Tag-arkiv: transition

Everybody is a somebody

Da jeg og ungerne forleden så Tinga Tinga musical her i Nairobi havde kamæleonen endnu ikke fundet sine flotte farver og ingen lagde mærke til den – “I am nobody“:- )
Heldigvis er løvernes konge en klog figur og hver gang kamæleonen blev mut og følte sig grå og kedelig – ja, så kom det prompte fra løven: “Everybody is a somebody!“.

Det tog dog en rum tid for kamæleonen at finde mening og gejst i den udtalelse – faktisk tog det så lang tid at giraffen nåede at få både lange ben og lang hals, at skildpadden fik styr på sin rap, at elefanten fik vist hvordan den slår knude på sin snabel, at krokodillen fik tværet ekstra salt i såret ved at sige at kamæleonen simpelthen var for kedelig og grå til at den gad spise den, at regntiden kom og alle dyrene dansede gummistøvledans og regntiden endte i en gigantisk regnbue. Vi som publikum nåede endda adskillige gange at være med i dans, sang og regnmageri…

Foran regnbuen fløj den smukkeste sommerfugl ud af sin puppe sang så smukt: “…go slow, if you want to grow” – da fandt kamæleonen sin indre regnbue, smed hammen og sprang ud som den farverige person den inderst inde var!

Det var FANTASTISK!

Ungerne var opslugte, dansede og sang med – og glemte alt om tid og sted. Og jeg, ja jeg var rørt til tårer, grinede højt, dansede i sædet, sang fra hjertet og sad da tonerne klingede ud og folk stimlede ud af det meget varme telt tilbage, svedig, glad og med en følelse af netop at have fået serveret følelsen af afrika, transition og uendelig livsvisdom på 1½ time.

IMG_3455

Fortællingerne, det smukke tinga tinga univers, rytmen, sangen, engagementet, deltagelsen i teltet, varmen, duften af chips, mad og smeltede is – og synet af 3 glade unger der hver især har fundet deres vej, sprog og farver efter den lange seje rejse transitions-eventyret også er. Tanken på Jacob (som desværre ikke kunne være med) som oplever og suger til sig af alle de farverige udfordringer og møder jobbet giver, som indimellem rammes af de meget kedelige, grå udfordringer og som netop før forestillingen havde sendt besked om at han skal til at se livet (eller i hvert fald teksten i livet…) gennem briller – transitionen kommer også med alderen 🙂

Og så mig, der de sidste måneder har oplevet at hver dag byder på nye farver, ny inspiration – i alle mulige retninger – mennesker, hjemmesider, organisationer, grupper, møder, netværk, yoga…storytelling, læring, netværk, coaching, spritualitet, start-ups, sprog…Der er dage hvor jeg slet ikke når hjem før børnene, dage hvor jeg sidder hjemme hele dagen – mange dage hvor frokosten bliver sent indtaget fordi der liiiige er et nyt emne, et nyt link, en ny relation, der skal undersøges.
Farvepaletten er stor og bred – og jeg tror på, at en eller anden dag samles alle farverne til en regnbue og for enden af den finder jeg den eller de veje der skal være min. “pole pole slowly slowly…go slow if you want to grow…good things come to those who wait!”Hør sangen her

“Everybody is a somebody”

 

PS: Hvis du ikke kender til de fantastiske dyrefabler fra Tinga Tinga Tales så find dem på youtube eller måske de stadig er på Ramasjang – ellers kan du læse om dem her

 

