Tag-arkiv: TAK!

Verden i mig og mig i verden – 43 år!

For 43 år siden blev jeg født i Hjørring. Det var ikke bare lige…efter lange dage med mærkelige veer og som min mor beskriver det: “en oplevelse for livet”. Indlagt på 7-mandsstue med en flok mødre der havde født, med besked på at vandre og gå på trapper for at jeg – i maven – kunne få taget beslutningen om at lade mig føde, at sige ja til det ukendte der kom, til kulden og kærligheden. Jeg er født sammen nat som Glistrup’s Fremskridtsparti kom til verden – og fylder 43 alt imens verden forsøger at vænne sig til og acceptere at Trumph nu er en del af verden.

Og der i tiden mellem Glistrup og Trumph har jeg levet, erfaret, elsket og udfordret mig gennem mine 43 år. Hilsener tikker og ringer ind på alle tænkelige sociale og asociale medier med hilsener fra alle hjørner af den vej der blev og er… min – og tankerne defilerer tilbage til mit livs fødselsdage:

  • Mine første fødselsdage i Horne – Nordjylland, efterskole, høns i haven og ung pige i huset. Leg gennem hullet i hækken ind til naboens 4 drenge, Dorthe Kollo’s sange, mine forældres kolleger og de venskaber de (og jeg) knyttedes – Faddere der har fulgt mig hele livet, afsæt til min første rejse alene ud i verden og fornemmelsen af at venskaber ikke handler om afstand, men om nærvær.
  • Børnefødselsdage i Nørbæk – kusine på besøg fra Sjælland med strejf af viden og udsyn, nabo-veninde, Indonesisk rijstaffel med uendeligt antal tilbehør. Det lokale var udsynsbegrænset – København og Sønderjylland var laaangt væk hos jævnaldrende omkring mig og mine forældres engagement var laaaangt ude. Jeg sang mig igennem det, tav stille i skolen og lærte at spise med pinde – bare fordi det var eksotisk og anderledes.
  • Efterskolefødselsdag i 9. klasse. Den generte skal var åbnet i samvær med Nordjydske og Sjællandske veninder – udsyn, humor, galskab, meninger, refleksion og kreativitet var tilladt….og ikke mærkeligt! For første gang var jeg – uden for familien – i rammer der så mig i verden og lod verden ses i mig. 15 år – usikker på meget, men sikker på at verden var stor og skulle indtages.
  • Gymnasiefødselsdage der fortoner sig i et mix af drikkeri, aktivisme, sang, venskaber og følelses- og identitets-forvirringer der ved synet af TV-serien SKAM genkaldes meget tydeligt. Ingen var vist nogensinde i tvivl om at Randers var for lille til mig…Verden kaldte også selv om nu afdøde Hill Madsen og spillevende Luffe mente at uddannelse vel var et meget godt sted at starte.
  • Min 19 års fødselsdag blev fejret i Nepal sammen med 3 skønne Engsig-Karup unger og deres forældre. Filip og Inger sørgede for kage og viste mig for livstid hvad engageret og dedikeret udviklingsarbejde er!
  • Min 20 års fødselsdag blev fejret i Namibia sammen med lokale og andre voluntører. Fake fletninger, laaang gudstjeneste og beskeden om at min farmor var død. Pludseligt var der langt hjem!
  • 21 års fødselsdag på Vestbirk Højskole – blandt musik galninge, til kamp for den almene dannelse, udforskende kærlighedens uransaglige veje og bare glad.
  • Studine i England og Nepal henover min 22. – 24. års fødselsdage. Pints, kolde huse, tidlig morgen-roning, hårde studier, få penge, men megen glæde og skønne mennesker fra hele verden omkring mig. Jeg var i verden – og verden var med mig.
  • 25 år og nedtursfødselsdag – galdestensoperation og kærestesorg i DK, mens jeg skulle have været i Nepals bjerge blandt andre voluntører…
  • År i København og fødselsdagsfejringer i Stefansgade med venner, familie og kolleger fra det der allerede da syntes som et langt liv – Kampsax, Højskoleferier, COWI, Vuggestuen i Klerkegade, Improteater, RUC, DFC, Children Nepal – Denmark…En enkelt fejredes i Beijing til Porresuppe hos den Norske Ambassadør 🙂
  • 31 års fødselsdag – nu nyligt kæreste med Jacob, færdiguddannet (er man nogensinde det?!?), ansat i og på vej til Nepal – annoncerende vores snarlige bryllup! En dansende, legende, grinende og på alle måder skelsættende fødselsdag.
  • Fødselsdage i Nepal med det internationale islæt – i koldt hus, med bjergudsigt og UNICEF som udgangspunkt.
  • Fødselsdage som mor for første, anden og tredje gang henover 6 år – i Nepal og Gundsømagle med alle de forskelligheder og kontraster som de steder kan byde på hver for sig og i sammenligning. Børnegaver, forventningens glæder der smitter, venindeaftener med sang af hjertet og fælles madlavning, Tivoliture, familiebesøg, ture ved og på fjorden…FTF som den arbejdsmæssige ramme.
  • 40 års fødselsdagen hvor Roskilde Fjord blæste helt op i baghaven og rensede luften omkring mig – det var tiltrængt ovenpå stress og alt for mange tanker. Overraskelsesbrunch og inspirationsfest der på skønneste vis sparkede mig videre ud i livet… beriget af mennesker fra HELE mit liv.
  • 41 års fødselsdag tilbage i arbejdslivet – nu i rammer der gav mening og blandt inspirerende og fagforeningssjove kolleger.
  • 42 års fødselsdag i taknemmelighed over at være i live og elsket – lige efter at have været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt…og i samvær med en hel flok nye ansigter og kulturer.

