Tag-arkiv: Ruaka Road

“Hvorfor er der jagtmænd i butikken?”

Hvorfor er der jagtmænd i butikken?” spørger Viggo efter andet besøg i det lokale shoppingcenter – Village Market. Efter med smil på læben at have korrigeret J til V og dermed fået centerets vagter til at handle mere om sikkerhed end om jagt på rådyr, ænder, vildsvin eller tør man nævne løver – ja, så var situationen der igen hvor der skulle gives en forklaring i børnehøjde på hvad sikkerhedsforanstaltninger er i et land som Kenya.

Sikkerhed har været et stort emne i voksenhøjde i forberedelserne til dette eventyr. Allerede da vi traf beslutningen om at tage afsted gik tankerne til mange af de kendte historier og rygter om kriminalitet og angreb i Afrikanske lande. Stort set alle har hørt om angrebet på det kenyanske shoppingcenter “Westgate” i 2013, mange har hørt Nairobi omtalt som “Nairobbery” og for ligesom at sætte streg under bekymringen var der angrebet på universitetet i Garissa i nord-Kenya i april. Det er al-shabab der står bag de store angreb i deres utilfredshed med at den Kenyanske hær er sat ind i kampene i Somalien.

Sikkerhedsspørgsmålet er altså todelt. Der er sikkerheden i hverdagens gøren og laden og der er forsigtigheden ifht ikke at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt skulle al-shabab slå til igen.

Ved vores hus er der vagt døgnet rundt – personificeret ved Rachel og Dennis. Der er mur rundt om hele ejendommen og ovenpå den elektrisk hegn og glasskår ovenpå muren…heldigvis er der indeni alle disse foranstaltninger en stor og grøn have med bananpalme, skyggetræer og blomster – og på den anden side af muren bagerst i haven en stor frodig skråning. Huset har jerngitre for alle døre og vinduer, og jerngitter op til øverste etage, hvor soveværelserne er. Det er vist tanken at vi låser den hver nat når vi går i seng og samtidig sætter alarmen til nede i stuen – men, sig det ikke til nogen – det gør vi ikke!

Viggo bagerst i haven
Viggo bagerst i haven

Kvarteret vi bor i hedder Runda og er et stort kvarter med en lang rækker huse og parceller som vores. Der er bom ved alle indfaldsveje til kvarteret bemandet med personnel der holder øje med hvem og hvad der kører ud og ind. Derudover er der en fartbegrænsning på 50km/t i hele området hvilket sikres af seriøse vej-bump hver 50 m. Der er ikke gjort så meget for at mærke dem, så det sker at folk kommer lettere flyvende over dem. Fladbundede biler må til gengæld køre skråt for at komme henover uden at sidde fast! Altsammen bidrager det til et roligt miljø i denne rigmandsforstad til selve Nairobi.

Børnene har spurgt meget til hvorfor der er bevæbnede vagter ved indkøbscenteret, hvorfor der er vagter ved alle huse, hvorfor de kigger med spejle under bilen og tjekker baggagerum og handskerum når vi skal ind og købe ind, ind i svømmeklubben eller når vi skal ind på skolen, hvorfor vi skal igennem metaldetektorer ved indgange til bygninger og hvorfor der er låsesluse ved fx ambassaden.

Vi har været omkring forklaringer med forskellen på rig og fattig i Kenya og manglen på et socialt sikkerhedsnet som i DK. Vi har kort og uldent fortalt at der indimellem er skøre mennesker der har bomber eller andet med man ikke må have med og vi har konstateret at vagterne ved husene mest af alt åbner porten når der bliver dyttet. Det er utroligt så hurtigt det bliver hverdag – og helt normalt. Og som Astrid klogt forklarer Viggo: “Det er fordi de passer RIGTIG godt på os….!” Og det har hun jo ret i.foto 2

Alligevel får man lidt fornemmelsen af at frygten – i hvert fald for hverdagens frygt for overfald/røveri – blot er en selvforstærkende tendens der er bygget op siden kolonitiden. Det er som om ingen i lang tid har tænkt over hvad det hele skal til for – og jeg tror egentlig ikke kvarteret ville være farligere at bo i hvis de elektriske hegn, pigtråden, hundene og glasskårene blev fjernet…Selvfølgelig er der kriminalitet i et samfund hvor uligheden er så stor og de sociale sikkerhedsnetværk er meget svage, men som min venindes mor, Rosann Kao, skrev fra Hong Kong: “..the world is small and most people are friendly.” Med det som udgangspunkt vænner vi os til alle sikkerhedsforanstaltningerne – hilser hyggeligt på vagterne og smiler til jagtmændende.

Samtidig VED vi godt, at vi er i en region, hvor der findes organisationer og mennesker der ikke er venlige. Men vi ved også at vi aldrig vil kunne forberede os på eller med sikkerhed forebygge muligheden for at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt – hvis al-shabaab skulle angribe igen! Det føles på mange måder som at leve med frygten for at blive kørt ihjel på A6 på vej til Roskilde eller stå midt i epicentret af et Nepalesisk jordskælv da vi boede der…og sandsynligheden derfor er jo trods alt meget ringe.