Diplomatfruens bekendelser om en hverdag i transition

Jeg vidste godt ved afrejsen og beslutningen om at drage hertil at den første tid ville blive hektisk…og alligevel havde jeg ikke drømt om at livet som diplomatfrue kunne være så altopslugende.
  • Transport til og fra skole – alle om morgenen, Viggo hjem midt på dagen og pigerne til sidst. Altsammen i trafik der oftere en sjældent lukker til så turen der kan tage 15 minutter tager en time eller mere.
  • Skolearrangementer og skoleengagement. Som “no English” familie har jeg tilbragt meget tid ved aflevering og afhentning – oversættelse af spørgsmål, lektier, parent coffees, klasseforældrerepræsentant, forældremøder, legeaftaler mv. Alt sammen på nøjagtige tidspunkter – hvilket er en udfordring når trafikken er som den er. Fantastisk at opleve at ungerne langsomt kan mere og mere selv med den luft det giver mig som resultat.
  • Logistik med vores ansatte – og ja, det er en STOR hjælp at have ansatte der klarer hus og have fra 8-17, men det sker altså ikke af sig selv. Overvejelser og beslutninger om hvordan haven skal se ud, om hvad der skal spises til aftensmad, om uldtrøjen kan vaskes med alm. vaskepulver, hvor meget af tøjet skal stryges…Rollen som leder i eget hjem er ikke en favorit!
  • Et væld af håndværkere, sikkerhedsfolk mv der liiiige skal ordne eller tjekke badet, toilettet, taget det drypper igennem, alarmen, male den plet der mangler, installere internettet eller tjekke brandsikkerheden. Der er store fordele ved at være udsendt i diplomatiets tjeneste og vi føler os meget sikre på alle leder og kanter, men der synes også at være en forventning om at der altid er en spouse tilstede i hjemmet der kan tage imod, forklare og holde opsyn…
  • Indkøb som altid involverer kørsel og risikoen for at netop det du mangler er “out of stock”. Hele peberkorn har ikke været at få i 1 måned og vi hilser havregrynen tilbage på hylden. Alt kan fås, men det kræver ind imellem sin kvinde at finde det og synes det er hyggeligt at shoppe – særligt når man ikke har et veludviklet shoppegen med sig hjemmefra!
  • Kampen for og længslen efter gode sociale relationer – for ungerne og vi voksne. Konstant at skulle finde energien til de opsøgende, imødekommende, introducerende samtaler med andre forældre på skolen eller i det lokale supermarked (Nakumat), blandt Jacobs kolleger, til et utal af børnefødselsdage og i alle andre sammenhænge. Nairobi er enorm i relation til både Gundsømagle og Kathmandu og udbuddet af potentielle venner er uoverskueligt – og tiden til at socialisere begrænset! Al erfaring og analyse viser at sociale relationer opstår over tid og det eneste der behøves er at læne sig tilbage og nyde udviklingen langsomt (I Gundsømagle tog det op mod 5 år at finde de stærke relationer!)…We know, men der er dage hvor man bare SAVNER den gode veninde, venneparret, søster/bror/mor/far der ved lige nøjagtigt hvorfor man reagerer som man gør.
  • Faglighed, jobtanker. Tiden er fyldt og alligevel dukker den indre stemme op der spørger: “Hvad skal du fagligt udvikle dig med? – og skal du ikke se at komme igang?”. De fleste vi kender er familier hvor begge er udearbejdende, og samtaler i alle sammenhænge kommer lynhurtigt til at handle om jobmuligheder, erfaring, umulige arbejdstilladelser og deraf følgende tankemylder om hvilken vej der er den rigtige at gå, hvad jeg har lyst til og ikke hvad jeg bør og kan. For det var jo det jeg lovede mig selv skulle være udgangspunktet inden afrejse.
  • Swahili – mit åndehul har været 8 ugentlige timer med 3 andre forældre og en super dygtig lærer. Intensiv læring, hygge og sjov. Ren “mig-tid” – og alligevel bliver selv det også uoverskueligt indimellem.
  • Og derudover er der så alt det løse som bilen der konstant er noget galt med (ØV!) – og som er vores livline til alt, planlægningen af ferieture i en JUNGLE af tilbud hvor vi absolut opererer i den lave budgetende (i modsætning til de fleste andre vi kender!), og økonomi, manglende motion osv.