Og nu 43 år. Vækket af mine 4 elsklinge med gavekort til fælles oplevelser, smil og jubelglæde over at nissen også havde husket min fødselsdag!

En kær veninde siden 1988 sagde dengang: “Man kan ikke holde kontakt med alle!” – og nej, mange har passeret igennem mit liv uden at blive hængende, men rigtig mange er stadig i kontakt på en eller anden måde. Dagens lykønskninger har vækket minder om alle ovenstående fødselsdage…og som min mor skrev: “Og så blev du barnet med udlængsel og gåpåmod til at drage ud i den store verden og med evnen til at få venner overalt igen igen…“.

Sidder her i Nairobi, ude i verden, med verden i og omkring mig – rørt og taknemmelig. Tak! ❤ ❤ ❤

Hvor bliver tiden af?

3/9-16…skriften bliver ikke sirlig. De kolde fingre driller og Saturday Sports koordinatoren smiler undskyldende da han rækker mig kvitteringen for Olivias tennis timer og Viggos fodbold træning. Mit blik fæstner sig ved datoen…den overrasker jo egentlig ikke, vi har jo været tilbage i Nairobi læææænge. Men alligevel – September. Hvor bliver tiden af?

Tankerne flyver tilbage til en skøn sommer i Danmark. En sommer fyldt af aktivitet, gensynsglæde, fortællinger, badning, hygge, leg, indkøb, læge- og tandlægebesøg – børnelejr, skrivekursus, Roskilde Festival, far/børn tur, Tivolitur, snorkling, vippeudspring… Vi nød i alle højder gensyn med familie og venner – blev trætte på skift og samtidigt – og pakkede om og indtog nye senge ikke mindre end 10 gange henover de 6½ uge. Vi var derfor mættede af kram, snakke og oplevelser da vi d. 31. august sad i flyveren.

Hverdagen startede hurtigt for Jacob – vi andre fyldte tiden med kolde pool ture og vippespring, vennebesøg og en hel masse hjemmetid indtil det endelig var skoletid igen. Grundet de mange børn der forlader og kommer til skolen hvert år betyder skolestart hvert år helt nye klasser og helt ny lærer…pigernes forventninger var store, spændingen enorm og udenfor børnehøjde fornemmedes vi voksnes angst for at listerne ikke faldt i god jord. Viggo syntes slet ikke han behøvede at komme med ud på skolen for at få nyheden og hilse på – han VIDSTE jo godt hvilken klasse han skulle i. “Mor, jeg VED det. Vi har været der mange gange sidste år og låne bøger og spil…“.
Heldigvis holdt hans 6. sans stik og han havnede i fantastiske Ms. Haswell’s klasse – Jeg tør slet ikke tænke på hvilket drama et andet udfald ville have forårsaget. Også pigerne var lykkelige da dagen var omme. Olivia fik Ms. Leteipan en smuk og uendeligt organiseret og sød Kenyansk lærer (der også er vild med Minions!) – og havnede i klasse med 2 gode venner. Astrid kom i varme, kunstinteresserede Ms. Prints klasse – og det er klassen der har store skildpadder som klasse-kæledyr. Sejt ikk’! – også sammen med gode venner fra sidste år. Der blev uddelt kram til gamle og nye lærere og venner – og alle var nu endnu mere klar til at komme igang. 9½ uges ferie er lang tid!