Iøvrigt genåbnede Westgate Shoppingcentret i dagene op til Obamas besøg her i byen for 14 dage siden (som iøvrigt var den største sikkerhedsaktion landet nogensinde har udført) – lad det være et tegn på at nye vinde blæser!

Vel ankommet :-)

Ferie på Bornholm er en lise for sjælen – altid! Også når vejret driller og er koldt, når kroppen siger stop og skaber feber og smerter for at få ro, og når teltet ligger det helt forkerte sted på pladsen. Havet, klipperne, horisonten, sand mellem tæerne, hjemmelavede bolscher, karamel og frisk fisk på tungen og ikke mindre end tre hold gode venner og en del bekendte at muntre sig med. Selvom vi vidste at turen gik sydover mod varmere og mere solrige eventyr var det ikk
e let at forlade øen.

Tilbage i Gundsømagle i mindre end 24 timer – TAK igen for lån af skønneste naboers hus. Bilen blev vasket, rengjort, repararet og sat til salg, et utal af tasker, kasser og poser blev omformuleret til 12 store tasker/kufferter, vi fik alle sovet og nåede hyggelig og lækker frokost hos Anni/farmor sammen med Bodil og Jes inden afgang med en stor taxa. Vemodige, forventningsfulde og med mange sommerfugle i maven. Endelig kom dagen hvor det blev sommer og vi skulle afsted.

Børnene var SÅ klar og vidste nøjagtigt hvad der skulle ske i lufthavnen. Ungerne nåede at tælle at alle vores 12 tasker blev sendt ombord på flyet til Amsterdam og selv 2015-07-22 14.45.15Viggo overkom sin skuffelse over at han ikke skulle sove i det første fly. Senere, i næste fly, kom glæden over film, spil og fjernsyn, mad på bakker, små sodavands dåser, tæpper og puder og tyggegummi efter eget ønske ved start og landing. Alle unger klarede det fantastisk – og sove, det kan vi vel når vi bliver gamle!!!

Blev hentet i lufthavnen og indtog de første stemninger af Nairobi henover den næste times kørsel ind til vores hus. “In this country everything is manual” sagde chaufføren fra Ambassaden og det slog mig hvor rigtigt det er. Billetparkeringsmaskiner er bemandet med mindst en person til at hjælpe med at tage billetten og stikke den ind igen når parkeringen er endt, grøfterne ved vejen blev slået med hånd-knive, alle butikker har mange ansatte osv….alle jobs og funktioner som er effektiviseret væk i velfærds DK.

I huset blev vi mødt af Rachel, den kvindelige dagvagt og Michael, gartneren – og ellers af et tomt morgenkoldt hus. Campinglivet fortsætter! De 12 tasker rykkede ind, haven blev indtaget af ungerne og inden længe var Jacob igang med at fixe internet, Viggo og Astrid hjalp Michael med at samle græs på hele græsplænen og Olivia og jeg sad på terrassen og talte om hvor godt det var at være fremme. Det er så dejligt at Jacob har været her før og at alle vores mentale forberedelser giver mening. Unger følte sig hjemme med det samme – selv uden andre møbler i huset end senge.

IMG_6271 IMG_6272

Vi gik gennem kvarterets grønne og frodige gader for at nå til Ambassaden. Hilste på imødekommende folk der og hentede vores bil (købt af en kollega der netop har forladt landet efter 5 år). Afsted på indkøb og frokostspisning i det lokale Village Market (et kæmpe, ret hyggeligt, butikscenter hvor man kan få ALT) – trætheden ramte os alle og vel hjemme faldt vi om samtidig med at vi besluttede at fremtidige rejser hjem bliver dagsrejser…det er simpelthen for vildt at vende en hel families søvnmønster midt i alt det nye.

I dag har vi nydt haven, terrassen, hilst på Winnie vores gæve housekeeper og købt ind. Vi ville have indviet poolen der ligger tæt på, men byen lukker ned i denne weekend idet Obama er på 2 dages visit. Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til… 🙂

Livet på 52 Ruaka Road tegner godt. Astrids frygtede kolortehus er langt fra virkeligheden i denne del af Nairobi. Bortset fra lidt mindre tæmmet traffik, tjenestefolk, vagter og sikkerhedsforanstaltninger alle vegne – ja, så er det en bydel hvor alt kan fås og klares med internationalt islæt. Vi glæder os til at vi om forhåbentlig 14 dage kan indlede et liv med lidt flere møbler og ting – det begynder vi at trænge til!

TAK til alle i skønne mennesker for tanker, breve, søde kommentarer og beskeder. Det varmer midt i den Kenyanske vinter – som minder en del om dansk sommer, blot med mindre vind, mindre regn og nogenlunde forudsigelig temperatur omkring 25 grader.