For nogle uger siden kommenterede en ven der kender alt til livet som UM-spouse et indlæg på FB med ordene: “Men det kræver altså sit at få tre børn til at trives. Så skulderklap igen…”. Jeg slog det hen med at vi jo lever et priviligeret liv og jokede med mit nye yndlingscitat:
Stum beundringJo jeg er/har været meget træt, jo jeg ved godt jeg har været meget på og jo, jeg har (også selv) bemærket at min lunte indimellem er meget kort. Men jeg vil ikke klage mig, jeg er glad for vores flytning og føler mig stadig priviligeret at vi får (og griber) muligheden….
Men da en kær, kær veninde, som lige nu jonglerer en umulig hverdag praktisk og følelsesmæssigt, forleden satte skarpt på MIG med følgende spørgsmål gik det op for mig hvad det er jeg står midt i: “Men hvad med dig? Nyder du det? Jeg kan ikke helt fornemme på bloggen og i dit brev om der grundlæggende er så meget at håndtere for dig at der ikke er “plads” til at du kan mærke efter om du nyder det, om du er i dit element med alle de mange bolde i luften, eller om du bare kniber balderne sammen og nyder også det du ikke nyder fordi du af erfaring ved at sådan er expatlivet….? Jeg håber du har det godt. Hvad med dig og Jakob – får I lidt tid sammen og “team spirit”…eller kræves der så meget af ham her i starten at det også er en af de områder hvor man bare må give hvad det kræver eller? Jeg håber at summen af det hele er at I nyder det og har det godt….”
Den erkendelse sendte mig i tudekælderen i 2 dage – totalt meltdown. For ja, ved de ord gik det op for mig at en del af mit liv de sidste måneder netop har været at “klemme balderne sammen og nyde også det jeg ikke nyder...” – sådan er livet i transition åbenbart. Men transition er jo som bekendt en overgang og ikke en permanent tilstand og de sidste par uger er det for alvor begyndt at gå op for mig at fokus nu må forrykkes lidt. Jeg bliver nødt til at få en struktur der giver plads til ikke kun at være ungernes mor, forælder på skolen, fruen i huset og Jacobs kone – men simpelthen at være mig med fokus på både socialt, fagligt og familieliv. Fokus på og udvikling af “nydningen” som Bamse ville have sagt det.
Og den er der i små glimt – nydningen – når ungerne vel hjemme fra skolen sidder ved havebordet og får en smoothie eller en bolle mens de fortæller om dagens oplevelser, når jeg kigger ud af vinduet og opdager at haven blomstrer, solen skinner og det er november, når Jacob og jeg falder sammen i sofaen sammen og minder hinanden om at vi er heldige, når jeg lykkes med en swahili-sætning andre kan forstå, når jeg deltager i netværksmøde om læring og når jeg en sjælden gang får gået en tur i skoven eller taget en svømmetur uden 3 unger hængende på min krop, når Jacob kommer ind af døren og stråler af glæde over resultater og processer på arbejdet, når jeg helt uventet får en danse-invitation fra en næsten nabo jeg knapt kender, når Viggo selv hopper af skolebussen, dasker ind med tasken, råber hej mor og løber ud og leger med Rachel (dagvagten), når jeg hører pigerne øve sig på deres musical-sange om “Three of a kind”, når fantastiske Winnie har ordnet hele huset og lavet maden klar på dage hvor vi alle er sent hjemme, når ungernes lærere roser deres fremgang og jeg ved at jeg har de sejeste unger i verden, når hilsner når os hjemmefra, når jeg sidder hånd i hånd med Jacob og i timevis ser på 100 elefanter der bader, når….

Så ja transitionen har været og er hård og jeg er nu HELT klar over at jeg efterhånden må begynde at strukturere mine dage som netop det – MINE! At skabe mere nydning for mig og sammen med mig.
“Én dag af gangen” som min livskloge mor siger!
“Ikke noget med bør/skal! – tag turbanen på så appelsinen kan falde i den” som min kloge far siger!
“Fokusér på og gør det der gør dig glad” som min kloge mand siger!

TAK af hjertet for din mail, Charlotte – jeg beder til at ALT går godt for dig og dine i tiden der kommer ❤