IMG_4227
Første skoledag i Kindergarden, 2. og 4. grade ❤

Meget er nyt når man skifter klassetrin og lærer – men intet er at regne mod alt det nye da vi kom sidste år. Gang på gang er der flashbacks til situationer og oplevelser hvor energi, sprog og overskud vaklede eller ikke slog til. Og endnu flere gange – både over sommeren hjemme og nu tilbage – er der situationer og øjeblikke hvor det er enormt tydeligt hvor meget er lært og modnet hos dem alle tre.

Spørger man Viggo hvad de har lavet i klassen er svaret konsekvent: “Vi har grinet!” – en enkelt dag udvidet med: “Ms. Haswell never says ‘No’“…og hvad mere har man brug for i Børnehaveklassen?
Astrid suser derudaf på alle fronter og Olivia oplever at der nu er ekstra fokus på at man selv er herre over sit skolearbejde. Der forventes meget – men bakkes mindst lige så meget op. Ekstremt priviligeret skoleliv!

Og jeg, ja jeg faldt lidt i hul da vi kom tilbage. Sjældent har jeg glædet mig så meget til at komme ‘hjem til os selv’ – og sjældent har jeg følt mig så lidt ‘hjemme hos mig selv’. Noget med mini-kulturchok, tilbage til bilrutiner, logistik planlægning og børn der fyldte mere end normalt i deres savn af hverdag…og noget med at jeg igen skulle til at opfinde mig selv som professionelt menneske i denne setting!

Det tog et par uger, en del tårer og frustration, en masse søvn og gode snakke med de folk som her kender situationen, rollerne og de tanker der følger med. Hvad der kom til at fylde og fik det hele til at vende får i beskrevet i en separat blog.

PS: Kameraet var ikke meget i brug over sommeren – men her er highlights fra telefonen 🙂

This slideshow requires JavaScript.

 

Ferie…

Tænk engang!

Om 2 timer sidder jeg og ungerne i fly igen – denne gang går eventyret hjemover, altså “hjem” til Danmark. En af fordelene – og udfordringerne – ved at bo ude er jo netop det, at man har to hjem.

Og ja, Nairobi er blevet hjem. Hjem med venner, hverdag, skole, arbejde, tanker, glæder, trængsler og sidst men ikke mindst en masse eventyrlige stunder. De sidste 2 uger har snakken igen og igen drejet ind på: “Kan i huske da vi kom, da kunne/kendte/vidste vi ikke at….”:

Vi har genbesøgt følelsen af første skoledags totale frygt og uforståenhed, episoden på biblioteket hvor ordene ikke rakte og blev til tårer – der heldigvis sendte Olivia på toilettet, hvor hun kunne få tisset, angsten for skolebussen, skolemaden og frikvartererne, Viggos frimodige tilgang til ikke at forstå – “så gejler jeg bare de andre i stedet for”, vi har genkaldt os de første køreture til skolen med mor der afkrævede total tavshed og hjælp til vejvisning, og mange, mange andre episoder og uforståenheder.

Vi har helt fysisk bladret ungernes års-mapper igennem og siddet med Olivias overlevelseskort (jeg skal på toilettet, må jeg få en pause, etc) i den ene hånd og hendes manuskript til sin tale som Florence Nightingale i den anden hånd – egenhændigt researchet, formuleret og indstuderet. Et meget synligt bevis på den læringsrejse alle tre unger har været på – og på den selvtillid de alle tre har taget til sig!

Alle unger har med stor og ægte kærlighed produceret takkekort/gaver til de lærere som har gjort en KÆMPE og særdeles KÆRLIG indsats for at hjælpe, guide, skubbe, inspirere og motivere…de har gjort det så helt utroligt imødekommende for os alle.

