige mod. Første gang da hun tog risikoen som 1 årig og fandt ud af at det ikke var farligt at gå på en græsplæne i bare tæer (det var en stor overvindelse), de mange gange i Lilleskoleregi at sommerfuglene og glæden i maven har overvundet det svigtende mod og usikkerheden og senest nærmest dagligt ved de utallige nye oplevelser med skole og liv her i Kenya.

Jeg prøvede at foreslå hende at hun måske var en risk taker hver dag i øjeblikket – hver gang hun åbner munden på skolen og forsøger sig på engelsk? Men, NEJ – det var hun ikke. Det var jo ikke noget hun var bange for!!!

Jeg har altid vidst at vores store pige er lavet af et solidt råstof gemt i et genert, følsomt og til tider usikkert ydre – og alligevel er jeg top-imponeret over hvordan hun på bare 6 uger har taget alt det nye til sig. Efter 4 dage på skolen havde hun fået 4 veninder, hun færdes nu hjemmevant, morgenseancerne med hjælp fra mig til oversættelse og aftaler er nu på et absolut minimum, frikvartererne er ikke længere noget der frygtes, fra på mandag er begge piger klar til at skifte madpakker ud med skolemad og den kommunikation det indebærer ved udlevering (jubiii siger mor!) osv osv.

IMG_6504

Der skal stadig en tryg hånd til at holde i om morgenen når jeg går – men heldigvis har assistent-læreren Ms Abogy vundet Olivias hjerte og omvendt. Så de to følges ad – og når jeg henter kl 15.20 efter en laaang skoledag er det en glad – og træt – pige der sætter sig ind i bilen og fortæller om møder med sine søskende på vej til svømning, gymnastik, billedkunst, musik eller frokost, om historier der er blevet fortalt eller lege der er blevet leget, om gruppemøder med counsellors eller ekstra-engelsk…og meget andet.

Igår var vi på biblioteket for at finde en Pippi bog på engelsk som vi skal bruge til skattejagt når klassetøserne kommer til 9 års fødselsdag på lørdag. Bibliotekaren – bibliotekslæreren, Barbara, hjalp og udbrød da hun så Olivia: “Jeg så dig synge i koret i lørdags til Welcome back picnic – Sejt gået! Jeg kunne slet ikke genkende den pige som begyndte at græde i den første bibliotekstime” (ingen vidste dengang hvorfor hun græd, men heldigvis bad Barbara et par piger om at følge hende ud så hun kunne tørre næsen på toilettet…det betød at Olivia kunne få tisset! Det var blæren i kombination med manglende sprog der trykkede tårer i øjnene 🙂 ).

Og selvfølgelig var Olivia helt og aldeles frivilligt med i 2.& 3. klasses kor – men det var ikke nogen risiko! Og selvfølgelig var der tårer under mine solbriller i den bagende sol alt imens Olivia skrålede løs på engelsk, volapyk og Swahili. Så stolt!

Du kan lytte med på sangen Happiness sunget med tegnsprogsfagter her.

(det tekniske snilde rækker kun til at linke til Jacobs facebookside!)