Og vi har alle 5 på skift og utallige gange endt med at udbryde: “Tænk at vi nu har været her et helt skoleår!” – det ER ikke til at fatte! Og heldigvis drager vi nu alle afsted på ferie (Jacob følger lidt senere) med en klar følelse af at det er godt at skulle tilbage, at næste skoleår bliver så meget lettere at få hul på – at alle de og det kendte her i byen også er hjem ❤

De sidste 2-3 uger i skoleregi gav os sidste lektie i skolelivets travlhed og sendte næsten mor her til tælling med logistiske udfordringer og et hjerte fyldt af stolthed.

  • To koncerter med alle elever i fuld sang, spil og dans,
  • Olivia som Florence Nightingale i 3. klassernes voksmuseum,
  • Astrid med præsentation af sin poster om dansk kultur,
  • Viggo på skovtur med klassen for at finde insekter,
  • Olivia med besøg fra en Kenyansk skoleklasse,
  • Field day for alle 3 med et hav af aktiviteter,
  • Assessments i alle fag (heldigvis uden at nogen blev bekymrede over det)
  • Viggo på scenen for at modtage en anerkendelse af hans nysgerrige og modige tilgang til læring
  • Viggo til bæltegraduering med taekwondoholdet – og nu den stolte indehaver af blåt bælte
  • Kunstudstillinger med halvårets art-work  og skrivning af fanbreve – Olivia fik 4! (og kun ét var fra mor 🙂 )
  • Viggo på scenen med guitar og lærer – og Hjulene på bussen
  • Afslutningsfest for Olivias klasse – tilsat vandrutchebane, pizza, svævebane og cupcakes!
  • Afslutningsfest for Astrid – tilsat lege, lækkerier og smågaver
  • Afslutningsfest for Viggo med så mange snacks at der var nok til dagen efter
  • x antal farvelfester for bedstevenner der forlader Kenya
  • x antal fødselsdage der lige skulle afholdes inden året var omme
  • Sleepovers og playdates…
  • …og så selvfølgelig lidt almindelig skolegang indimellem.

Og det altsammen mens Jacob tog sig af Miljøminister på besøg her og derefter med ministre herfra til konference i DK. Skoleåret sluttede d. 3. juni og de første feriedage er gået med summercamp for ungerne og tiltrængte fridage med far.

Men nu er vi klar – taskerne er færdigpakkede og vi glæder os til gensyn, koldskål. jordbær, lange lyse aftener, rugbrød osv…Vi ved vi ikke når at kramme alle så meget som vi har lyst til, men har lovet os selv at glæde os over det vi når ❤

Vi ønsker jer alle en fantastisk sommer!
❤ ❤ ❤ ❤ ❤

 

TAK! – Gundsømagle og omegn

I lørdags fik vi (endelig) leveret alle de ting vi indsamlede og sendte med containeren herned. Legetøj, sko, fodbolde, cykler mm i 12 kæmpe flyttekasser. De har stået i vores garage indtil nu – indtil de rigtige kontakter var skabt og vi havde overskud til at tage oplevelsen ind. Via David fra Dansk Flygtningehjælps kontor her i Nairobi er tingene nu fordelt til:

Hope and Faith home for special needs children – et børnehjem for fysisk og/eller mentalt handicappede med 37 børn. Mange bor der fast – andre er dagelever. Langt de fleste er uden familie, forladt uden for børnehjemmet eller fundet i skjulte rum og mørke hjørner, i hjem og småsamfund hvor troen på at forbandelser kan ramme individer eller familier, lever side om side med en stærk kristen tro.
Kvinden som driver stedet har viet sit liv til det og har stort fokus på ergoterapi – hun var lykkelig for bolde, puslespil, legoklodser og andet der kunne indgå i træningen. Hjemmet har mange lokale støtter, men havde ikke før modtaget gaver udefra. De har for nyligt fået bygget en ny sovesal – med ca 10 senge…til 37 fysisk udfordrede børn. Det regnestykke brugte ungerne lang tid på. I køkkenet mødte vi en af de frivillige som roligt forklarede: “We interact with the water, when it rains!” – jeg må beundre disse menneskers evne til underdrivelse og accept. Det var tydeligt at gulvet blev omdannet til en mindre flod når det regnede.
Ungerne var ekstatiske af glæde – en livlig autistisk dreng skræmte nærmest livet af Astrid da han for i favnen på hende og mente at det var passende med et kys til velkomst. Olivia blev overvældet over historien om hvorfor de var der. Viggo elskede rollen som den glade giver – og synet af de bredeste smil i verden og ekstatiske hyl af glæde vil fylde os i lang tid fremover.

Bethsaida Children Centre – et børnehjem beliggende midt i Nairobi’s næst-største slumområde – Kayole. Efter kørsel på små, hullede, smalle jordveje – langt ind i et område ikke designet til Toyota Pradoer stoppede vi og en lillebitte smal jerndør åbnede ind til det største hjerterum jeg endnu har mødt – i verden! Bedstemor – ene kvinde – agerede i 7 små rum og en smal gang mor for 47 børn i alderen fra ca. 3 år – 25 år. Et soverum med køjesenge til pigerne, et til drengene, et til de store børn, et til opholdsrum, et til skolestue, et til køkken, et toilet og et område til vask og tørring af tøj. Altsammen bygget af bølge-jern-plader  og forbundet af en smal gang….hønsene boede i et lille skur for enden.
Bedstemor favnede os alle med det samme – taknemmelig og glad, hjertevarm, storsindet og ydmyg. “Folk ved jeg er her, så jeg kan ikke sige nej hvis de bringer et barn mere.” Viggo brugte mange dage på at fordøje historien om det sidst ankomne barn hvis mor havde drukket sig ihjel og var død under en indlæggelse. “Der er alt for mange der drikker for at klare dagene her…“. Jacob og jeg stod tavse og tænkte på de udfordringer 3 børn indimellem volder os! Her var ro, respekt, glæde og hjertevarme hele vejen rundt…
Vi nøjedes med at pakke én af de tre kasser ud – der var simpelthen ikke plads til mere. Igen var glæden euforisk, øjne strålede, latter brød ud og Olivia udbrød med stolthed og glæde i stemmen: “Den mariehøne har vi kørt på da vi var små!”. Vores unger oplever at ting får liv igen, at Kenya er andet end en rig amerikansk skole og et liv i en expat boble. Men virkeligheden er også skræmmende til tider – overvældende og afskrækkende. For hvorfor har vi ikke alle lige muligheder?

 

Flygtningelejren i Dadaab  – verdens største flygtningelejr med ca. 350.000 beboere. Midt i dette samfund findes også en “safe haven”  – et sted hvor familier der af forskellige grunde ikke kan bo i selve lejren placeres. Også her er en del af de indsamlede sager kørt til. Og David beretter om stor glæde. Jeg håber selv at besøge lejren en dag, men foreløbig kan vi sammen glæde os over at lidt almindeligt børnelivs aktivitet er tildelt også børnene der.

Sidst, men ikke mindst, blev alle fodbolde og fodboldstøvler – primært doneret af Jyllinge FC og Select doneret til South B United Sports Academy (SUSA) i Mukuru slum her i Nairobi. Det har jeg tidligere beskrevet et par  magiske øjeblikke inde i denne beretning…

Nogle gange siger billeder mere end mange ord.
Nogle gange kan billeder slet ikke indfange en oplevelse eller et fysisk sted.
Nogle gange bliver man ydmyg når man står ansigt til ansigt med livets kontraster – med ens eget privilegium.
Nogle gange bliver man mega glad i låget over at kunne gøre en forskel for andre.
Nogle gange bliver man forundret, taknemmelig og ærbødig når man står ansigt til ansigt med mennesker der har viet deres liv til et kald og en gerning.
Nogle gange føler man sig næsten uforskammet i sin rigdom.
Nogle gange er det en vild følelse at forbinde hjem i Danmark og hjem i Nairobi – sådan helt bogstaveligt, praktisk og i særdeleshed i børnehøjde.
Nogle gange har man lyst til at råbe højt og længe for at få fordelt verdens goder og privilegier mere ligeligt.
Nogle gange bliver man rørt over at se sine og andre børns aflagte legetøj få fornyet liv under trange, trange kår.
Nogle gange er lørdagsudflugter mere krævende og tankevækkende end andre.
Nogle gange glæder man sig ekstra over at køre hjem til sit store hus, fyldt med varme, ting, mad og muligheder.

Hermed viderebringes en hjertevarm TAK fra alle 4 modtagere til alle jer glade givere i Gundsømagle og omegn. Skulle i have lyst at hjælpe yderligere kan donationer formidles via mig (penge til mad og bleer er i høj kurs!) eller I kan købe smukke Kenyanske varer ved vores lille bod til Byfesten i Gundsømagle d. 18/6.

 

“Starter de 3 år så i dag?”

Tour de France kører over skærmen i disse dage. Jeg har aldrig set det, men har i bilradioen hørt beskrivelser af stigninger i kategori 1 (åbenbart den stejleste!), om svære passager med brosten og om sejre, flotte præstationer og skønne landskaber…det er sgu lidt samme opskrift som at rykke livet til Kenya!

Når mor og far har travlt!
Når mor og far har travlt!

Der var flere svære passager da vi gjorde klar til containerpakning, følelsesmæssige udsving til begge sider, uendelige mængder af vasketøj, udfordringer i livet på “indendørs camping” – ikke mindst fordi sommeren udeblev! – alarmlamper og mærkelige lyde i bilen så snart Jacob var draget til Kenya, ting vi gerne ville nå, men ikke magtede, MANGE nålestik, den uendelige række af beslutninger om stort og småt…men intet slår den totale uoverskuelighed i at skulle have tømt huset og vide, at det der står tilbage er hvad der kan rummes i max 10 kufferter.

Over de sidste 4 dages kategori 1 stigninger er det lykkedes – og ovenikøbet endte huset med at stå skinnende rent som aldrig før. Klar til nye lejere. En stor tak til Birte som mindede om, at det er fedt at GØRE noget sammen og indførte begrebet rengørings-date!

Lille hjælper
Lille hjælper
Kaos
Kaos
Næsten nede på 10 tasker
Næsten nede på 10 tasker

Sideløbende med alt dette er livet levet i skøn forventning om alt det nye der kommer:
Jacob har været i Kenya og startet sit arbejde, boet i huset, og tjekket nærområdet ud. Og i aften når han at få lidt Roskilde-stemning med i bagagen – AC/DC spiller og han er der!

De 8 og is
De 8 og is

Børnene har været på skøn, skøn børnebørnslejr i Tversted sammen med alle Finke-fætre og kusiner og FANTASTISKE mormor og morfar som hvert år formår at skabe højskolelignende tilstande sammen med 8 børnebørn i alderen 4½ – 13år. Havregrød, morgensang, opvaskehold, leg og spil og ture alle eller i grupper, trommens kalden til måltider, alt i aldersrækkefølge oppefra eller nedefra  – eller bare fra nr. 4 eller 7, godnatfortællinger  – geniale 5 dage der bragte roen tilbage i følelsesmæssigt udfordrede Fink Ferdinand børn!
Jeg krydrede det praktiske med 2 skønne københavnerdage med veninde-snakke om alt mellem himmel og jord – ikke farvel, men på gensyn. Skype-dates på cafe skal afprøves!
Vi endte alle i Tversted og havde gode dage der med Finkeklanen – fiskegilde, Fårup Sommerland, havbade, vennebesøg, cykeltur, store is og legeplads – alt det gode det lille skønne hus kan byde på!

Louisianas børneværksted <3
Louisianas børneværksted ❤
Farvel og på gensyn!
Farvel og på gensyn!

Vel hjemme ved Fjorden havde vi budt til farvelkram med hotdogs og drikkelse. Da dagen var omme stod vi taknemmelige og overvældede med tanker, følelser og kram fra 70+ dejlige mennesker. Tænk at blive sendt afsted med sådan en energi – af hjertet TAK!
I går holdt vi FRI og drog til Louisiana og så den nye store udstilling om Afrika. Spændende og flot og befriende med nye vinkler på det gigantiske kontinent. Vi fik badet i Øresund, spist is på Sletten havn – og kørt farmor træt!

De sidste dage har vi været heldige at kunne låne skønne naboers hus til at ompakke og sove indtil vi i morgen drager til elskede Bornholm og sætter os på klippen i Hullehavn og nyder roen, vandet, stilheden og hinanden i 5 dage inden afrejsen sydover!

Kristin og Ivan og deres 4 børn flyttede ind i dag – og da det gik op for Astrid udbrød hun: “Men, starter de 3 år så i dag???” – og ja, det kan man vel godt sige at de gør. Eventyret er hermed officielt igang!

Velkommen!
Velkommen!